18/09/2020

Børnebog om vores fantastiske planet er på gaden

Hvis du er vild med de mange spændende historier, som naturen kan fortælle, så sørg for at få fingre i den smukke bog ‘Vores Planet’, der udkommer i dag.

 

 

 

 

 

Du kan læse om alt fra zombiemyrer i den tætte jungle til den røde klippekrabbe ved kysten og den sibiriske tiger i skoven. Bogen ‘Vores Planet’ er fyldt med fotos og farveillustrationer og giver læseren mulighed for at tage på en rejse gennem vores klodes mange fantastiske og forskellige landskaber og høre om de planter og dyr, der lever der. Bogen giver også et fint indblik i, hvordan alting hænger sammen i ét stort puslespil på Jorden, hvor vi alle sammen bor.

Vi kan nå at redde kloden

Bogen er realistisk i forhold til klodens tilstand og de klimaforandringer, der truer os alle, men den har også et opløftende og håbefuldt budskab om, at vi stadig kan nå at gøre noget ved det, hvis vi handler nu.
I bogens forord skriver ambassadør for WWF Sir David Attenborough til læseren:

“Du er én af dem, der kan være med til at fortælle den mest fantastiske historie af dem alle. Historien om, hvordan mennesket i det enogtyvende århundrede kom til fornuft og begyndte at beskytte planeten Jorden og alle de vidunderlige livsformer, som vi deler den med.”

Fra naturserie til en bog

Den oprindelige naturdokumentar, ‘Our Planet’, som bogen bygger på, er blevet til i et samarbejde mellem WWF og produktionsselskabet Silverback Films. Den fik premiere d. 5. april 2019, og du kan stadig streame de otte afsnit på Netflix.

Serien var fire år undervejs med mere end 3.500 filmdage, fordelt ud på 50 lande, på tværs af alle verdens kontinenter. Det er WWF, der har stået for at finde alle de steder og arter, som skulle filmes og sammen med filmholdet sikret, at der blev gjort alt for at vise klodens enorme mangfoldighed.

Da serien fik premiere, udtalte Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden:
”Our Planet er et helt vildt og vigtigt projekt, der vil efterlade seerne dybt betaget og forfærdet på samme tid. Serien viser ikke bare naturens skønhed, men også hvordan dyr, planter og hele økosystemer lider under vores destruktive adfærd.”

Bogen er udgivet ved Gyldendals Forlag, og du kan købe et eksemplar lige her. Vær opmærksom på, at der er et begrænset oplag.