Øresund og Lillebælt er Danmarks første marine naturnationalparker
Det er en gave til havnaturen, at de marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt langt om længe en realitet.


Det er historisk for havnaturen, at Danmark nu får marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt.
Regeringen er sammen med de øvrige partier i Folketinget, med undtagelse af Danmarksdemokraterne, blevet enige om rammerne for de første naturnationalparker i havet. I de marine naturnationalparker i Øresund og Lillebælt prioriteres naturen højt, og der er samtidig afsat 100 millioner kroner til store, ambitiøse naturgenopretningsprojekter og formidlingsindsatser i begge områder.
”Det er en sejr for havnaturen, at vi nu langt om længe kan bryste os af marine naturnationalparker i Danmark. Både i Øresund og Lillebælt er de tilpas store og ambitiøse til, at det vil give et tiltrængt løft af havnaturen og gøre en reel forskel for biodiversiteten både i og uden for parkerne. Samtidig spiller formidling en central plads i begge områder, og det er helt afgørende for at bringe havnaturen ud af dybet og ind i danskernes hjerter,” siger seniorrådgiver og marinbiolog Thomas Kirk Sørensen fra WWF Verdensnaturfonden.
Det var WWF Verdensnaturfonden, der i 2021 foreslog, at Danmark foruden naturnationalparker på land også skal have naturnationalparker i havet. Organisationen pegede dengang på Øresund og Lillebælt, og derfor vækker det stor glæde, at parkerne nu bliver til noget.
Der møder dog kritik fra WWF Verdensnaturfonden, at havbrug og klapning på papiret er fjernet fra parkerne, men får lov til at fortsætte ude i havet.
Danmark skal have flere marine naturnationalparker
I både Øresund og Lillebælt er der allerede stor naturværdi og potentiale for naturgenopretning. Det samme gælder mange andre steder i landet, og derfor mener WWF Verdensnaturfonden ikke, at man bør stoppe ved to marine naturnationalparker.
I Danmark har man besluttet 20 naturnationalparker på land, men kun to i havet. Det til trods for, at havarealet er mere end 2,5 gange større end landarealet, og havnaturen er mindst lige så nødlidende som naturen på land. Derfor har organisationen tidligere foreslået, at der også skal være op mod 20 marine naturnationalparker.
Er du enig? Så skriv under her.
”Vi mener, at havnaturen skal anerkendes på lige fod med naturen på land. Øresund og Lillebælt viser vejen til, hvordan marine naturnationalparker kan komme til at se ud andre steder i landet. Sejerøbugten, Limfjorden og farvandet syd for Djursland er oplagte områder at se mod nu,” lyder det fra Thomas Kirk Sørensen.
Aftalen om Danmarks første marine naturnationalparker blev vedtaget i 2021, og parkerne skulle ifølge aftalen have være endeligt etableret i 2025.


