“Sig ikke, at du ikke kan, før du har prøvet.”
Foto af Petra Kleis
Interview af Maria Houen Andersen
Jeg har fisket i fire år. Jeg er den eneste kvinde, der fisker her i området.
Jeg spurgte nogle få mænd om, hvordan jeg kunne starte med at fiske, men de sagde: Nej, vi kan ikke tage en kvinde med ud at fiske. Jeg sagde: Hvorfor? Vi er alle mennesker. De sagde: Du kan ikke tage med, fordi kvinder ikke må. Jeg sagde: Jeg vil bevise, at I tager fejl. En dag vil jeg gøre det.
I starten stod jeg bare og kiggede på dem fra stranden. Så bad jeg dem om bare én dag, hvor jeg kunne få lov at være med. De sagde, at når jeg kom ud over revet, ville jeg kaste op. Men de gav mig en chance.
Den første dag, jeg tog ud, var perfekt. Jeg kastede ikke op. Vi fangede nogle små fisk, der hedder tangu, og røde snapper. Jeg var så glad for at se, at jeg også kunne klare det her arbejde. De spurgte, om jeg havde lært det før. Jeg sagde: Nej, jeg har set jer, og jeg har kopieret måden, I gør det på.
Min mor sagde: Vi tillader dig ikke at gøre det her. Det arbejde er ikke noget, vi anbefaler i vores stamme. Men jeg sagde: Så længe jeg tjener noget, vil jeg gøre det. Du må acceptere det, jeg gør. Så sagde hun: Okay.
Joyce har deltaget i kurser, som WWF og CSA (Center for the Study of Adolescence) har afholdt i Watamu, der handler om naturbeskyttelse, forvaltning af naturressourcer og ligestilling – herunder også sammenhængen med seksuelle og reproduktive rettigheder.
Jeg besluttede, at de fisk, jeg fangede, altid skulle tages med hjem, så vi kunne prøve dem. Så på den første og anden dag så jeg, at hun begyndte at blive lidt gladere.
Vi kan fange omkring otte kilo fisk på en dag. Vi fanger røde snapper. De store sælger vi altid til hotellerne.
Folk spørger, hvor jeg tisser? Det giver mig mange problemer. Jeg dykker ofte i vandet og gør det. Mændene behøver ikke at dykke, de står bare der og gør deres ting. Men de forstår. Hvis jeg beder dem om at vende sig den anden vej, så gør de det.
Jeg beder til, at jeg får min egen båd. Hvis du har din egen båd, så behøver du ikke at give penge til ejeren – du kan beholde dem til at gøre andre ting. Jeg sparer langsomt op. Hvis du vil købe en båd, er det meget dyrt. Hvis jeg havde en stor båd til dybhavsfiskeri, kunne jeg måske ansætte nogle folk og bare være leder.
Jeg må arbejde hårdt på grund af min baggrund. Jeg vil ikke leve som mine forældre, og jeg lever lige nu. Jeg vil have et godt liv.
Mit råd til kvinder er, at de skal vide, at alt det, en mand kan gøre, kan de også. Du kan ikke sige, at du ikke kan gøre det, hvis du ikke engang har prøvet. Du må prøve det.
Joyce bruger bæredygtige fiskemetoder. Det vil sige, at hun fisker med skånsomt fiskegrej, overholder fangstgrænser og indberetter data. Det hjælper med at sikre, at fiskebestande og havmiljøer forbliver sunde og livskraftige for kommende generationer, samtidig med at lokalsamfund fortsat kan leve af fiskeriet.
Du kan byde på de stærke fotografier af de 11 kenyanske kvinder taget af Petra Kleis. Hun har selvfølgelig signeret dem alle, og det er det erfarne auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der står for velgørenhedsauktionen af de i alt 22 fotografier. Al overskuddet fra salget går direkte til kvinderne og de natur-projekter, de arbejder på.