09/09/2020

Sådan gør vi sammen en forskel i Australien

De værste skovbrande i nyere tid fortærede i 2019-2020 Australiens natur og dyreliv. Med hjælp fra vores mange støtter fik vi hurtigt indsamlet penge, som nu bliver brugt til at genopbygge og fremtidssikre kontinentets unikke natur. Læs her, hvordan det går vores arbejde i Australien.

I september 2019 blussede de første skovbrande op i Australien efter et rekordvarmt år. Brandene bredte sig med stor hast og skabte en krisesituation i landet. Mennesker mistede livet, huse nedbrændte, og ødelæggelserne på skovene og det helt unikke dyreliv var katastrofale. WWF-kontorer i hele verden igangsatte derfor en fælles indsats for at samle penge ind til det lokale redningsarbejde. I Danmark indsamlede WWF Verdensnaturfonden på rekordtid en million kroner, som blev sendt ned til Australien i marts 2020, og hjælpearbejdet er stadigvæk i fuld gang.

Nye tal chokerer
WWF har nu – et halvt år efter de voldsomme brande ebbede ud – offentliggjort en undersøgelse af omfanget af skaderne, og tallene taler deres helt eget sprog. Næsten tre milliarder dyr er påvirket af flammerne, som stod på i et halvt år. I undersøgelsen er de påvirkede dyr er opgjort følgende grupper.

  • 143 millioner pattedyr
  • 2,46 milliarder krybdyr
  • 180 millioner fugle
  • 51 millioner frøer

Undersøgelsen viser desuden, at koalaerne er blandt de hårdest ramte dyr. Det ikoniske pattedyr meldes udryddelsestruet i hele Østaustralien. Derudover er populationen af koalaer er faldet med 72 procent i seks områder langs den nordlige kystrækning i staten New South Wales som følge af skovbrandene.

Den akutte hjælp

WWF har i første omgang fordelt otte millioner australske dollars til det akutte hjælpearbejde i Australien, som har fundet sted mellem januar og juni 2020. Det inkluderer nødhjælp til skadede dyr, mad og drikke samt sporing af tilskadekomne dyr. Nærmere bestemt etablerede vi blandt andet en akut-patrulje, der ledte efter savnede og sårede dyr og støttede lokale dyrlæger med udstyr.
De indsamlede midler er fordelt ud på 64 forskellige projekter, som varetages af 40 forskellige organisationer i Australien med fokus på redning og behandling af ilde tilredte dyr. Og her er et overblik over, hvordan din støtte gør en forskel:

  • Mere end 19 forskellige dyrearter har fået behandling
  • 215 dyr har modtaget nødbehandling af vores partner Zoos Victoria
  • Over 100.000 sødekartofler og gulerødder er blevet nedkastet til wallabies i NSW Nationalpark
  • Vores Wildcare partnerskab giver mad til 600-900 dyr og 250-500 fugle

Et ud af mange eksempler er koalaen Mia og hendes unge Kevin (billedet). De blev reddet fra toppen af et brændt træ, hvorefter de fik et fuldt tjek af dyrlægen på Wildlife hospitalet RSPCA. Mia og Kevin slap heldigvis ud af flammerne uden skader og blev derefter passet af en dyreplejer. Næste skridt er at finde det rigtige tid og sted til, at de kan sættes ud igen.

Men for at koalaerne kan komme i det fri igen, må vi sikre at de har et genoprettet og sikkert hjem at komme ud til. Og netop genoprettelsesarbejdet af dyrenes levesteder er i høj grad en vigtig del af hjælpearbejdet – og det går jeres støtte også til.

Din donation redder koalaer – også på lang sigt
Vi befinder os lige nu i næste fase af hjælpearbejdet. Overordnet set går din støtte til: 1) nedbrændte levesteder genoprettes. Vi restaurerer derfor landskabet og skovene, blandt andet ved at plante to milliarder træer inden 2030. 2) Vi opruster brandberedskabet og fremtidssikrer landet mod lignende situationer. 3) Vi fortsætter det hårde arbejde for at stabilisere klimaforandringer og lægge pres på politikerne for styrke klimapolitikken og biodiversitetslovgivningen. Alt dette er med til at sikre, at dyr som Mia og Kevin kommer tilbage i deres naturlige omgivelser, hurtigst muligt.

Jeres støtte har gjort en stor forskel og går både til det akutte arbejde og den langvarige genopbygning, som allerede er startet.

Tusinde tak for jeres støtte.