21/05/2021

Sådan får Danmark den grønne førertrøje i de globale biodiversitetsforhandlinger

De internationale forhandlinger af en ny global aftale for biodiversitet er i fuld gang lige nu. Aftalen, som skal indgås på den store partskonference i Biodiversitetskonventionen til oktober i Kunming i Kina, skal afløse biodiversitetsmålene, Aichi-målene, der udløb ved udgangen af 2020. Nu skal slutspurten sættes ind for at vende den nedadgående kurve for biodiversiteten.

I WWF Verdensnaturfonden har vi allerede bemærket Regeringens opbakning til nye ambitiøse og konkrete biodiversitetsmål for de næste 10 år. Stor tak for det. For det er nødvendigt. Og et tegn på den danske regerings ambition om “den grønne førertrøje”.

Alle steder er arter, levesteder og økosystemer gået tilbage, er i fare for at forsvinde eller er allerede forsvundet. Vi har et ansvar, men det skal løftes i fællesskab og med et højt ambitionsniveau.

Vi og resten af verden havde desværre meget begrænset succes med Aichi-målene, der udløb i 2020. Utallige rapporter og videnskabelige artikler har alene de seneste år påvist dette. På globalt plan er ingen af de 20 Aichi-mål opnået, og i Danmark har vi nationalt kun formået at nå to af dem.

Men der er også i den samme periode kommet et folkeligt og politisk momentum for at gøre noget ved biodiversitetskrisen. I Danmark har Regeringen sammen med støttepartierne aftalt en biodiversitetspakke og EU’s regeringer har tiltrådt en biodiversitetsstrategi. Det er en rigtig god start.

En ny forpligtende, global aftale er nu helt afgørende for at få løst biodiversitetskrisen. Den vil få stor og afgørende betydning for indsatser for klima, fattigdom, forurening, flygtninge eller oprindelige folk. Og ikke mindst for ungdommen. Naturen er på en gang både løsningen og forudsætningen, og har ikke mindst sin egen ret.

En global aftale skal sætte forpligtende mål, som beskytter og genopretter naturen, sikrer bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne, sikrer en grøn omstilling, varetager oprindelige folks rettigheder og beskytter vores klima.

I det følgende giver vi WWF Verdensnaturfondens helt konkrete forslag til, hvordan det kan lykkes at få den ønskede globale aftale. Helt afgørende er det, at Danmark, sammen med andre ambitiøse lande, går forrest og tager ansvar for vores fælles fremtid!

Vores vision for en ny global biodiversitetsaftale er skrevet ind vores ”Kunming Plan”. Det er WWF’s udspil til, hvordan vi vender tilbagegangen af biodiversitet til en fremgang. Planen har 23 mål fordelt på fem centrale ambitioner:

Tabet af biodiversitet skal stoppes og vendes til fremgang senest i 2030

Den nuværende 2030-mission af den nye FN-aftale handler om at sætte naturen på vejen til genopretning, men det er ikke endnu helt tydeligt, hvad det betyder i praksis. Det er ikke nok at vende kurven af tabet af biodiversitet, vi bliver nødt til at sikre at naturen i 2030 trives bedre end i dag. Derfor skal vi have en global mission, der sikrer at biodiversiteten er i bedre tilstand allerede i 2030 end den er i dag.

WWF publicerede forrige år i samarbejde med et internationalt forskerhold i Nature, hvad der skal til for at denne ambition skal lykkes. Den helt centrale konklusion var, at indsatsen for biodiversitet skal ske i tre spor, der omfatter: beskyttelse, produktion og forbrug.

Derfor er det vigtigt, at den nye globale aftale får ambitiøse beskyttelses- og genopretnings-målsætninger. Vi skal både beskytte eksisterende natur – og genoprette og skabe ny natur.

Det globale fodaftryk fra produktion og forbrug skal halveres inden 2030

Vi skal også have meget mere fokus på bæredygtig produktion og forbrug. Der skal derfor sættes ambitiøse målsætninger for håndtering af de årsager, der ligger bag tabet af biodiversitet. Det omfatter bl.a. fjernelse af skadelige subsidier og investeringer, en revidering af utilstrækkelig lovgivning, håndtering af ikke-bæredygtige forbrugsmønstre, samt gøre noget ved de mere direkte konsekvenser af ikke-bæredygtigt landbrug, fiskeri, skovbrug, samt forurening.

Det nuværende udspil i FN-forhandlingerne sætter ikke nok konkret fokus på den naturskadelige produktion, og der mangler stadig tilstrækkelige ambitioner i målsætningen om landbruget. Endelig omfatter udspillet kun ændringer i forbrugeres adfærd, og ikke de strukturelle ændringer, der skal laves for at sikre, at forbruget bliver bæredygtigt. Det er bekymrende.

WWF anbefaler konkret en halvering af det globale fodaftryk fra produktion og forbrug inden 2030. WWF’s Kunming Plan har derudover konkrete forslag til de nødvendige globale mål for omstillingen af fødevareproduktion, mål om bæredygtig infrastruktur, mål for udviklingen af konkrete planer for produktive sektorer og mål for bæredygtigt forbrug og cirkulær økonomi. Alle er de en del af løsningen på biodiversitetskrisen.

Der skal være en stærk, effektiv og forpligtende implementering

WWF er ikke uventet stærkt positive over for Biodiversitetskonventionen-sekretariats forslag om at oprette en “ratcheting” mekanisme for de nye globale biodiversitetsmål. Det vil sige en mekanisme, hvor landenes biodiversitetsstrategier jævnligt bliver tjekket og tilpasset, for at nye udfordringer kan imødekommes og målene nås.

