12/09/2022

Danskerne efterlyser strammere regler for skovrydning

8 ud af 10 danskere vil have strammere EU-regler for produkter, der kan have skov og andre økosystemer på samvittigheden, viser en undersøgelse.

Når du i dag køber varer som hakket oksekød, chokolade og sæbe i supermarkedet, har produkterne i mange tilfælde skov på samvittigheden. I produktionen indgår nemlig oftest soja og palmeolie, som lægger enorme skovområder ned hvert eneste minut, året rundt.

Det vil EU gøre noget ved. 13. september stemmer EU-Parlamentet nemlig om ny lovgivning, der forbyder virksomheder i EU at sælge produkter, der bidrager til rydningen af verdens skove.

Hele 87 procent af danskerne støtter en sådan lovgivning, viser en undersøgelse fra YouGov. Og det vækker begejstring hos WWF Verdensnaturfonden, at danskerne er positive over for lovgivning, der vil stramme reglerne på området.

Rekord-afskovning truer dyr og klima: Læs mere om skovrydningens konsekvenser for naturen og de vilde dyr. 

”Det er utrolig svært som almindelig forbruger helt at undgå produkter som soja og palmeolie. Derfor er det også meget positivt, at et så stort flertal af danskerne støtter op om strengere regler på området, som kan gøre det lettere for forbrugeren at træffe et bæredygtigt valg,” forklarer generalsekretær Bo Øksnebjerg.

Samtidig vil strengere regler sende et kraftigt signal til producenterne og ikke mindst de lande, der fører an i skovrydningen.

Meget mere end bare skov

Den nye lovgivning, som EU-Parlamentet skal stemme om, vil blandt andet stille krav til virksomheder i EU om at sørge for, at der ikke er afskovning eller ødelæggelse af andre værdifulde naturområder forbundet med produktet.

Og det er netop helt afgørende, at forslaget inkluderer andre økosystemer end skov, forklarer Bo Øksnebjerg.

”Det nytter ikke at fokusere isoleret på skov, for det løser kun en del af problemet og vil blot resultere i, at presset flyttes til andre unikke naturtyper som savanner og tørvemoser.”

Læs også: Danske svin æder sig gennem regnskoven

Selvom afstemningen i Parlamentet 13. september skulle ende med et ambitiøst forslag, er der dog stadig et stykke vej igen, før den endelige lovgivning er en realitet. Loven skal nemlig også behandles af EU’s miljøministre og af EU-Kommissionen.

Loven stemmes endeligt igennem i slutningen af 2022 eller i 2023.