“Det er bedre at beskytte skoven end at sidde derhjemme.“
Foto af Petra Kleis
Interview af Maria Houen Andersen
Jeg startede som frivillig skovvogter for ti år siden. Det begyndte med, at der blev holdt oplysningsmøder i landsbyen. Jeg sagde: Det her er vores skov – ikke KWS’ eller KFS’ (de officielle skovmyndigheder). Det er os i lokalsamfundet, der må beskytte den, for det er vores ressource.
Vi laver fælles patruljer og har en slags turnusplan. Nogle gange går vi hele dagen, særligt hvis vi skal dybt ind i skoven. Andre gange er det kortere tid, måske to til tre timer.
Når vi patruljerer, holder vi øje med alt: Om der er fældet træer, sat snarer op eller andre ødelæggelser i skoven. Det, jeg ser, skriver jeg en rapport om. Den afleverer jeg til både Kenya Forest Service (KFS) og vores lokale Community Forest Association (CFA). Vi sætter os sammen og diskuterer rapporterne. Er der problemer, skal vi måske patruljere igen, tage billeder og dokumentere det.
Hvis vi ser en snare, fjerner vi den med det samme. Men ser vi et område, hvor alt ser sundt ud, så noterer vi også det for at vide, hvad der fungerer godt.
Vi har støvler på, for snarer kan være skjult under jorden, dækket med jord, så man ikke kan se dem. Hvis man træder forkert, kan det koste en livet.
Når kvinder er med i arbejdet om at beskytte naturen og forvalte naturressourcer, fører det til strengere og mere bæredygtige regler, for hvordan vi udnytter naturen. Kilde: environmentalevidencejournal
Man skal være meget opmærksom og aktiv. Du må ikke bare gå og kigge op i luften. Der kan være grøn mamba, sort mamba og andre skovslanger overalt. Hvis man ser en, skal man ikke gå i panik. Den første i patruljen ser den måske, og så bakker vi bare langsomt væk. Ikke noget med at løbe – det gør det værre. Bare roligt, roligt tilbage.
Jeg er aldrig blevet bidt men én gang bøjede jeg mig ned, og pludselig landede en stor slange på min ryg. Jeg tænkte: Jesus, hvad er det her? Jeg troede først, det var en gren, men det var en grøn mamba. Den faldt bare ned og gled væk. Den er meget giftig. Hvis den havde bidt mig, og vi var dybt inde i skoven, havde jeg måske kun haft 30 minutter. Hvis det er tættere på byen, kan man måske nå hospitalet. Men langt inde – så dør man.
Nogle gange siger mine forældre: Du går ud og kommer tilbage med ingenting. Det er bedre at blive hjemme. Men jeg siger: Det her er min passion. Jeg har små forretninger, som hjælper med at betale skolepenge til min søn, men det er skoven, jeg elsker. Jeg vil blive ved med at beskytte den.
For mig er det ikke et problem at være kvinde. Jeg patruljerer ligesom mændene. Vi er som brødre. Jeg føler mig fri. Jeg siger til andre kvinder: Det er bedre at beskytte skoven end bare at sidde derhjemme. Vi kan gøre en forskel.
Min drøm er, at hvis vi alle arbejder sammen, planter træer og beskytter jorden, så vil skoven stadig være her i fremtiden. Grøn og fuld af liv. Det er mit håb.
WWF kæmper for, at flere kvinder får mulighed for at blive rangers. Blandt andet ved hjælp af oplysning og målrettet rekruttering.
Du kan byde på de stærke fotografier af de 11 kenyanske kvinder taget af Petra Kleis. Hun har selvfølgelig signeret dem alle, og det er det erfarne auktionshus Bruun Rasmussen Kunstauktioner, der står for velgørenhedsauktionen af de i alt 22 fotografier. Al overskuddet fra salget går direkte til kvinderne og de natur-projekter, de arbejder på.