22/03/2024

WWF kræver totalforbud mod ålefiskeri

Ålen er kritisk truet, men alligevel blev der fisket over 100 tons ål i danske farvande i 2023. Derfor kræver WWF et totalforbud mod ålefiskeri og opfordrer danskerne til at droppe ålen på påskebordet.

Når påsken skal fejres, skal der fisk på bordet. Hos landets fiskehandlere og på nettet kan man uden problemer købe ål til årets påskebord. Det selvom den internationale naturfredningsorganisation IUCN betegner ålen som ’kritisk truet’.

Antallet af unge ål langs de europæiske kyster er faldet med hele 98 procent siden 1980. Det står særlig slemt til i Nordsøen, hvor antallet af unge ål – glasål – som kommer til vores kyster, er nede på 0,6 procent sammenlignet med 1980. Det skyldes en kombination af forurening, tab og forstyrrelse af levesteder og mange års hårdt fiskeri.

Alligevel hev fiskere hele 100 tons ål op af de danske farvande sidste år.

Derfor kræver WWF Verdensnaturfonden politisk indgriben og et totalforbud mod alle former for erhvervsmæssig og rekreativ ålefiskeri hele året rundt i både salt- og ferskvand.

”Det er et stort problem, at vi accepterer, at vi fanger, sælger og spiser en kritisk truet art. Der er behov for et totalforbud mod al ålefiskeri, så vi kan beskytte arten. EU har allerede strammet reglerne, men vi skal gøre endnu mere. Ålebestandene har været hårdt presset i mange år, og antallet af ål er reduceret kraftigt. Danmark bør indtage en førende rolle i at beskytte ålen og dens levesteder,” siger Henrike Semmler Le, seniorrådgiver inden for hav og fiskeri i WWF Verdensnaturfonden.

REGLER STRIDER MOD EKSPERTERS ANBEFALINGER

Både de gældende og forventede kommende regler strider direkte mod forskere og eksperters anbefalinger. I slutningen af 2023 anbefalede Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, et fuldt stop for al ålefiskeri, herunder glasål til opdræt.

”Man har erkendt problemet. Men restriktionerne er for svage og svære at håndhæve. Eksperter og biologer siger enstemmigt, at ålen er så kritisk truet, at der er behov for forbud på ubestemt tid. Alligevel var Danmark et af de EU-lande, der landede over 100 tons ål i 2023. I stedet kunne Danmark vælge, ligesom Irland og Slovenien, at forbyde alt fiskeri efter den europæiske ål, og presse på for at et totalt stop for fiskeri i hele EU bliver indført,” siger Henrike Semmler Le og fortsætter:

”Et midlertidigt forbud behøver ikke betyde, at det er slut med ålefiskeri for altid. Men vi er nødt til at erkende, at bestanden har brug for en lang pause. Det vil samtidig gøre kontrolindsatsen lettere.”

WWF: SPIS BÆREDYGTIG FISK TIL PÅSKEFROKOSTEN

WWF Verdensnaturfonden anerkender ålefiskeriets historiske betydning, men opfordrer danskerne til hverken at spise eller servere ål til påskefrokosten, hvor ål er fast inventar mange steder. Som alternativ til ålen kan man eksempelvis spise hornfisk, lyder det fra Henrike Semler Le.

”Vi er nødt til at tænke langsigtet og passe godt på bestanden. Ellers risikerer vi, at ålen helt forsvinder i Danmark på sigt. Derfor bør vi slet ikke spise ål,” siger hun og tilføjer:

”For at få et renere, vildere og mere mangfoldigt hav kræver det, at vi fortsætter med at genetablere levesteder for blandt andet ål og torsk, som også er i knæ i flere af vores farvande. Samtidig har vi behov for en ambitiøs politisk havplan med fokus på bæredygtigt, naturskånsomt fiskeri og en langt stærkere naturbeskyttelse. Får vi det, kan vi forvente, at naturen får det bedre.”

I december 2023 etablerede WWF sammen med By & Havn verdens første ålerefugium.

FAKTA OM ÅLEN

Den danske havbiolog Johannes Schmidt påviste i 1992, at den europæiske ål gyder i Sargassohavet

Når den op til 1,5 meter lange gulål er klar til at gyde, forvandles de til blankål. Ålen svømmer 6.000 kilometer tilbage til sit fødested for at gyde, hvorefter den dør. De befrugtede æg bliver til larver, som driver 1-2 år med havstrømmene og ankommer til vores kyster og vandløb som glasål. Glasålene får farve og bliver til elvere, som ligner små ål. Således gentages hele ålens forunderlige livscyklus

Ål i fangenskab kan blive over 100 år gamle

Før i tiden blev ål smidt i brøndhullet for at holde brønden fri for blandt andet snegle og orme.

Selv hvis alt ålefiskeri ophører, vil det vare omkring fem ålegenerationer – eller cirka 80 år – før bestanden igen er som før 1960’erne

Ål kan optage ilt gennem både gæller og hud, hvilket den bruger, når den vandrer over land • Ål kan svømme baglæns

Forsøg har vist, at blankål kan overleve i op til 6 år uden føde

I 1970’erne blev der i gennemsnit fanget mere end 500 kilo glasål om året alene ved Højer Sluse ved Vadehavet nær Tønder i Sønderjylland. I 1980’erne var fangsterne faldet til mindre end 10 kilo årligt, hvorefter fiskeriet lukkede. Fra 2008 og frem til i dag har danske erhvervsfiskere fanget cirka 400.000 ål om året (svarende til 200 tons), mens der rekreativt fanges ca. 200.000 ål om året (svarende til 100 tons)