24/09/2024

Sådan redder vi Brasiliens glemte skov

Regnskoven, der løber langs Brasiliens atlanterhavskyst, er én af de mest biodiverse i verden. Luiza Rabelo, klima- og skovspecialist i WWF Verdensnaturfonden, gør dig klogere på, hvordan WWF igen har fået livet i skoven til at trives.

Hvad er Atlanterhavsskoven?

På Sydamerikas østkyst findes Atlanterhavsskoven, der strækker sig fra Brasilien til Argentina og Paraguay. Selvom mange aldrig har hørt om Atlanterhavsskoven, så er den det næstmest biodiverse skovområde i verden – kun overgået af Amazonas.

Hvorfor er så store dele af skoven forsvundet?

Atlanterhavsskoven var den første skov, der mødte europæerne, da de ankom til Sydamerika, og skoven blev ryddet for at gøre plads til særligt byer og landbrug. Brasiliens største byer Sao Paulo og Rio de Janeiro ligger midt i Atlanterhavsskoven.
Brasilien har faktisk sit navn fra brasil-træet, der kun findes i Atlanterhavsskoven, men som i dag er kritisk truet på grund af skovrydning.

Vidste du, at der kun er omkring 12 procent af den oprindelige regnskov tilbage? Det gør den til én af verdens mest udsatte regnskove.

Hvilke konsekvenser har det, at skoven er forsvundet?

Når skoven forsvinder, mangler arterne levesteder. Det er for eksempel gået hårdt udover den gyldne løveabe, som kun findes i Atlanterhavsskoven og var ekstremt tæt på at uddø for få årtier siden, hvor der kun var et par hundrede aber tilbage i naturen. I dag er arten heldigvis i fremgang.
Atlanterhavsskoven er også ekstremt vigtig for at sikre rent drikkevand til de 150 millioner mennesker, der lever i regnskoven. Og så beskytter skoven mod klimaforandringer, oversvømmelser og tørke.

Hvordan arbejder WWF for at beskytte Atlanterhavsskoven?

Noget af vores vigtigste arbejde er at skabe korridorer i den fragmenterede skov, så dyrene kan færdes over større områder. Det gælder for eksempel jaguaren, der i en enkelt region er gået frem med hele 160 procent på lidt over et årti takket være skovkorridorer. Og så arbejder vi konstant på at sikre de beskyttede områder af skoven, så særligt skovens truede arter kan trives.

Hvordan er fremtiden for Atlanterhavsskoven og dens mange arter?

Afskovningen er kraftigt reduceret, men finder stadig sted i mindre omfang. I dag vokser skoven faktisk blandt andet på grund af WWF’s arbejde med lokale partnere, der både stopper afskovning og bidrager til at genoprette tabte områder. Naturgenopretningsarbejdet i Atlanterhavsskoven er desuden en stor inspiration for vores arbejde i Amazonas.


Luiza Rabelo er klima- og skovspecialist i WWF Verdensnaturfonden, hvor hun arbejder med beskyttelse af Brasiliens skovområder. Hun er født og opvokset i Brasilien, hvor regnskoven udgjorde barndommens legeplads. Men det var hverdagens nyhedsindslag om den massive skovrydning i landets regnskove, der blev drivkraften i Luizas professionelle liv.