7 gode råd til en grønnere pension
Som almindelig pensionsopsparer kan det være komplekst at sætte sig ind i pension og klima. Derfor har WWF Verdensnaturfonden samlet en række gode råd til, hvordan du får en grøn og bæredygtig pensionsopsparing.
1,3 millioner kroner.
Så mange penge har en gennemsnitlig dansk husholdning i pensionsformue. Danskerne har desuden verdensrekorden med den største pensionsopsparing per indbygger, og de penge kan gøre en positiv grøn forskel, hvis de investeres i bæredygtige virksomheder og fremtidens grønne løsninger.
Hvis din pensionsopsparing investeres klimaansvarligt, kan det have 21 gange så stor klimaeffekt, som hvis du skifter din energiforsyning til vedvarende energi, altid rejser med tog frem for fly og omlægger til en vegetarisk diæt – tilsammen.
7 gode råd til en grønnere pension
Tilsammen forvalter de danske pensionsselskaber 4.600 milliarder kroner. WWF har i sin syvende pensionsrapport rangeret Danmarks 15 største pensionsselskaber ud fra deres grønne profiler.
Selvom ansvaret for at forvalte danskernes formue ligger hos pensionsselskaberne, så er der stadig noget, du som kunde kan gøre for at påvirke lige præcis dit selskab i en grønnere retning.
Læs vores syv gode råd til en grønnere pension her:
- Stem for klimaansvarlige forslag på dit pensionsselskabs generalforsamling, hvis du som pensionsmedlem har adgang til og stemmeret på dit pensionsselskabs generalforsamling (se mere på grønpension.nu).
- Stem en klimaansvarlig kandidat ind i pensionsselskabets bestyrelse eller stil selv op. Hvis der er valg til bestyrelsen, og du som medlem har stemmeret, så kan du stemme på en kandidat med en grøn profil, der kan arbejde for en integration af klima og bæredygtighed i den strategiske ledelse af pensionsselskabet. Du kan også gå hele vejen og selv stille op til bestyrelses- eller repræsentantskabsvalg.
- Vælg et grønt pensionsprodukt, hvilket flere og flere pensionsselskaber tilbyder. Det kan være en klimaansvarlig løsning og en måde at sikre, at din pensionsopsparing ikke bliver investeret i blandt andet fossil energi. Men gør det samtidig klart over for dit pensionsselskab, at du forventer en grøn omstilling af alle deres investeringer – også dem der ikke indgår i det grønne pensionsprodukt.
- Tag kontakt til dit pensionsselskab og bed dem investere på linje med Parisaftalens 1,5 ºC-mål. Du kan også sende en mail eller ringe til din pensionsrådgiver. Lad dit pensionsselskab vide, at klimakrisen skal tages alvorligt.
- Del budskabet og engagér din arbejdsplads og omgangskreds. Du kan tale med dine kollegaer, venner og familie om vigtigheden af en grøn, bæredygtig forvaltning af jeres pensionsmidler og samtidig opfordre dem til selv at tage handling. Måske du og dine kollegaer kan arbejde for en grøn pensionsordning på jeres arbejdsplads?
- Deltag i den offentlige debat. Skriv et debatindlæg til en lokal eller landsdækkende avis, ‘tag’ dit pensionsselskab på sociale medier eller bidrag på anden vis til samtalen om den nødvendige grønne omstilling af pensionssektoren.
- Skift til et grønnere pensionsselskab. Hvis du er grundlæggende utilfreds med dit pensionsselskabs profil på det grønne område, så kan en løsning også være at skifte pensionsselskab. Lad dit gamle pensionsselskab vide, at du flytter på grund af deres (manglende) håndtering af klimakrisen. Hvis du gennem din arbejdsplads og/eller din faggruppe er knyttet til et bestemt pensionsselskab – eller af økonomiske eller praktiske grunde ikke ønsker at skifte pensionsselskab, så kan de første seks råd måske være din vej til en grønnere pension.