25/06/2024

Nyt katalog skal inspirere virksomheder til at arbejde med biodiversitet

Udvalgte danske virksomheders erfaringer med biodiversitet bliver nu samlet i en onlineportal for at skabe grøn transformation i erhvervslivet.

Mere vild natur uden for fabriksbygningerne. Udvikling af forsyningskæder og nye produkter, der tager hensyn til natur og dyreliv. Og bæredygtighedsstrategier, som både indtænker virksomhedens påvirkning af klima og biodiversitet.

Danske virksomheder er parate til at tage deres del af ansvaret for deres påvirkning på naturen både i Danmark og udlandet, og de griber udfordringen an på mange forskellige måder. Men for mange virksomheder er arbejdet med biodiversitet stadig en kompleks størrelse, og derfor præsenterer et nyt katalog nu erfaringer fra 14 udvalgte danske virksomheders indsatser for naturen til inspiration for det øvrige erhvervsliv.

Industriens Fond står bag kataloget, der er udarbejdet i et samarbejde med Dansk Industri og WWF Verdensnaturfonden.

”Mange danske virksomheder står i en sårbar situation, når naturen forsvinder, men har til gengæld mulighed for at stå ekstra stærkt over for både investorer, kunder og medarbejdere, hvis de formår at handle ambitiøst og tackle tilbagegangen i biodiversitet. Jeg vil anbefale alle virksomheder at komme i gang hurtigst muligt. Der er god inspiration at hente fra de virksomheder, der allerede er i gang,” siger Jacob Fjalland, der er miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.

De danske virksomheder, der er længst med arbejdet med biodiversitet, oplever i stigende grad, at det giver dem en konkurrencefordel. Og det ikke helt uden grund, for World Economic Forum vurderer, at tab af biodiversitet er blandt de tre største risici for verdensøkonomien. Der er med andre ord meget på spil for virksomhederne og for naturen.

Biodiversitetspartnerskabet peger på virksomheder

I inspirationskataloget kan interesserede virksomheder blandt andet finde inspiration til at arbejde med biodiversitet i værdikæden, blive klogere på andre virksomheders kommunikation om biodiversitet og se eksempler på samarbejde mellem virksomheder om netop biodiversitet.

14 danske virksomheder har delt ud af deres erfaringer: Nopa Nordic, Arla, Gubi, Plus Pack, Anlægsgartner Gottlieb, KLS Pureprint, Neutral, dbramante1928, Vattenfall, Slow, Fiskerikajen, Ørsted, Søuld og Nature Impact.

Læs mere om virksomhedernes erfaringer på www.danskindustri.dk/biodiversitet

Biodiversitetspartnerskabet, som både WWF og DI er medlemmer af, lancerede 13. juni en række anbefalinger til at styrke biodiversitetsindsatsen hos danske virksomheder. Én af partnerskabets anbefalinger er , at virksomheder skal kunne hente inspiration til arbejdet med biodiversitet fra andre danske virksomheder.