20/07/2020

Nye arter opdaget i Mekong

I Mekong-regionen har forskere i perioden 2018-19 opdaget hele 110 nye arter af dyr og planter. Her er endda ikke medregnet insekter, bløddyr og svampe. 10 af arterne, som er blevet opdaget og dokumenteret i 2019, er omtalt grundigt og netop blevet offentliggjort i en ny rapport udarbejdet af WWF.

Lokalbefolkningerne i området har i længere tid haft kendskab til flere af arterne, men først nu har forskerne fundet frem til dem og kan dokumentere deres eksistens. De resterende arter er blevet opdaget, enten fordi forskerne studerede artsfæller eller ved tilfældigt at bevæge sig rundt i Mekong-området.

I Myanmar er en art af firben opdaget ved et tilfælde, da forskerne var i færd med at studere de lokale arter af frøer. Lokalbefolkningen i området har længe kendt til arten, men først sidste år, fandt forskerne frem til den. Den nye art er blevet opkaldt efter det område, hvor den blev opdaget og har derfor fået det engelske navn Ywangan crocodile newt (på dansk: Ywangan krokodille-salamander). I Vietnam er en gruppe blødskildpadder blevet studeret og ved nærmere undersøgelse viser det sig, at forskerne har fundet en helt ny art af blødskildpadderne.

 

Mekong-regionen består af en uerstattelig rigdom – lige fra sjældent dyreliv i spektakulære naturlandskaber til samfund med en bred vifte af kulturarv. Den store region spænder over seks lande, herunder Kina, Myanmar, Laos, Thailand, Cambodja og Vietnam. Det 200 millioner hektar store områder indeholder nogle af de mest biologisk mangfoldige levesteder i verden.

Opdagelserne af de nye arter er en påmindelse om naturens modstandsdygtighed, hvor arterne er nødsaget til at tilpasse sig klima og miljø i takt med de forandringer, som de møder i naturen.