Mayaernes vilde Mexico
Et historisk initiativ vil beskytte et område knap to gange Fyns størrelse på den mexicanske Yucatán-halvø med stor betydning for den oprindelige Maya-kultur.


Mexicos Yucatán-halvø er et dybt komplekst landskab. Gennem årtusinder har regn, der falder over den fugtige og tætte Maya-skov, sivet ned gennem porøs kalkstensgrund og skabt et indviklet netværk af underjordiske floder og vandfyldte grotter kaldet cenoter. De løber under oldtidsbyer som Chichén Itzá og Uxmal samt moderne og levende byer som Mérida. Når vandet når kysten, blandes det med saltvand og danner brakvandslaguner omgivet af ranke mangrover, der forbinder land og hav.
I dette landskab står de moderne arvtagere til maya-kulturen ved en ny tærskel.
Den 13. maj 2026 annoncerede delstatsregeringen i Yucatán i Mexico sammen med partnere, herunder WWF, lanceringen af Herencia Maya (på dansk: Maya-arv) – et ambitiøst initiativ, som skal beskytte statens sammenhængende og uerstattelige hydrologiske, økologiske og kulturelle arv. Området omfatter 580.000 hektar – et område knap to gange Fyns størrelse.
Jaguarer og flamingoer
Herencia Maya vil styrke beskyttelsen og forvaltningen af mere end 270 kilometer af Yucatáns kystlinje samt over 52.000 hektar mangroveskov.
I tæt samarbejde med oprindelige folk og lokale samfund skal initiativet øge kystsamfundenes og økosystemernes modstandsdygtighed over for klimaforandringer, beskytte jaguarer og mange andre dyrearter samt sikre livsvigtige og hellige ferskvandskilder for mere end en million mennesker på halvøen. WWF er stolt af at være en del af den brede koalition af partnere, der støtter denne historiske indsats.
På tværs af Yucatán-halvøen truer landbrugsudvidelse, urbanisering, turisme og andre menneskelige aktiviteter grundvandet, overudnytter og nedbryder naturressourcer, bringer dyrelivet i fare og risikerer at udslette en ældgammel kulturarv. Ved at styrke forvaltningen af beskyttede naturområder bidrager Herencia Maya til at beskytte vandressourcer mod skadelige sprøjtemidler, forhindre skovrydning, binde kulstof og bevare vigtige naturområder for både endemiske og migrerende arter, herunder mere end halvdelen af halvøens fuglearter.
Initiativet omfatter også kystområder som Dzilam de Bravo, der rummer afgørende levesteder og korridorer for jaguarer, samt El Zapotal, et privat naturreservat og vigtigt opvækstområde for de ikoniske store katte.
Ud over jaguarer er Yucatáns mangrovekyster og den tropiske Selva Maya-skov hjemsted for et imponerende dyreliv. Herencia Maya vil beskytte centrale levesteder for hundredvis af endemiske og migrerende arter fra amerikanske flamingoer til uægte karettehavskildpadder.
Naturen og kulturen
Oprindelige folk og lokalsamfund er blandt verdens vigtigste beskyttere af naturen. Ved at støtte mayaernes rettigheder, verdenssyn og traditioner sikrer Herencia Maya, at en effektiv naturbeskyttelse kan videreføres til kommende generationer.
Delstaten Yucatán er kernen i den mexicanske Maya-kultur og hjemsted for landets største befolkning af mayatalende. Det er samfund med generationers tilknytning til landskaberne og havet, som ærer deres forfædre ved at holde traditionerne levende.
Cenoter er halvøens vigtigste kilde til ferskvand og fungerer i mayamytologien som en portal mellem de levende og forfædrene. Toh-fuglen med sin turkise, pendullignende hale vogter over cenoterne, mens jaguaren, skovens og underverdenens hersker, fungerer som et helligt bindeled mellem de levende og de døde.
På land lever traditionen med mayaernes milpa videre – en ældgammel og bæredygtig form for skovlandbrug, hvor bønner, majs og squash, kendt som “de tre søstre”, dyrkes i rotation med andre afgrøder blandt naturlig vegetation.
I 2022 anerkendte FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) den globale betydning af dette kulturarvssystem for dets rolle i at fremme biodiversitet og sikre fødevarer gennem mindst 3.500 år.
Herencia Maya bygger videre på denne arv ved at integrere kulturel identitet, traditionel viden og oprindelige folks selvbestemmelse som centrale elementer i en langsigtet naturbeskyttelse for Yucatáns befolkning, hvor næsten 40 procent af befolkningen er oprindelige folk og bor i halvøens beskyttede naturområder.
Initiativet bygger på erkendelsen af, at beskyttelse af økosystemer også handler om at bevare bæredygtige praksisser, dyrkningsmetoder og fællesskabsværdier med rødder i mayaernes verdenssyn. Ud over milpa-systemet omfatter indsatsen uddannelse og markedsadgang for lokalt producerede varer med fokus på biavl, bæredygtigt fiskeri og økoturisme.
Læs mere om projektet her.


