22/05/2023

205 nye dyr og planter i Sydøstasien i 2022

WWF kæmper for at beskytte de ultrasjældne arter og deres levesteder. Desværre forsvinder der langt flere dyr og planter, end vi opdager. En WWF-rapport præsenterer 205 nyopdagede arter i Mekong-området. Mød syv af dem her.

På billedet ovenfor ses frøen Theloderma khoii, som blev fundet i bjergene i det nordlige Vietnam.

En frø, der camouflerer sig som tyk mos. En kandeplante, der er så sjælden, at den kun vokser på en enkelt bjergtop. Og en flagermus, der har tilbragt de sidste 20 år på et museum.

Det er nogle af de i alt 205 nyopdagede dyre- og plantearter, som forskere fra hele verden i 2022 identificerede langs verdens 12. længste flod, Mekong, som snor sig gennem landene Myanmar, Laos, Thailand, Cambodia og Vietnam i Sydøstasien.

Det fremgår af en ny WWF-rapport ved navn New Species Discoveries in The Greater Mekong, som vi har udarbejdet i samarbejde med flere hundrede forskere og naturbeskyttelsesorganisationer fra hele verden.

På tværs af fem lande i Mekong-området dukkede der i 2022 i alt 205 nye arter op. Heriblandt 159 planter, 24 reptiler, 11 fisk, 10 padder og et enkelt pattedyr.

Mange af de indtil for nyligt ukendte arter er fundet i områder med menneskelig aktivitet. Derfor opfordrer vi i WWF til at beskytte de nye væsener og deres levesteder.

”Det er fuldstændig fantastisk, når vi finder nye dyr og planter. Området omkring Mekong-floden i Sydøstasien er et biologisk hotspot, som vi skal beskytte bedst muligt, fordi det rummer så stor artsrigdom. Selvom vi allerede kender cirka halvanden million arter, bliver glæden ikke mindre, når vi finder nye. Disse opdagelser minder os samtidig om, at der er mange ukendte arter derude, som hver især er en vital del af de lokale økosystemer. Derfor ser vi gerne, at vi gør endnu mere for at identificere arterne, så vi kan beskytte dem,” siger Jacob Fjalland, innovationsdirektør i WWF Verdensnaturfonden.

De fleste af de nye arter er fundet i Vietnam og Thailand.

Læs rapporten her.

Der forsvinder mange flere arter, end der kommer til

De mange nye arter vækker begejstring. Desværre forsvinder der langt flere arter, end vi finder.

Netop nu uddør arterne mellem 100 og 1.000 gange hurtigere, end før vi mennesker indtog Jorden. Omkring en million dyre- og plantearter er direkte truet af udryddelse.

”Vi står midt i en buldrende biodiversitetskrise, som har enorme konsekvenser for livet på kloden. Arter forsvinder i et unaturligt højt tempo. Hvis en art forsvinder fra et område, falder biodiversiteten, og det har betydning for hele økosystemet. Uddør en art helt, får vi den aldrig tilbage,” siger Jacob Fjalland.

Med de nye arter er der siden 1997 i alt fundet 3.389 nye arter i Mekong-området. Læs mere om WWF’s arbejde i området her.

Syv udvalgte arter, der blev fundet i 2022

Kandeplanten Nepenthes bracteosa blev fundet på bjergtoppen Khao Wang Hip i det sydlige Thailand.

 

Flagermusen Myotis hayesi blev fundet i Phnom Penh for over 20 år siden. Har siden været udstillet på et museum i Ungarn.

 

Frøen Theloderma khoii blev fundet i bjergene i det nordlige Vietnam.

 

Orkidéen Dendrobium fuscifaucium blev fundet på et marked i Laos. Endnu ikke set i naturen.

 

Tudsen Ansonia infernalis. Fundet i Thailand. Måler 29 mm.

 

Slangen Hebius terrakarenorum. Fundet i Thailand. Opholder sig både i vand og på land.

 

Planten Myanmaranthus roseiflorus blev fundet i vejkanten i nationalparken Hkakaborazi i det nordlige Myanmar.

Læs vores øvrige nyheder her.