Naturen spiller en afgørende rolle under COP30
En naturpakke står højt på dagsordenen for WWF under klimatopmødet i Brasilien.


De seneste ti år har været de varmeste nogensinde på planeten. I 2024 oversteg den globale middeltemperatur for første gang 1,5°C, og kursen er sat mod endnu højere temperaturstigninger. Både i Danmark, Europa og på verdensplan forekommer ekstreme vejrfænomener som hedebølger, voldsomme skovbrande, ødelæggende storme og oversvømmelser hyppigere med katastrofale konsekvenser for natur og menneskeliv.
Det er på den baggrund, at verdens lande mødes 10.-21. november til klimatopmødet COP30.
Her rejser en stor WWF-delegation med deltagelse af blandt andre den danske miljøfaglige direktør Agnete Schønau-Winther til topmødet for blandt andet at sætte en naturpakke på programmet.
For klima og natur hænger uløseligt sammen, og naturen er én af vores vigtigste klimaallierede, der optager omtrent halvdelen af al menneskeskabt CO2-udledning.
”At man i alt for mange år ikke har samtænkt natur- og klimaindsatser, har bragt planeten på en utroligt farlig kurs, hvor tab af natur forstærker klimaforandringer – og omvendt. Derfor er det fuldstændig afgørende, at der under COP30 vedtages en naturpakke, der skal sikre samspil mellem klima- og naturaftalerne og opfyldelsen af deres mål,” siger Agnete Schønau-Winther.
Danmarks fodaftryk i Brasilien
Ét af de initiativer, der er indeholdt i WWF’s forslag til en naturpakke, og som både skal adressere klima- og naturkrisen på samme tid, er en ny global fond (TFFF) for bevarelse af tropisk skov.
Det er værtslandet Brasilien, der forud for topmødet har lanceret fonden, der mobiliserer investeringer på tværs af offentlige og private sektorer til at støtte lande, som aktivt bevarer tropisk skov. Fonden skal i alt støtte beskyttelsen af én milliard hektar tropisk skov. Samtidig skal den sikre oprindelige folks og lokalsamfunds adgang til mindst 20 procent af midlerne.
WWF Verdensnaturfonden har forud for COP30 opfordret den danske regering til at bidrage til fonden, som Danmark har bakket op om. Danmarks fodaftryk på verdens klima og natur er nemlig blandt de højeste i verden målt per indbygger.
”Danmark er et foregangsland for klimaindsatser i en national kontekst, men vi har endnu til gode at tage ansvar for det kolossale fodaftryk, vi sætter på klima og natur udenfor Danmark. Danmark har i høj grad en forpligtigelse til at tage del i beskyttelsen af tropiske skov og samtidig reducere sit fodaftryk meget markant. Derfor mener vi også, at det vil være rigtigt af Danmark at bakke op om TFFF,” lyder det fra Agnete Schønau-Winther.
Som formandsland for EU under COP30 er det Danmark, der leder klimaforhandlingerne på vegne af EU. Derfor opfordrer Agnete Schønau-Winther også den danske regering til at stå vagt om et grønt, globalt lederskab trods pres i både Europa og globalt.
WWF’s mærkesager under COP30:
- Brems udledninger: Alle lande herunder EU er forpligtet til at levere ambitiøse klimahandlingsplaner (NDC’er), der markant reducerer drivhusgasudledninger. Og landene skal blive enige om tidsplan for at udfase fossile brændstoffer. Hver en tiendedel af en grad tæller for at bremse klimaforandringerne.
- Rapportering, implementering og evaluering: Der skal udarbejdes værktøjer til at rapportere, implementere og evaluere klima- og naturindsatser, herunder vedtages en naturpakke med mål for at stoppe skovrydning og ødelæggelse af natur
- Øg klimafinansiering: Landene skal blive enige om et nyt mål om mindst at tredoble finansieringen til klimatilpasning. De skal nå mindst 300 milliarder dollars årligt inden 2035 til udviklingslande.


