Da Happy Ali var en tiårig knægt, hjalp han og hans søskende faderen i kaffemarkerne nær familiens hus. Han fik en stor sæk på ryggen med 30 små kaffespirer og besked på at bære dem op til det sted, hvor de skulle i jorden. “De var noget så tunge,” fortæller Happy Ali her lidt over 20 år senere.

“Så jeg tog først én spire og smed den ud til siden i buskadset. Efter et par skridt tog jeg én til. Sækken blev hurtigt lettere, og da jeg endelig nåede stedet, min far havde anvist, var der omkring 15 tilbage.” Happy Ali smiler. Han husker det tydeligt. Hvordan sveden haglede af ham i den varme ugandiske eftermiddagssol. Og hvordan han dengang så det som en straf, at han skulle hjælpe faderen med at slæbe spirer seks kilometer op ad de stejle skråninger.

“Da jeg voksede op, indså jeg selvfølgelig, at det var forkert. Men som barn anede jeg det ikke. Hvis jeg havde fået at vide: De her planter vokser op, de bliver solgt og betaler for din skoleuniform, skolegang og den mad, du spiser. Jamen, så er jeg ret sikker på, at jeg havde båret alle planterne op.”

Børnene er fremtiden

Vi står foran Kinyampanika Primary School, som ligger i det vestlige Uganda fire timers kørsel længere nordpå, fra hvor Happy Ali voksede op. Bagved os ringer det ud til frikvarter, og flere hundrede børn strømmer ud fra de to okkergule, aflange skolebygninger. De løber forbi os i deres lyserøde skoleuniformer, hujer og ler og spæner så videre for at spille fodbold på den grønne plæne, der ligger som et plateau for fødderne af de gigantiske Rwenzoribjerge.

Happy Ali voksede op. Han klarede sig godt. Han var heldig med, at faderen kunne sende de fleste af sine børn i skole. Efter universitetet kom han i praktik hos WWF, hvor han siden blev ansat. Det er seks år siden nu. Men mindet fra barndommen spiller en afgørende rolle i, at vi står på skolen i bjergene.

“I mange år har vi arbejdet med bønder i hele regionen. Og sagen er, at de alle er mødre og fædre til børn, som tager del i arbejdet – lige som jeg gjorde. Så når vi arbejder med moderen og faderen, så er det også vigtigt, at vi arbejder med børnene. De er den næste generation. Hvis vi ikke får dem med, så har alt vores hårde arbejde i regionen været forgæves,” forklarer han. Happy Ali fortæller, at han fik ideen til WWF’s Grønne Skoler under sit arbejde med landmænd om at bevare naturen og genplante træer i udkanten af den store Rwenzori Mountain National Park. For – som han siger – hvis ikke børnene forstår, hvorfor det er vigtigt at passe på naturen, og hvordan de bedst gør det, så står de træer, vi planter, her ikke om 15 til 20 år.

Både lærere og børn bliver uddannet

De Grønne Skoler blev til virkelighed. I dag omfatter projektet 35 af de mest udsatte og klimasårbare skoler i regionen. Skolerne ligger spredt over seks distrikter. Kasese, Kabarole, Bunyangabu, Ntoroko, Bundibugyo og Rubirizi.

“De får indgående hjælp til at sætte naturen på skoleskemaet og få børnene engageret i naturbevarende aktiviteter,” fortæller Eva Buchhave, som er rådgiver på internationale programmer hos WWF Verdensnaturfonden.

“Det betyder, at vi uddanner 350 lærere i at undervise i klima- og naturbevarelse, og at lærerne blandt andet planter frugttræer og køkkenhaver med eleverne, så de lærer at dyrke jorden bæredygtigt, men også at bruge afgrøder, som er mere modstandsdygtige over for det nye klima.” Særligt i landdistrikterne er kvaliteten af uddannelsen dårlig.

Der er flere ting, der spiller ind. For det første kan det være svært for det enkelte barn at komme frem til skole på grund af oversvømmelser og jordskred, der gør vejene farlige at færdes på. Desuden er der stor mangel på undervisningsmaterialer, og mange undervisningsmetoder er forældede. Derfor er det også en del af projektet, at WWF udvikler nyt undervisningsmateriale til børnene, ligesom skolerne får adgang til nationalparken og viden om de vilde dyr, som mange af dem bor klos op ad.

Et unikt dyreliv

WF har arbejdet med naturbevarelse i Uganda i flere årtier. Det har vi, fordi her findes noget af verdens rigeste og mest varierede natur. Du finder alt fra halvtørre buskområder og savanne i nord til tropisk regnskov i syd samt vulkanske bakker, bjerge og nogle af verdens største søer. Den varierede natur gemmer derfor på et unikt dyreliv med en masse endemiske fugle, den ikoniske bjerggorilla, elefanter, løver og leoparder. Men det er også et område, hvor klimaforandringerne begynder at vise sine værste sider i form af naturkatastrofer som oversvømmelser, jordskred og voldsom tørke. Det er blandt andet de stigende temperaturer, der får verdens eneste ækvatoriale gletsjer i Uganda til at smelte hurtigere og dermed får floderne til at gå over deres bredder. Det har voldsomme konsekvenser for familierne, der oplever, at tørke og oversvømmelser blandt andet ødelægger deres høst.

Træerne mangler

“Min mor, søster og jeg mistede alle bønnerne på vores mark i en oversvømmelse,” fortæller 14-årige Matias, som er elev på Kinyampanika Primary School. Han og familien skulle leve af bønnerne, men også sælge mange af dem på markedet for at få råd til nye skoleuniformer. Nu er de nødt til at sælge madbananer og rodfrugter i stedet for. Det betyder meget mindre mad til familien.

Selve skolen har også mærket konsekvenserne af et klima i forandring. En voldsom storm rev en af de tre skolebygningerne med sig, fortæller Bwambale Godfrey, der er lærer på skolen. Året før havde ledelsen besluttet at fælde en del store træer for at få råd til en vandtank, men det betød, at skolen stod ubeskyttet i uvejret.

“Det er et klassisk eksempel på, at alle de mange træer og buske, der er fældet over de seneste mange år her i området, nu mangler i stor stil. Deres rødder holder på jorden, så vi undgår jordskred, og de giver læ, når stormen raser. Derfor er der nu en kæmpe indsats i at få genoprettet den tabte natur og plantet en masse træer, ” fortæller Eva Buchhave.

Som led i projektet har børnene på Kinyampanika Primary School fået både træer og bambusplanter. Bambusplanterne har de sat i jorden langs floden, der løber ved skolen. Bambussens rødder er nemlig store og kraftige og dermed eminente til at suge vand og holde på jorden i tilfælde af oversvømmelse. Træerne, børnene har plantet, er frugttræer som avokado og mango.
“Når de vokser sig store, kan vi give børnene en tiltrængt bid mad i pausen. Og så giver trækronerne selvfølgelig skygge i den bagende sol og ly for stormen,” siger Eva Buchhave.

Men det stopper ikke med det, tilføjer Happy Ali:

“Både træer og planter giver frø og spirer. Dem får børnene med hjem til deres familie på bjerget, så de kan plante et træ der. Lige så langsomt men sikkert planter vi træer, viden og masser af håb for fremtiden.”