Smart forskningsmetode hjælper truede arter
Det ser lysere ud for de mest truede arter på kloden. Nemlig de fisk og andre dyr, der lever i ferskvand. Nu kan vi nemlig ved hjælp af en enkelt kop mudret vand afdække livet under vandoverfladen. En kæmpe hjælp i WWF’s arbejde med at beskytte truede arter.
Når WWF’s biologer og andre eksperter skal finde ud af hvilke dyrearter, der findes i et område, plejer det at foregå med traditionel overvågning. Det kræver mange måneders minutiøs gennemgang af et område. Det er både langsommeligt og krævende. Men nu er de lange dage med kikkert og lup snart fortid. En ny forskningsmetode kan nemlig afsløre, hvilke arter der lever i for eksempel en sø eller en flod ved hjælp af bare en enkelt kop vand. Metoden benytter miljø-DNA, også kaldet eDNA, der består af prøver taget af for eksempel jord eller vand, som indeholder DNA. Med det blotte øje er der intet at se. Men en tur i laboratorie viser, at en vandprøve indeholder DNA fra alle de arter, der har været i vandet. Dyrene udskiller nemlig alt fra spyt og skæl til afføring, hvori deres DNA findes.
Ny metode har succes i Myanmar
WWF har allerede haft stor succes med miljø-DNA i blandt andet Myanmar. Her har ferskvandsøkologen Thadoe Wai, og hans hold af eksperter fra maj til juli sidste år samlet vandprøver fra nogle af de største ferskvandssøer i Sydøstasien. I den forbindelse har de samarbejdet tæt med lokalbefolkningen. ”De har et tæt kendskab til naturen og har adgang til områder, der ellers ville være svære at nå ind til,” fortæller Thadoe Wai. Med deres hjælp fandt Thadoe Wais hold frem til de mest oplagte steder at indsamle vandprøver.
Læs: WWF sikrer unikt skovområde i Myanmar
Miljø-DNA skal redde truede ferskvandsarter
På bare få uger kom resultaterne tilbage fra laboratoriet. Ved at samle alle datasættene begyndte hele undervandsøkosystemer at tage form. “Med eDNA har vi fået et afgørende værktøj. Det kan hjælpe os med at bekæmpe spildevandsudledning, tackle overfiskning og sidst men ikke mindst beskytte de truede arters ynglepladser,” forklarer Thadoe Wai.
Den nye indsigt i livet under vandet viser dog også, at vandforurening er skyld i, at flere områder har meget lav biodiversitet, da kun de mest hårdføre arter har kunnet overleve.