13/08/2024

WWF får ny generalsekretær

Posten som generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden overtages af Mikkel Aarø-Hansen fra 1. november.

Fra den 1. november 2024 bliver Mikkel Aarø-Hansen ny generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Mikkel Aarø-Hansen kommer fra et job som administrerende direktør i Wonderful Copenhagen og har tidligere været international miljødirektør i Miljøministeriet. Han ser frem til at starte som generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

“Det er et vaskeægte drømmejob at få lov til at stå i spidsen for WWF Verdensnaturfonden. Jeg glæder mig til at samarbejde med de dygtige medarbejdere og med bestyrelsen, præsidiet og WWF’s mange samarbejdspartnere i ind- og udland om at skabe mere og bedre natur til gavn for både dyr og mennesker. Og til gavn for den verden, vi lever i og efterlader til dem, som kommer efter os. Jeg vil gøre mit til, at vi sammen får skabt markante resultater,” siger Mikkel Aarø-Hansen.

Forperson for WWF Verdensnaturfonden Mads Kann-Rasmussen siger:

”Jeg er utrolig glad for, at Mikkel Aarø-Hansen har sagt ja til at stå i spidsen for WWF Verdensnaturfonden. Med ham om bord står vi endnu stærkere i den fortsatte kamp for at beskytte natur og biodiversitet i samarbejde med vores partnere og støtter.”

Mikkel Aarø-Hansen overtager jobbet som generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden efter Bo Øksnebjerg, der efter syv år på posten valgte at fratræde tidligere på året. Siden da har økonomidirektør Anders Adrian fungeret som midlertidig generalsekretær, og det vil han fortsætte med indtil den 1. november 2024.

Kort om Mikkel Aarø-Hansen:

– Direktør for Wonderful Copenhagen siden 2015
– Har tidligere arbejdet som international miljødirektør i Miljøministeriet og chef for center for miljø i Københavns Kommune
– Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet
– Bor på Frederiksberg med sin familie