08/11/2023

Vilde aktiviteter i haven

Gør din have endnu mere vild!
Her er to sjove aktiviteter, du kan lave for at hjælpe naturen i vinterperioden.
Den danske natur har brug for hjælp – vær med til at give den en hånd.

Vild med natur i børnehøjde – Giv dit barn den bedste naturopdragelse og tilmeld dig Panda Club nyhedsbrev her

 

1. Lav en fedtblanding til fuglene

Om vinteren har mange fugle svært ved at finde mad. Det er derfor ret nemt at tiltrække dem om vinteren, hvis man bare bruger den rette lokkemad. Prøv at lave din egen fedtblanding. Den tiltrækker mange forskellige fuglearter – især mejser.

Det skal du bruge:

  • En pakke svinefedt
  • Forskelligt korn eller fuglefrø
  • En gryde
  • En grydeske

Sådan gør du:

1) Kom fedt i gryden og smelt det ved svag varme.

2) Hæld korn og fuglefrø i det smeltede fedt og rør rundt.

3) Sæt fedtet til afkøling i køleskabet til det stivner (hæld det evt. over i noget andet).

4) Smør fedtblandingen direkte på stammer, grene eller læg det på foderbrættet.

Godt at vide:

Hav tålmodighed. Der går lidt tid før fuglene opdager din mad. Men når de først har opdaget din fedtblanding, kan det hurtigt tiltrække alle nabolagets små fugle.

Det er godt at bruge vildtfuglefrø i sin blanding, men man kan også putte andre sjove ting i. For eksempel små frugtstykker, brødrester eller morgenmadsprodukter som cornflakes og havregryn.
Eksperimenter og find ud af, hvad fuglene bedst kan lide. Vi ved dog, at de ELSKER solsikkefrø. Så det kan være en god idé at bruge i fedtblandingen.

 

 

 

2. Byg et foderbræt

Fugle er nok de dyr, som er nemmest at tiltrække – og især om vinteren, når der ikke er meget mad at finde. For at tiltrække dem kan du bygge et foderbræt, hvor du kan ligge mad ud på. Så hjælper du både naturen og kan se fuglene på tæt hold. Vildt sejt!

Det skal du bruge:

  • Et bræt (ca. 30 cm bredt)
  • Søm og hammer
  • En pæl (ca. 1,5 meter lang)
  • En kniv at snitte med
  • En tommestok

Sådan gør du:

1) Sav brættet ud i 30 x 45 cm.

2) Sav listerne til og fastgør dem til kanten af foderbrættet med søm.

3) Sav nogle træklodser ud, som kan støtte på undersiden af brættet, når du fastgør pælen til brættet (se tegningen).

4) Snit den nederste del af pælene spids og stik det færdige foderbræt ned i jorden et godt sted. Skriv evt. en liste over de fuglearter, som kommer på besøg på brættet. Hvis du kan få besøg af mere end ti forskellige arter, er det ret flot!

 

Godt at vide:

Man kan også bygge et tag på foderbrættet – så bliver maden ikke våd i regn eller snevejr. Man kan også male foderbrættet, så holder det længere.

 

Find andre sjove aktiviteter til børn på vores Panda Club side