Sådan redder vi vores natur – Planen starter med en milliard
Danmarks dyre- og planteliv har fået en mavepuster. Med regeringens forslag til finansloven for finansåret 2021 ses hverken høje ambitioner eller tilstrækkelige midler til at nå de grønne mål, der blev sat ved seneste valg.
Den danske natur og biodiversitet bliver forringet år for år. Vi har kun 1 procent af landets areal afsat til beskyttede og dedikerede arealer, hvor økosystemerne har plads til at blomstre. Det er tydeligvis langt under de 17 procent, som vi har lovet FN. Vores danske skove og farvande er i så ringe tilstand, at vi ligger dårligst af alle lande i EU. Fortsætter vi med den trend, vil vi snart ikke have noget natur og biodiversitet tilbage at beskytte.
Vi står selvfølgelig i en ekstraordinær situation lige nu med COVID-19, men krisen har om noget gjort det tydeligt for alle, at naturen har akut brug for hjælp – og vi har brug for den. Og ud fra den uomtvistelige sammenhæng mellem en natur og biodiversitet i forfald og risikoen for nye pandemier har vi heller ikke i lyset af COVID-19 råd til at lade være.
NATURMILLIARDEN skal redde naturen
Derfor introducerer WWF Verdensnaturfonden NATURMILLIARDEN, som står i skærende kontrast til de sølle 50 millioner kroner, som Regeringen har afsat pr. år de næste fire år. 50 millioner er både uambitiøst, men også useriøst fordi regeringen ikke anerkender, at naturens evne til at afværge klimakrisen og forebygge pandemier, migration og konflikt er den mest effektive måde at skabe en bedre fremtid på. Med blot en milliard til naturen og biodiversiteten kan regeringen sikre målbare resultater, der vil have stor effekt både i nuværende valgperiode og efter.
Naturen har i mange år givet os for flere billioner af gratis goder og ressourcer som rent drikkevand, fødevarer og tømmer, og det har vi alle et ansvar for, at den også kan blive ved med at gøre.
Vi tror på, at regeringen såvel som alle folketingets andre partier gerne vil den grønne omstilling. Derfor har vi samlet seks anbefalinger og ni budgetforslag til, hvordan vi hurtigt og mest effektivt styrker Danmarks natur og biodiversitet. Ingen kriser løses med status quo. Og med NATURMILLIARDEN kan Danmark tage et stort skridt i den rigtige retning.
WWF Verdensnaturfondens nationale input til Finansloven for finansåret 2021