16/10/2024

5 flagermus, der flyver i Danmark

De er ofte svære at skelne fra hinanden, fordi man kun ser dem i skumringen. Men faktisk er Danmarks flagermusarter vidt forskellige. Mød fem af dem lige her.

Den fra storbyen
Skimmelflagermus (Vespertilio murinus)

I og omkring København og Aarhus kan du opleve skimmelflagermusens ekko i gaderne om efteråret og vinteren, hvor den overvintrer i byens højhuse. Men om sommeren søger skimmelflagermusen ud af byen for at yngle. Det er derfor ikke ualmindeligt at møde en skimmelflagermus i sommerhusområder i Nordsjælland og Midt- og Østjylland.

Skimmelflagermusen har en særpræget måde at reproducere sig på. Flagermusene parrer sig nemlig om efteråret, men hunnen gemmer sæden i sin livmoder til foråret, hvor befrugtningen finder sted.

Den, der tager sydpå
Troldflagermus (Pipistrellus nathusii)

Mens mange flagermus ikke flyver ret langt, er troldflagermusen en langdistanceflyver. Den er for eksempel blevet set på boreplatforme milevidt fra fastlandet. Troldflagermusen trækker desuden sydpå som trækfuglene, men hvor de danske troldflagermus tager hen, ved man endnu ikke meget om.

Troldflagermusen knytter sig til gammel løvskov og findes derfor sjældnere i Nord- og Vestjylland, hvor der ikke er ret meget løvskov.

Den meget sjældne
Bechsteins flagermus (Myotis bechsteinii)

Vil du opleve Danmarks mest sjældne flagermus, må du til Bornholm, nærmere bestemt egeskoven ved Ekkodalen. Bechsteins flagermusen lever nemlig kun på solskinsøen midt i Østersøen, men kun i et fåtal og på meget få udvalgte lokaliteter. I Danmark er Bechsteins flagermus derfor truet.

Bechsteins flagermus yngler i de små hulrum, der opstår i ældre træer, og derfor er arten dybt afhængig af gammel løvskov for at overleve. Fraværet af gammel, urørt skov i Danmark udgør altså en stor trussel for arten.

Vidste du, at også skægflagermusen kun findes på Bornholm?

Den, der jager på vandet
Vandflagermus (Myotis daubentonii)

Over ferskvands- og brakvandsområder er det helt almindeligt at spotte vandflagermusen, der jager helt nede mod vandets overflade. Her indfanger den vandinsekter, natsommerfugle og stankelben.

Vandflagermusen parrer sig under vinterens dvaleperiode, og når hunnerne føder om sommeren, danner de barselsstuer med andre hunner og deres yngel.

Den med lange ører
Langøret flagermus (Plecotus auritus)

Med ører, der er næsten lige så lange som kroppen, er langøret flagermus nem at genkende og forholdsvis udbredt i Danmark. Kroppen er blot fire til fem centimeter lang, og arten kan som en kolibri stå stille i luften, mens den jager insekter. Særligt glad er den langørede flagermus for natsommerfugle, som den fortærer på sine udvalgte ædepladser. Herunder vil du ofte kunne se bunker af sommerfuglevinger, som flagermusen har plukket af og efterladt.

WWF Verdensnaturfonden står sammen med Dansk Flagermus Forening bag udpegningen af Søgaard Skov og omegn som særligt hotspot for flagermus i Danmark. Læs mere om projekter her