“Havskildpadder har altid været her. Jeg vil gerne have, at de også er her for næste generation.”
Foto af Petra Kleis
Interview af Maria Houen Andersen
Jeg var otte år gammel, da jeg første gang kom til stranden. Som barn måtte vi ikke tage derhen – min mor tillod det ikke. Jeg tror, det er en overbevisning, som mange af os har heromkring. Havet forbindes med djævle og den slags. Nogle mennesker går til stranden og kommer aldrig tilbage.
Så da jeg begyndte folkeskolen, var det en mulighed for mig. I skolen lavede vi små drager og gik ned til stranden for at flyve med dem. Det var virkelig fantastisk.
Hos Bahari Hai er vi to kvinder på antikrybskytteholdet. Før jeg kom til Bahari Hai, læste jeg vildtforvaltning, og bagefter var jeg frivillig i Watamu Marine Park og senere hos Local Ocean Conservation på rehabiliteringscentret. Jeg var omgivet af syge skildpadder næsten hver dag. Det endte med, at jeg havnede i skildpaddebevarelse, og min passion voksede – og jeg har været der lige siden.
Vi arbejder med netindfiltringer, skader fra bådpropeller, rur og tumorer … Vi prøver også at skabe oplysning og forståelse for, hvor vigtige skildpadder er, fordi der her i området er en tro på, at hvis man spiser skildpaddekød, bliver man stærk, og at det også kan kurere astma.
Rosalia Neema arbejder i naturorganisationen Bahari Hai, som er en vigtig samarbejdspartner til WWF. Hun patruljerer nat og dag for at sikre, at de havskildpadder, der selv er udklækket på stranden ved Kilifikysten, kan komme sikkert tilbage og lægge æg.
Det er virkelig trist ikke kun at se en havskildpadde dø, men også bare at se skjoldet, fordi den pågældende havskildpadde var moden. Det betyder, at den sandsynligvis ikke var langt fra at lægge æg. Der er noget særligt ved de her væsner – de er nærmest magiske, forhistoriske, de har været her altid. Hvis man hører historier fra gamle dage, så så man mange skildpadder. Men selv mine søskene – de har kun set en havskildpadde på rehabiliteringscentret, aldrig ude i naturen. Hvad vil der ske med den næste generation?
Med den kærlighed, jeg har til naturen, føler jeg mig virkelig heldig over at arbejde i det her felt. Det har også ændret min familie – nu ser de naturen og stranden med helt andre øjne. Hvis hvert barn heromkring får mulighed for at opleve det her, kan det måske ændre troen i samfundet – og måske gøre havmiljøet til et bedre sted for skildpadderne.
Jeg tror virkelig, kvinder kan gøre det bedre i det her felt. Der er jo opgaver i vores tradition, som kvinder “skal” udføre: En kvinde skal lave morgenmad, frokost og aftensmad. Hun skal passe børnene … Men i vores generation er det ikke nogen stor ting, hvis en mand laver mad. Hvis mænd kan acceptere at tage nogle af de opgaver, der før blev forbundet med kvinder, så kan de også acceptere, at kvinder gør noget af det, de tidligere ikke måtte gøre.
Der findes syv arter af havskildpadder. Alle syv arter har desværre status på rødlisten som enten sårbar eller kritisk truet.
Du kan byde på de stærke fotografier af de 11 kenyanske kvinder taget af Petra Kleis. Hun har selvfølgelig signeret dem alle, og det er det erfarne auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der står for velgørenhedsauktionen af de i alt 22 fotografier. Al overskuddet fra salget går direkte til kvinderne og de natur-projekter, de arbejder på.