Den asiatiske elefant er en af de sidste store planteædere, der er tilbage i Asien. I mange århundreder har den spillet en kæmpe rolle i Østens kulturer og religioner og en endnu større rolle i landskabernes økosystemer og skove. Men dens levesteder skrumper, og den asiatiske elefant er nu truet. WWF hjælper til at forhindre og løse de mange konflikter, der opstår i forbindelse med menneskets indtrængen på den asiatiske elefants levesteder.
Den asiatiske elefant er mindre end den afrikanske elefant og har betydeligt mindre ører, som de altid blafrer med for at sænke deres kropstemperatur. Deres hud varierer fra mørkegrå til brun, og de har lyserøde pletter på panden, ørerne, brystet og snablen.
Hos de asiatiske elefanter er det kun hannerne, der har stødtænder, mens hunnerne normalt ikke har. Nogle af hannerne har endda kun små eller slet ingen stødtænder, hvilket sandsynligvis er en konsekvens af mange årtiers elfenbensjagt.
Elefanterne bruger deres stødtænder til at grave efter vand, rødder og til at rive bark af træerne. De spiser primært græs og blade men også frugter, bark og kviste. Deres enorme krop kræver, at de spiser op mod 150 kg mad om dagen, hvilket også er grunden til, at de ikke sover særlig meget. Faktisk bruger de 75 % af deres vågne tid på at spise eller lede efter mad.
Hunelefanten er drægtig i 22 måneder og føder en elefantkalv hver andet til fjerde år. Kalven vejer næsten 100 kg. ved fødslen. Ungerne bliver kønsmodne, når de er 9 år gamle, og er færdige med at vokse, når de er omkring 17 år. Hunkalvene forbliver i flokken, mens hannerne bliver jaget væk, når de er blevet voksne.
Der skelnes mellem tre underarter af asiatisk elefant; indisk elefant, Sumatra-elefant og Sri Lanka-elefant. Nogle anser også pygmæelefanterne på Borneo som deres egen underart.
Den asiatiske elefant er generalist. Det vil sige, at den lever i mange forskellige naturtyper og kan spise mange forskellige ting. Den lever både i græs og kratområder, tropiske og subtropiske skove og af og til på landbrugsjord. De kan leve i højder fra havniveau og op til 3.000 meter i Himalaya i Indien.
Elefanten er meget vigtig for biodiversiteten, da den skaber levesteder for mange andre dyr. Fx ved at vælte træer, afgræsse store områder og grave huller, der bliver til vandhuller.
De største trusler mod den asiatiske elefant er mangel på større sammenhængende levesteder. Elefanterne bevæger sig over meget store afstande og spiser enorme mængder mad, derfor er svært for dem at sameksistere med mennesker, der omdanner skovene til landbrug.
Dette betyder desværre også, at der ofte kommer konflikter, når elefanterne bevæger sig ind på landbrugsområder og spiser af afgrøderne. Hundredvis af både mennesker og elefanter bliver slået ihjel hvert år som konsekvens af dette.
Krybskytteri er en anden stor trussel mod de asiatiske elefanter. Både stødtænder og andre kropsdele bliver solgt som souvenirs, udsmykning, medicin, kød og læder på det illegale marked. I traditionel kinesisk medicin opfattes pulveret fra elfenben som helbredende. Man tror fx. på, at det virker febernedsættende eller kan bruges som elskovsmiddel.
Kombinationen af mangel på levesteder, konflikter med mennesker og krybskytteri har bevirket, at den asiatiske elefantbestand i naturen er faldet drastisk. I starten af det 20. århundrede var der 100.000 individer, og nu er der kun mellem 45.000 og 53.000 asiatiske elefanter.