FN-aftale om beskyttelse af det åbne hav er godt nyt for havnaturen
Den første internationale traktat om beskyttelse af det åbne hav er en realitet. WWF Verdensnaturfonden var med til forhandlingerne i New York, da aftalen faldt på plads.
Internationalt farvand dækker knap halvdelen af jordens overflade. Alligevel er kun omkring en procent af det åbne hav beskyttet.
Det var derfor strengt nødvendigt, at FN-landene nåede i mål med en aftale, der gør det lettere at beskytte Jordens havnatur, mener WWF Verdensnaturfonden.
Traktaten har været 18 år undervejs og vedtages først formelt senere. De enkelte FN-lande er selv ansvarlige for at implementere lovgivningen.
”Det er en utrolig vigtig og nødvendig aftale for biodiversiteten i verdenshavene. En aftale, vi har kæmpet benhårdt for, og et vigtigt skridt mod at beskytte 30 procent af vores havnatur inden 2030 og samtidig genoprette beskadiget havnatur,” siger Henrike Semmler Lê, seniorrådgiver inden for hav og fiskeri i WWF Verdensnaturfonden.
Læs mere om detaljerne i aftalen her.
Kan beskytte forskellige arters levesteder og fødegrundlag
Ifølge Henrike Semmler Lê gør aftalen det lettere at forvalte havnaturen i internationalt farvand bæredygtigt.
“Udsigten til fælles spilleregler gør, at vi i fællesskab kan udpege og etablere store havområder i internationalt farvand. Vi kan beskytte vigtige levesteder og fødegrundlag for hajer, hvaler, skildpadder, rokker og andre dyr og dermed i højere grad forvalte havnaturen bæredygtigt,” siger hun.
Lettere at begrænse skadelige aktiviteter og dokumentere effekt vha. data
Et af de vigtigste værktøjer til at sikre en sund havnatur er, at FN-landene med aftalen kan begrænse aktiviteter, som skader havnaturen. Det er særligt relevant i forhold til udvikling af nye teknologier.
“Med forbehold for, at aftalen endnu ikke er helt på plads, så ligner det, at vi i langt højere grad får mulighed for at sikre, at potentielle aktiviteter som deep sea mining og aktiv CO2-lagring ikke skader havnaturen yderligere. Desuden får vi mulighed for at sikre, at forslag og forvaltningsplaner for fremtidige beskyttede havområder er robuste, og hviler på data, som er tilgængelige for det globale samfund, så vi kan dokumentere, om det har den ønskede effekt,” slutter Henrike Semmler Lê.
