10/03/2026

Små lommer af håb for korallerne

Størstedelen af verdens tropiske koralrev kan kollapse inden for det næste årti. Allerede ved mindre end 1,5 graders temperaturstigning kan revene begynde at dø. 25 procent af alle marine arter lever på og af koralrev, selvom de blot udgør mindre end én procent af havnaturen. Knap en milliard mennesker er enten direkte eller indirekte afhængige af korallerne. Konsekvenserne er med andre ord enorme.

Rachel S. James leder af WWF’s arbejde i Coral Reef Rescue Initiative, som er et internationalt samarbejde mellem lande, privatsektoren, organisationer og civilsamfund om at bevare og genoprette koralrev på tværs af kloden.

Forskerne forudser, at størstedelen af verdens varmtvandskoraller vil kollapse inden for et årti. Hvordan ser fremtiden ud for koralrevene?

Det er klart, at fremtiden ser dyster ud for store dele af koralrevene og dermed også for utroligt mange arter og mennesker. Men det er også afgørende, at vi ikke går glip af de muligheder, vi trods alt har for at bevare dele af de livsvigtige rev. De globale klimamodeller tager ikke altid højde for lokale forhold. Vi ved, at der findes koralrev, hvor strømforhold hjælper med at tilføre køligt vand til revene og dermed køle dem ned under temperaturekstremer, som ellers ville blege – eller dræbe – korallerne. De er små lommer af håb for korallernes fremtid.

I kontrast står de lavvandede laguner, der er langt mere udsatte over for opvarmning af havvandet.

Hvordan arbejder WWF for at bevare koralrevene?

Vi har været med til at identificere de særligt modstandsdygtige koralrev. Det er rev, der har størst chance for at overleve klimaforandringer, og som også kan hjælpe med at genoprette andre rev. I Coral Reef Rescue Initiative arbejder vi for at bevare revene og beskytte dem mod yderligere menneskelige presfaktorer som overfiskeri, fiskeri med naturskadelige redskaber, råstofindvinding osv. Og vi arbejder for at styrke det lokale ejerskab over revene, så kystsamfundene er med til at beskytte dem.

Ændrer rapporten WWF’s arbejde for koralrevene?

Nej, men rapporten viser, hvor akut det er at bevare og beskytte de sidste og mest modstandsdygtige koralrev. Gør vi ikke det, så ser det sort ud for koralrevene.

De seneste år har vi set flere og flere såkaldte masseblegninger, hvor enorme områder dør ud. Derfor er vi ikke uforberedte, men det er klart, at det haster mere end nogensinde at beskytte de små lommer af håb, vi har tilbage.

Artiklen er en del af en serie om afgørende natursystemers forventede kollaps og WWF’s arbejde for redde naturområder og arter i en fundamentalt forandret fremtid.