Dansk drone hjælper Thailands vilde asiatiske elefanter
I Thailand opstår der konflikter, når vilde asiatiske elefanter bevæger sig ind på de lokale landsmænds marker for at finde føde. WWF og Robotto har nu udviklet en løsning, som kan redde liv.
I nationalparken Kui Buri i det centrale Thailand tramper en flok vilde asiatiske elefanter målrettet mod en mark, hvor de lokale bønder dyrker ananas. En konflikt, der ofte ender blodigt, er under opsejling. De allerstørste elefanter i flokken, hannerne, kan veje helt op til fire tons.
Størrelsen gør, at de har brug for at spise over 100 kilo mad om dagen for at få nok næring. Elefanter sover ikke ret meget og bruger cirka tre fjerdedele af deres vågne tid på at spise eller lede efter mad. Det betyder i højere og højere grad sammenstød.
Der er kun få hundrede vilde asiatiske elefanter tilbage i hele Thailand, og nationalparken Kui Buri er et af de steder med størst koncentration. En af de største trusler mod den asiatiske elefant er mangel på større sammenhængende områder, hvor de kan leve. Efterhånden som regnskoven omkring elefanterne forsvinder for at give plads til landbrug, presses elefanterne ind på mindre områder. Derfor er det i dag nødvendigt for de store dyr at æde afgrøderne på de lokale landmænds marker.
ELEFANTEN ER EN FRYGTET GÆST
Elefanternes strejfen skaber i stigende grad blodige sammenstød med lokalbefolkningen. Det betyder, at de truede elefanter i dag er voldsomt upopulære. 34 procent af husstandene og hele 70 procent af de thailandske plantageejere i området mener, at de truede elefanter helt bør udryddes. Det viser en undersøgelse fra 2018 fra den internationale union for naturbeskyttelse, IUCN.
Ifølge parkbetjentene i nationalparken Kui Buri er mindst en person blevet dræbt og tre såret, mens en elefant er blevet dræbt under konflikter. Men problemet eksisterer også i resten af Thailand og flere andre asiatiske lande. Det vurderes, at hundredvis af både mennesker og elefanter hvert år mister livet under konflikter i Asien.
Men konflikter er desværre uundgåelige, når mennesker og vilde dyr lever så tæt sammen, som de gør lige nu, lyder det fra generalsekretær Bo Øksnebjerg.
“Det er tragisk, når der opstår konfrontationer mellem mennesker og vilde dyr. Men pladsmanglen er ganske enkelt så stor, at det er uundgåeligt. Det er forståeligt, at befolkningen forsøger at beskytte deres afgrøder. Omvendt er det også naturligt, at elefanter søger andre steder hen, når der mangler føde i deres normale territorier,” siger han og fortsætter:
“Vores kolleger i området har forsøgt sig med mange forskellige løsninger for at undgå, at elefanterne ikke tramper ind på ananasmarkerne. De har for eksempel opsat bistader, fordi elefanter normalt er bange for bier, men pladsmanglen er ganske enkelt så stor, at det ikke har løst problemet. Derfor var vi nødt til at tænke alternativt.”
LØSNINGEN FLYVER HØJT
Det, Bo Øksnebjerg refererer til, er en danskudviklet drone, der hænger cirka 80 meter over elefanterne. Ligesom dyrene på landjorden er dronen altid på farten – både dag og nat – for at overvåge og rapportere, når elefanterne kommer på afveje.
“Det er tragisk, når der opstår konfrontationer mellem mennesker og vilde dyr. Men pladsmanglen er ganske enkelt så stor, at det er uundgåeligt.”
– Bo Øksnebjerg
Dronen er udviklet og programmeret af det aalborgensiske teknologifirma Robotto i samarbejde med WWF. Formålet er at reducere antallet af konflikter mellem mennesker og elefanter. Dronen evner dels at overvåge elefanterne uden at forstyrre dem, og dels – takket være kunstig intelligens– at beregne, hvor flokken forventes at bevæge sig hen. Derudover sender den løbende information om elefanternes færden til de lokale parkbetjente, som overvåger situationen. Så har de mulighed for at gribe ind, før en konflikt eskalerer.
“Lokale parkbetjente kan ikke overvåge de store områder hele døgnet rundt. Men det kan en drone. Teknologien gør, at vi nu opdager problemerne så tidligt, at parkbetjente har tid til at rykke ud og skræmme elefanterne væk eller informere de lokale bønder, hvis der er behov for det,” siger Bo Øksnebjerg.
Se billeder af dronen i aktion her
FODRET MED BILLEDER FRA ZOO
Det er ikke tilfældigt, at dronen formår at opspore elefantflokken. Lagret med cirka 5.000 billeder af elefanter i forskellige situationer er den nemlig programmeret til primært at patruljere i de områder, hvor der – statistisk set – er størst risiko for sammenstød mellem elefanter og lokale landmænd. Og takket være kunstig intelligens bliver den hele tiden bedre til sit arbejde. Robotto har blandt andet brugt billeder af elefanterne i Aalborg Zoo til at programmere og træne dronen til at genkende elefanter og deres bevægelsesmønstre.
“Vi har brugt cirka to måneder på at programmere og træne dronen til at genkende elefanter i forskellige situationer. De mange fotos og videoer giver dronen det datagrundlag, der kræves, for at operere autonomt og effektivt. En anden fordel er, at dronen bliver klogere og klogere, efterhånden som den indsamler data,” siger Kenneth Geipel, medstifter og administrerende direktør i Robotto.
DRONE KAN BRUGES MANGE STEDER I VERDEN
Droner er et effektivt værktøj til at overvåge og optælle dyrebestande, men de kan også bruges til at opspore krybskytter og ulovlig tømmerhugst. Det er særligt kunstig intelligens, der har skabt helt nye muligheder, lyder det fra Bo Øksnebjerg.
“Takket være droneteknologi kan vi nu overvåge langt større dyrebestande end før. Det er en stor sejr i sig selv, at vi allerede nu er med til at redde liv i Thailand. Med kunstig intelligens tør vi tro på, at vores droner bliver endnu klogere i fremtiden. Efterhånden som de indsamler data, vil vi blive endnu dygtigere til for eksempel at opspore krybskytter og ulovlig tømmerhugst. Det gør det lidt lettere at beskytte verdens truede dyr og natur. Desuden kan vi allerede nu koble flere droner sammen, så de kan arbejde som et team og dække endnu større arealer,” siger han.
Bo Øksnebjerg understrejer, at arbejdet med at beskytte de vilde asiatiske elefanter ikke er begrænset til droneprojektet. WWF fortsætter arbejdet med at skabe forbindelser mellem små opdelte levesteder, hvor de asiatiske elefanter lever, så de får et større område at færdes på og søge føde i.
WWF arbejder også for at forbedre levevilkårene og økonomien hos lokalbefolkningen i området, så de bliver involveret i bevaringsarbejdet og kan tjene penge på det. Derved kommer de også tydeligt se fordelene ved at bevare elefanterne og deres levesteder. Læs mere om vores arbejde for elefanterne her
Dette er en artikel fra WWF’s magasin Levende Natur. Læs hele magasinet her