“Nogen siger, at bestemte opgaver kun er for mænd. Jeg er uenig.”
Foto af Petra Kleis
Interview af Maria Houen Andersen
Jeg plejede at gå næsten 13 kilometer om dagen til arbejde, og jeg så mange vilde dyr på vejen – sjakaler, geparder og antiloper. I 2014 så jeg en annonce fra Ol Pejeta Conservancy, der søgte rangers. De ansatte 24 personer, og jeg blev en ud af tre kvinder.
Jeg blev stationeret i Mutara, og syv år senere blev jeg overført til Ol Pejeta, hvor jeg begyndte at overvåge næsehornene, og senere blev jeg forfremmet til korporal.
De fleste kvinder her tror, at visse opgaver kun er for mænd. Det mener jeg ikke. Jeg har indset, at det er præcis som ethvert andet arbejde, en mand kan udføre. Jeg ser ingen forskel.
Jeg vågner normalt omkring kl. 5.30. Jeg skal tildele opgaver til mine patruljemedlemmer. Jeg har 30 rangers i min sektor – alle de andre er mænd. Vi har næsten 60 næsehorn, og på en dag plejer vi at overvåge 35 til 45 styk. Jeg går minimum 15 kilometer om dagen.
Når vi overvåger næsehorn, skal vi sikre os, at de er beskyttet mod krybskytteri, at de har adgang til mad og vand, og at deres generelle helbred er i orden.
Den største udfordring er vejret. Når græsset er tørt, må næsehornene søge efter grønne buske. Så er de virkelig svære at finde. Og når næsehornsmødrene føder, skal de skjule sig. Det får en til konstant at undre sig: Er kalvene okay? Er moderen okay? Det er en form for gemmeleg på et meget højt niveau.
WWF har støttet Lucy og de andre rangers arbejde ved at installere kameraovervågning og brug af kunstig intelligens i Ol Pejeta Conservancy. Det gør det lettere at overvåge det store område og de vilde dyr.
Der var en gang, hvor jeg spottede et næsehorn, der spiste et eller andet sted i buskene, og jeg prøvede at tjekke, om det havde en baby. Jeg hørte en lyd, og da jeg kiggede, så jeg moderen komme efter mig. Hun var omkring 10 meter væk, og jeg var alene. Jeg kunne ikke løbe hen til motorcyklen, fordi den var for langt væk, og der var ikke noget træ at klatre op i, men jeg så et aardvark-hul lige ved siden af mig. Så jeg hoppede bare ned i det. Jeg begyndte at skrige som en hyæne for at skræmme moderen væk. Og så løb hun. Det var for en uge siden.
Man må ikke være stresset, når man overvåger næsehorn. Når man er stresset, koncentrerer man sig om ens børn og familie uden at vide, om der er et dyr lige ved siden af en. Selv når jeg er alene, bliver jeg aldrig bange, for jeg er vant til området. Jeg ved, hvor dyrene godt kan lide at gemme sig. De er mine venner.
Jeg er stolt af mit arbejde. Det, jeg nyder mest, er at gå og lære mere om dyrene og deres levesteder. Jeg vil gerne træne flere kvinder. Jeg kan fortælle dem, at hvis de tror på sig selv, kan de gøre det bedre end mænd. Jeg tror, at jeg om 10 år vil være en af de kendte bevaringsspecialister fra Laikipia. En af dem, der skaber opmærksomhed for de andre kvinder og uddanner dem.
Forskning viser, at kvinder ofte er hurtigere end mænd til at tage nye og forebyggende løsninger i brug.
Kilde: Oneeearth.org
Du kan byde på de stærke fotografier af de 11 kenyanske kvinder taget af Petra Kleis. Hun har selvfølgelig signeret dem alle, og det er det erfarne auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der står for velgørenhedsauktionen af de i alt 22 fotografier. Al overskuddet fra salget går direkte til kvinderne og de natur-projekter, de arbejder på.