02/03/2021

5 Succeser for verdens vilde dyr

Selvom mange af verdens vilde dyrearter hænger i med neglene på udryddelsens rand, så er der også masser af gode historier og sejrer for naturen. Dem vil vi gerne dele med jer i forbindelse med den internationale mærkedag, “World Wildlife Day”.

1. Det sorte næsehorn er i fremgang

Der er fantastiske nyheder fra Afrika, hvor antallet af vilde, sorte næsehorn er steget til 5.630. De seneste tal viser, at antallet er vokset med 2,5 procent om året på trods af den konstante trussel fra krybskytteri.

Sort næsehorn var engang den mest udbredte næsehornart i verden. Det anslås, at omkring en million levede vildt i det sydlige og østlige Afrika i starten af det 20. århundrede. Antallet faldt til omkring 100.000 i 1960’erne, og jagt og tab af levesteder førte arten til randen af udryddelse. Der var nemlig færre end 2.500 af dem tilbage omkring år 2000. Det sorte næsehorn er fortsat kritisk truet, men den opadgående tendens er årsag til glæde.

Næsehorn fik nye hjem og ekstra beskyttelse

WWF har arbejdet med forskellige partnere på en række tiltag for at hjælpe det sorte næsehorn tilbage på sporet – fra oprettelse af beskyttede områder til fysisk flytning af mange næsehorn for at etablere nye populationer. Alt sammen i bestræbelser på at stoppe krybskytteriet og den ulovlige handel med hornene af næsehorn.

Meget af arbejdet har været fokuseret i Kenya, hvor bestanden af sorte næsehorn faldt fra sit højeste niveau på 20.000 til sit laveste på kun 400 målt i midten af 1980’erne. Antallet er nu næsten fordoblet: I 2012 havde Kenya 631 sorte næsehorn, og ved udgangen af 2019 var der 784. Målet er at øge populationen til 2.000.

Støtter gør en afgørende forskel

Efterspørgsel på hornet fra næsehorn i asiatiske lande som Vietnam betyder, at krybskytteri er en konstant trussel, men med hjælpen fra blandt andet de mange WWF-støtter verden over, bidrager vi hele tiden med tiltag i kampen mod krybskytteri. Og det betaler sig. Støtten går blandt andet til afgørende udstyr og support til overvågning af næsehorn, herunder GPS-systemer, køretøjer og kameraer samt myggenet, støvler og rationer til de lokale rangers, der beskytter næsehornene.

Læs mere om, hvordan vi kæmper for næsehorn

2. Flere fantastiske bjerggorillaer

Efter mange års arbejde for at bevare bjerggorillaerne er det lykkedes at sikre en fremgang i bestanden. Det samlede antal af de akut truede bjerggorillaer er steget fra omkring 400 i 2011 til 1.063 i 2020. Den fantastiske nyhed skyldes, at vi blandt mange andre ting har arbejdet med at reducere den ulovlige produktion og handel med tømmer og trækul, så bjerggorillaens sidste levesteder bliver bevaret. Derudover støtter WWF, at de lokale kan anlægge te-plantager, som bjerggorillaerne ikke bryder sig om at bevæge sig ind i. På den måde skaber vi en såkaldt buffer-zone mellem mennesker og bjerggorillaer samtidig med, at de lokale kan sælge og tjene penge på teen.

Læs mere om vores arbejde med bjerggorillaen her

3. Danske dagsommerfugle kan flyve i fred

34 dag-sommerfuglearter er fredet i Danmark. Vi har arbejdet længe og vedholdende for sagen, og det bærer nu endelig frugt, så blandt andet sortplettet bredpande, rødlig perlemorsommerfugl, ensianblåfugl og engblåfugl nu kan flyve i fred og sprede farver og glæde i landet. Den nye bekendtgørelse, der trådte i kraft 1. marts, betyder, at man ikke længere må indsamle, opbevare eller handle med sommerfuglene.

Det har længe set sort ud for sommerfuglene i Danmark. Der lever i alt 66 forskellige arter af dagsommerfugle i Danmark, og 37 af dem er rødlistede. Det vil sige, at de er truede eller særligt sårbare.

Men selvom en fredning er positivt, er der stadig meget arbejde at gøre. Hvis vi skal redde sommerfuglene, skal vi have mere urørt natur i Danmark, som dermed giver flere levesteder for de fortrængte arter af sommerfugle og andre insekter. Derfor arbejder WWF i flyvende fart for mere vild natur i Danmark.

Læs mere om de kriminelle, der indsamler og dræber truede sommerfugle her

4. Lysende fiskenet redder havskildpadder

Mange flere havskildpadder har udsigt til at kunne svømme frit i havet. WWF har nemlig i samarbejde med National Oceanic, Atmospheric Administration og forskeren Jesse Senko udviklet verdens første soldrevne LED-oplyste fiskenet, der skal forhindre bifangst, som er en af de største trusler mod havskildpadder.

Flere hundrede tusinde havskildpadder bliver hvert år fanget som bifangst i fiskernes net, garn og liner. De nyopfundne lysende net afskrækker havskildpadderne, så de dermed undgår at blive fanget. En prototype blev testet i en region i Mexico, hvor der i gennemsnit bliver fanget seks til otte skildpadder per båd dagligt. Det betyder, at de nye net kan redde flere tusind havskildpadder hvert år – og det er bare lige i den region. Tænk på, hvor mange havskildpadder vi kan redde på verdensplan, hvis man bruger metoden.

Du kan læse mere om de lysende fiskenet her

5. Flere hundrede ferskvandsarter reddet

For en af verdens største floder, som er hjem for en stribe af klodens mest truede arter, er der sikret en 10-årig aftale, der sætter en stopper for udbygningen af nye vandkraftsdæmninger.

Byggestoppet har enorm betydning for Mekong-flodens biodiversitet og dyrebestande. Ved at forhindre flere vandkraftsdæmninger formår man at beskytte det unikke økosystem og et væld af arter, der har floden og dens omgivelser som hjemsted. I floden lever blandt andet den i forvejen akut truede Irrawaddy-delfin. Den indokinesiske tiger, saolaen, der blev opdaget for ret få år siden, og den asiatiske elefant holder også til i områderne omkring floden.

WWF har sammen med en lang række andre organisationer kæmpet i flere år for at bevare det unikke økosystem i Mekong-floden i Cambodia. En kamp, som vi har kæmpet ihærdigt for, da flere dæmninger vil skade flodens økosystem i sådan en grad, at det ikke ville være muligt at genoprette.

WWF arbejder nu sammen med myndighederne i Cambodia om at udvikle andre kilder til elektricitet, som alternativ til Mekong-flodens vandkraftsdæmninger.

Læs mere om, hvordan WWF arbejder for mere miljøvenlig energi til Mekong her

Vil du også være med til at gøre en forskel for naturen og de vilde dyr?

Meld dig til flokken og bliv Naturvogter her
For en vildere verden.