01/07/2025

Disse 25 primater har desperat brug for hjælp

Ny rapport afslører verdens mest truede primater – mange af dem lever skjult i afsidesliggende skove og er tæt på at forsvinde for altid.

En ny rapport sætter fokus på 25 af verdens mest truede primater – og det er ganske chokerende læsning. Fra små lemurer i Madagaskars skove til sjældne aber i Asien og Sydamerika, kæmper disse dyr for deres overlevelse. Mange af dem er ukendte for offentligheden, men står på kanten af udryddelse.

Rapporten, Primates in Peril 2023–2025, er udarbejdet af IUCN’s Primate Specialist Group og NGO’en Re:wild. Det er en rødliste over de primater, der har allermest brug for artsbevarende indsatser – og en kraftig opfordring til handling.


Truslerne er mange – og menneskeskabte

Fælles for næsten alle arterne på listen er, at de trues af tab af levesteder, jagt og skovrydning. Mange lever i isolerede skovlommer, som forsvinder i takt med, at skovene fældes for at gøre plads til landbrug, minedrift eller lignende aktiviteter. Klimaforandringer og øget tørke gør kun situationen værre.

Eksempelvis er Madame Berthe’s muselemur, verdens mindste primat, nu kun kendt fra få små skovfragmenter i det vestlige Madagaskar. Den er så truet, at forskere frygter, den allerede er forsvundet fra flere af sine tidligere leveområder.

Også den rødhalsede lemur fra Madagaskars regnskove er i fare. Den bliver jaget, og dens levesteder forsvinder hurtigt – både pga. ulovlig skovhugst og klimakatastrofer som cykloner.

I Asien trues den sjældne Myanmar-næseabe af skovrydning og vejudbygning, mens arter som Pig-tailed Snub-nosed Langur og Cao-vit gibbon lider under både tab af skov og manglende beskyttelse.


Kendte og ukendte arter på randen

Selv kendte arter som Tapanuli-orangutangen fra Sumatra er på listen. Den blev først beskrevet som en ny art i 2017 – og er allerede én af verdens mest truede. Dens levesteder ødelægges i høj hast for at gøre plads til dambrug, plantager og infrastrukturprojekter.

Mange af arterne lever i lande som Madagaskar, Indonesien, Brasilien og Vietnam, hvor naturbeskyttelse kæmper mod økonomiske interesser og befolkningstilvækst.


Hvorfor det haster

Ifølge forskerne bag rapporten kan mange af disse arter være udryddet inden for få år, hvis ikke der sættes ind nu. Beskyttelse af levesteder, oplysning, forskning og lokalt samarbejde er afgørende.

“Vi har stadig en chance for at redde disse arter – men tiden er ved at løbe ud,” siger primatforsker Russell A. Mittermeier, en af hovedredaktørerne bag rapporten.


Hvad kan du gøre?

Selvom problemet virker stort, kan du hjælpe:

  • Støt organisationer, der arbejder med naturbeskyttelse – I WWF Verdensnaturfonden arbejder vi på at genoprette ødelagt natur. Vi er lige nu i gang med at skabe en korridor, der skaber sammenhæng mellem to skovområder med orangutangbestande.
  • Vær bevidst om, hvor dine varer kommer fra – især produkter som palmeolie, tropisk træ og soja.
  • Del viden og skab opmærksomhed – mange af disse arter forsvinder i stilhed.

Rapportens budskab er klart: Vi står midt i en biodiversitetskrise. Men der er stadig håb, hvis vi handler nu. Støt WWF Verdensnaturfondens arbejde her.



Her er de 25 arter

Madagaskar

1. Madame Berthe’s muselemur (Microcebus berthae)
2. Sahafary-springlemur (Lepilemur septentrionalis)
3. Coquerels kæmpemuselemur (Mirza coquereli)
4. Rødhalslemur (Varecia rubra)

Afrika
5. Rondo-dværggalago (Paragalago rondoensis) – Tanzania
6. Gyldenbuget mangabey (Cercocebus chrysogaster) – DR Congo
7. Sydlig patasabe (Erythrocebus baumstarki) – Tanzania
8. Rødbuget abe (Cercopithecus erythrogaster) – Benin, Nigeria, Togo
9. Niger Delta’s røde colobus (Piliocolobus epieni) – Nigeria
10. Cross River-gorilla (Gorilla gorilla diehli) – Nigeria, Cameroun

Asien

11. Nordlig pygmæ-langsomloris (Xanthonycticebus intermedius) – Kina, Laos, Vietnam
12. Sangihe-tarsier (Tarsius sangirensis) – Indonesien (Sulawesi)
13. Cat Ba-langur (Trachypithecus poliocephalus) – Vietnam
14. Næseabe med grisetryne (Simias concolor) – Indonesien (Mentawai)
15. Myanmar-næseabe (Rhinopithecus strykeri) – Myanmar, Kina
16. Raffles’ båndede langur (Presbytis femoralis) – Malaysia, Singapore
17. Borneos båndede langur (Presbytis chrysomelas) – Brunei, Malaysia, Indonesien
18. Cao-vit gibbon (Nomascus nasutus) – Vietnam, Kina
19. Tapanuli-orangutang (Pongo tapanuliensis) – Indonesien (Sumatra)

Neotropiske region (Latinamerika)

20. Olalla-brødrenes titiabe (Plecturocebus olallae) – Bolivia
21. Caatinga titiabe / Blond titiabe (Callicebus barbarabrownae) – Brasilien
22. Broget tamarin (Saguinus bicolor) – Brasilien
23. Mellemamerikansk egernabe (Saimiri oerstedii) – Costa Rica, Panama
24. Perus gulhalede uldabe (Lagothrix flavicauda) – Peru
25. Broget edderkopabe (Ateles hybridus) – Colombia, Venezuela