02/10/2022

Ødelæggelse af Brasiliens natur er ude af kontrol

Den brasilianske præsident Bolsonaro har i sin fireårige præsidentperiode ført en katastrofal naturpolitik, som har medført rekordhøj skovrydning i landet. Søndag skal brasilianerne stemme til den første runde af præsidentvalget.

Et område på størrelse med hele Belgien. 4,3 millioner fodboldbaner. Eller 8,5 gange Mallorcas størrelse.

Der er mange måder at sige det på, men konklusionen er den samme: 31.289 kvadratkilometer er blevet ryddet for skov i Amazonas, siden præsident Jair Bolsonaro trådte til som præsident i januar 2019. Dertil kommer enorme naturområder på Cerradoen – en såkaldt skovsavanne, som ryddes af samme årsager som Amazonas: for at give plads til landbrug og kvæghold. I Cerradoen er 22.700 kvadratkilometer ryddet i Bolsonaros præsidenttid.

Alt i alt svarer det til 53.700 kvadratkilometer ryddet skov og natur. Til sammenligning er Danmarks areal omkring 43.000 kvadratkilometer.

”Præsident Bolsonaro har ført en politik, som har været fuldkommen katastrofal for Brasiliens natur. Skovrydning og skovbrande har sat rekord på rekord i hans regeringsperiode, han har ikke overholdt internationale aftaler om at bevare regnskoven, og han har svækket miljømyndighederne, så det er blevet vanskeligere at holde øje med, hvad der foregår. Vi er alvorligt bekymrede over den her udvikling,” siger generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden Bo Øksnebjerg.

Læs også: Rekord-afskovning i Amazonas truer dyr og klima

Amazonas og den brasilianske natur er nemlig helt unikke økosystemer, som er hjemsted for titusindvis af arter. Mere end ti procent af verdens samlede biodiversitet hører til alene i Amazonas, mens yderligere fem procent af verdens dyre- og plantearter kun findes på Cerradoen. Fantastiske arter som jaguaren, piratfisk og den lyserøde floddelfin hører blandt andet hjemme i Brasiliens regnskove. Samtidig er Amazonas og Brasiliens andre økosystemer enestående CO2-lagre. Skovrydningen truer derfor også den globale indsats for at mindske effekten af klimaforandringerne.

Støt vores arbejde for at slukke brandene

Skovrydning trækker tråde til Danmark

Når den brasilianske befolkning søndag 2. oktober går til stemmeurnerne i den første runde af landets præsidentvalg, som afgøres endeligt 30. oktober, kan de foruden Jair Bolsonaro stemme på blandt andre Luiz Inácio Lula da Silva, der tidligere har været præsident i Brasilien.

Han går blandt andet til valg på at bremse afskovningen og øge samarbejdet med det internationale samfund – nøjagtig som han gjorde det, da han havde regeringsmagten fra 2003-2011, hvor Brasilien øgede beskyttelsen af Amazonas. Det er positive meldinger, siger Bo Øksnebjerg.

”Skovrydningen i Brasilien finder sted, fordi der er stigende efterspørgsel efter de produkter, som er relateret til afskovning – eksempelvis soja, tømmer og kvæg. Derfor er den brasilianske natur- og miljøpolitik et anlæggende for hele verden og trækker også markante tråde til Danmark. Skal vi for alvor ændre på det, kræver det samarbejde mellem Brasilien og de lande, der bidrager til rydningen af regnskovene, fordi vi importerer produkter derfra,” forklarer Bo Øksnebjerg.

Støt WWF’s arbejde med at slukke brande i Amazonas

Danmark ligger i top tre over lande i EU, der målt per indbygger sætter det største negative fodaftryk, når det gælder rydningen af verdens regnskove. Det skyldes særligt, at dansk landbrug og danske virksomheder er storforbrugere af soja, der i vid udstrækning kommer fra Brasilien.

Læs også: Danskerne efterlyser strammere regler for skovrydning

Fakta om afskovning i Brasilien:

  • I august 2022 blev der fældet 1.661 kvadratkilometer skov i Amazonas. Det er en stigning på 80 procent i forhold til året før.
  • Afskovning i Cerradoen er i 2022 steget med 28 procent i forhold til sidste år.
  • Mere end halvdelen af Cerradoen er i dag ryddet, hovedsageligt for at give plads til soja- og oksekødsproduktion.
  • Omkring 12 procent af den samlede CO2-udledning i verden kommer fra afskovning.