12/07/2023

WWF er begejstret for EU-aftale om naturgenopretning

Den 12. juni 2023 stemte Europa-Parlamentet ja til en ny genopretningslov for naturen. Det vækker begejstring hos os i WWF, hvor vi længe har presset på for et ja. Det samme har mange tusinde danskere, forskere og en million europæere.

Det var usikkert til det sidste, men det endte med et ja, da Europa-Parlamentet den 12. juli 2023 vedtog en ny aftale om bindende mål for naturgenopretning.

Det glæder WWF, som har presset massivt på for et ja. Både i Danmark og resten af EU.

”Det er ikke kun en fantastisk nyhed for dansk og europæisk natur og alle de dyr, der lever i den. Det er også en helt nødvendig fremtidssikring af vores økonomi. Der har været tvivl om, hvorvidt loven ville blive stemt igennem, men vi har oplevet en enorm opbakning fra danskerne. Og det er en vigtig lov! Vi er nemlig langt forbi det punkt, hvor vi kan beskytte os ud af problemerne. Der er ganske enkelt ikke nok natur tilbage at værne om. Skal vi i fremtiden sænke temperaturen, have adgang til rent vand, fødevarer og ressourcer nok til vores erhvervsliv, er naturgenopretning den eneste vej frem,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, og fortsætter:

”Det handler ikke kun om at redde naturen, men også om at sikre vores økonomi. Al forskning siger, at naturgenopretning er helt fundamentalt for de økosystemer, vores produktion af fødevarer og vores samfundsøkonomi er dybt afhængige af. Samtidig viser beregninger, at de økonomiske fordele ved en genopretning i gennemsnit er ti gange højere end udgifterne. I kroner og ører betyder det et afkast på 13.400 milliarder kroner for Europa. Så aftalen er god for naturen, men også en rigtig god forretning,” siger Bo Øksnebjerg.

Naturgenopretning og grøn omstilling går hånd i hånd

Formålet med aftalen er at sikre, at 20 procent af Europas natur på land og i havet er genoprettet i år 2030.

Diskussionen om den nye EU-lov har blandt andet handlet om, hvorvidt naturgenopretning kan gå hånd i hånd med den grønne omstilling. Men Bo Øksnebjerg mener ikke, vi kan løse klimakrisen uden også at løse naturkrisen.

”Natur- og klimakrisen er uløseligt forbundne. Genoprettes økosystemer som tørvemoser, skove, havbunde og strandenge, kan vi binde millioner af tons kulstof årligt. Samtidig er genopretning af naturen ikke en trussel for den vedvarende energi. Gør vi det rigtigt, kan vedvarende energi som sol- og vindmølleparker tværtimod drage fordel af en genopretning,” siger han.

En positiv men svækket aftale

Afstemningen endte med 336 stemmer for og 300 stemmer imod. 13 undlod at stemme. For at nå til enighed endte Europa-Parlamentet dog med at stemme ja til en mindre ambitiøs aftale end det oprindelige forslag.

Ifølge Bo Øksnebjerg er det dog positivt, at det lykkedes at blive enige om en naturgenopretningslov for hele EU.

“Vi er glade, fordi vi til det sidste frygtede, at det ikke ville blive til noget. Så alene det, at den her beslutning er taget, og at vi kommer et skridt i den rigtige retning, er rigtig, rigtig vigtigt og en sejr for naturen. Men det er en omgang sursød sovs, fordi der er jo pillet en masse elementer ud af forslaget, som svækker det ganske betydeligt. Samtidig er det stadigvæk en aftale, der kører på EU-plan, og det vil sige, at der jo ikke er nogen garantier for, at alle lande implementerer det særligt sirligt,” siger han og tilføjer:

“Det er en god dag for naturen, men den kunne have været bedre. Men jeg tror faktisk, at når historiebøgerne skal skrives, så vil man kigge tilbage på den her dag og sige, at det er en stor og vigtig beslutning.”

Danmark skal vise vejen for resten af EU

WWF informerede den 11. juni de danske EU-parlamentarikere om, at flere end 11.000 danskere på få uger har skrevet under på, at de støtter loven. Sammen med en række andre organisationer har WWF desuden gennemført en europæisk kampagne, #RestoreNature, som flere end en million europæere bakkede op omkring. Herudover har 6.000 forskere, 100 virksomheder og 200 NGO’er vist deres støtte til naturgenopretningsloven.

Netop derfor er det særlig vigtigt, at opbakningen omsættes til handling, mener Bo Øksnebjerg.

”Vi er dybt taknemmelige for den store opbakning fra danskerne og opfordrer til, at Danmark hurtigst muligt går i gang med at implementere loven. Både for naturens skyld, men også for at vise vejen for resten af Europa,” siger han.

Og der er brug for naturgenopretning i både Danmark og Europa, hvor naturen er i dyb krise. 80 procent af EU-landenes beskyttede levesteder er i kritisk tilstand. Hver femte fugleart er truet eller nær-truet. Og mere end 50 procent af tørvemoserne er i kritisk tilstand. Med beskedne 2,3 procent beskyttet natur og hele 1.844 truede arter er Danmark desværre ingen undtagelse.

Læs vores øvrige nyheder her.