Det handler nu om at lave en forpligtende aftale hvor landenes handlinger for biodiversitet – og det vil også sige Danmarks – løbende kan justeres og måske skærpes for at komme i mål både i 2030 og senere 2050.

Men det er nu helt afgørende i kraft af kompleksiteten af en ny implementeringsmekanisme, at der afsættes tilstrækkelig tid og resurser til at landene kan drøfte og blive enige. Vi bliver nødt til at sikre at alle lande er med og alle kan løfte opgaven. Får vi ikke denne mekanisme på plads, og de tilhørende indikatorer, frygter WWF endnu en global biodiversitetsaftale med mål, som ingen alligevel når.

Investering i udviklingslandes biodiversitet skal fordobles

En ambitiøs aftale kræver også ressourcer, især fra de rigeste lande. Med det mener WWF, at der skal udvikles og aftales en forpligtende global strategi som sikrer tilstrækkelige finansielle investeringer, der ikke modarbejder, men derimod understøtter biodiversitetsbeskyttelse og genopretning af økosystemer.

Her er økonomisk støtte til udviklingslandes indsats for biodiversitet helt afgørende, da en substantiel del af verdens biodiversitet findes i de fattigste lande samtidig med, at disse lande har færrest økonomiske ressourcer til at beskytte og genoprette naturen.

Derfor mener WWF, at investeringer i biodiversitet i udviklingslande skal fordobles og det skal sikres generelt at andre investeringer ikke er skadelige for naturen. Dette betyder at både offentlige og private investeringer skal være i tråd med Biodiversitetskonventionens målsætninger og at alle skadelige subsidier afvikles inden 2030.

Desværre, er målsætningerne i det nuværende udspil lang fra disse ambitioner. Målsætning om skadelige subsidier er ikke ambitiøs nok, da der kun fokuseres på de mest skadelige subsidier og den finansielle sektor bliver slet ikke nævnt. Desuden findes der endnu ikke et ambitiøst forslag til størrelsen af de finansielle investeringer rettet mod udviklingslande.

Alle skal med i en rettighedsbaseret tilgang i de nye biodiversitetsmål

Danmark har traditionelt set stort fokus på oprindelige folks rettigheder, samt menneskerettigheder generelt. Det fokus bør fortsætte, da denne aftale kommer til at påvirke mange mennesker i verden, også dem, der er mest sårbare. Derfor er der behov for, at oprindelige folk og lokalsamfunds rettigheder, samt menneskerettigheder, bliver integreret i alle mål og ikke kun nævnt marginalt i aftalen.

For at beskytte biodiversiteten på den mest retfærdig og omkostningseffektive måde, skal alle land- og havområder, der traditionelt og kollektivt er styret af oprindelige folk og lokale samfund, anerkendes og sikres. Ikke mindst fordi vi ved, at det virker for naturen.

Vi mener også at beskyttelse og bæredygtig brug af biodiversiteten skal ikke være noget som kun miljøministerier beskæftiger sig med, men det skal være noget som bliver mainstreamet i alle dele af samfundet. Her må vi også have de nye generationer med og de unge skal også inddrages i de biodiversitets-relaterede politiske processer – lokalt, nationalt og globalt.

Derudover er det vigtigt at nævne at gennem uddannelse kan vi nå flest og udbrede forståelsen af vigtigheden af at sikre en bæredygtig og retfærdig fremtid for alle, men uddannelse er næsten ikke nævnt i de udkast til en ny global biodiversitetsaftale der er i spil lige nu. WWF ønsker at dette ændres.

Hvilken rolle ønsker vi, at Danmark tager?

Der er alle mulige grunde og forventninger til, at den danske Regering påtager sig en ambitiøs, pro-aktiv og ledende rolle i FN’s biodiversitetsforhandlinger. WWF ser gerne, at der udvikles et ambitiøst dansk biodiversitetsdiplomati, hvor Danmark igen står forrest i de globale biodiversitetsforhandlinger. De nødvendige ressourcer må naturligvis tilvejebringes.

Og WWF er ikke alene om at mene dette. Ungdommen vil også gerne se den danske regering forrest i feltet for den globale biodiversitet med mere lederskab for en ambitiøs global aftale.

Danmarks ungdomsdelegater til FN og WWF Verdensnaturfonden har derfor indgået et partnerskab, hvor vi sammen foreslå, at Danmark for alvor trækker i den grønne førertrøje og bliver en global leder for fire meget konkrete biodiversitetsmål:

  1. I 2030, skal 30 % af klodens overflade inklusive ferskvandsøkosystemer være effektivt beskyttet med en tilgang som respekterer oprindelige folk og lokale samfunds rettigheder og anerkender deres ret til deres lande og hav.
  2. Menneskerettighederne skal være reflekteret i implementeringen af alle biodiversitetsmålene. I 2030 skal alt land og hav, der traditionelt og kollektivt er styret af oprindelige folk og lokale samfund, anerkendes og sikres samtidig med, at retten til “frie, forudgående og informerede samtykke” respekteres.
  3. I 2030 skal alle tilskud og subsidier, der skader biodiversiteten være stoppet, og disse bør konverteres til positive incitamenter, der fremmer biodiversiteten.
  4. I 2025 skal den samlede biodiversitetsrelateret økonomiske støtte til udviklingslande som minimum være fordoblet.

I alle disse mål kan Danmark stille sig forrest og demonstrere viljen og evnerne.

Vi håber, at I som Ministre vil lytte til vores forslag og ser derfor frem til at den danske Regering her i det sidste halve år forud for en ny global biodiversitetsaftale for alvor går i udbrud og i opløbet mod målstregen lægger sig i front i den berømte grønne førertrøje.