23/12/2020

Ny WWF-rapport: Danske pensionsselskaber nøler med klimahandling

2020 har været fyldt med markedsføringskampagner af pensionsselskabernes nye grønne klimaprodukter. Men hvor grønne er pensionsselskabers samlede investeringsformuer egentlig, når det kommer til stykket? Det svarer WWF Verdensnaturfonden på i ny omfattende analyse af pensionsselskabernes klimafokus, hvor blandt andet Topdanmark og Velliv er at finde blandt bundskraberne, mens PKA fortsat er sektorens grønne frontløber.

Årets pensionsrapport fra WWF Verdensnaturfonden er den sjette i rækken og den mest omfattende til dato, der undersøger de 16 største danske pensionsselskabers klimafokus. For at sætte en tyk streg under behovet for handling her og nu, har WWF Verdensnaturfonden sat øget fokus på pensionsselskabernes faktiske økonomiske aktiviteter og engagement i at drive den grønne agenda. Sammenholdt med målsætninger for grønne investeringer, strategier for aktivt ejerskab og fossilt frasalg samt transparens udpeger rapporten igen i år PKA som førende i sektoren sammen med AkademikerPension, der i år er næstbedst på klimafronten.

”Årets klimaanalyse af pensionskasserne, skiller virkeligt fårene fra bukkene. PKA har lagt afstand til de andre selskaber, fordi de har mange grønne investeringer, ligesom de har lovet at frasælge alle aktier i kul-, olie- og gasvirksomheder, der ikke efterlever Parisaftalen, ved udgangen af 2022. I den anden ende af skalaen er det skuffende, at for eksempel Topdanmark og Velliv fortsat ikke mener, at klima bør spille en større rolle i den måde, de forvalter danskernes penge på,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

PKA og AkademikerPension opnår en klimascore på henholdsvis 14 og 12 ud af 18 mulige point, mens de to kommercielle pensionsselskaber Topdanmark og Velliv kun scorer henholdsvis 6 og 7 point i analysen. Derudover ser vi et stort midterfelt bestående af ni selskaber som for eksempel Danica Pension, Pension Danmark og PFA, som tildeles mellem 9 og 11 point. Disse selskaber er godt på vej, men har typisk sat målet for lavt eller for ukonkret, når det gælder andelen af grønne investeringer. Dertil mangler flere af selskaberne også en forpligtende strategi for frasalg af fossile og klimaskadelige investeringer.

”Pensionsselskaberne spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, fordi de alene afgør, om danskernes svimlende pensionsformuer fortsat skal holde hånden under kulminedrift og multinationale olieselskaber eller skal placeres i vedvarende energi og nye grønne teknologier, der skaber et godt afkast og grønne arbejdspladser. Selvom vores analyse viser, at selskaberne igen i år har øget deres klimafokus, er det stadig slet ikke nok. Pensionskasserne skal gøre mere, hvis vi skal undgå, at den globale opvarmning løber løbsk,” siger Bo Øksnebjerg med henvisning til Parisaftalen, hvor 15 ud af 16 pensionsselskaber nu tilslutter sig aftalen.

”Det er positivt, at stort set alle selskaberne nu forholder sig til Parisaftalen om verdens klima. Jeg er særligt glad for, at fem selskaber nu entydigt har lovet at tage deres del af ansvaret for, at den globale temperatur kun må stige med 1,5°C. Lige nu styrer verden nemlig mod afgrunden med en katastrofal stigning på hele 3°C.”

Det er PKA, AkademikerPension, AP Pension, Danica Pension, PensionDanmark og PFA, der har forpligtet sig til Parisaftalens mest ambitiøse scenarie på 1,5°C gennem tilslutning til progressive investorinitiativer som Science-based Targets for Financial Insitutions (SBT-FI) og UN-convened Net-Zero Asset Owner Alliance (NZ-AOA). WWF Verdensnaturfonden finder det desuden positivt, at flere pensionsselskaber det seneste år har præsenteret nye ’grønne produkter’, der er karakteriseret ved at have et særligt lavt klimaftryk, men understreger at udbuddet af de nye grønne produkter aldrig må være på bekostning af en bred integration af klimahensyn gældende for hele investeringsformuen.

”Danskernes pensioner er den største pengekasse i Danmark. Derfor ligger planetens fremtid i høj grad i deres hænder. Hvis pensionsselskaberne investerer bæredygtigt, hjælper de ikke bare klimaet, de fylder også danskernes lommer. Grønne investeringer giver nemlig attraktive afkast i disse år. Og så skal pensionsselskaberne også på banen omkring vores fælles natur, der også står midt i en galoperende krise. Der er ingen tid at spilde,” afslutter Bo Øksnebjerg.


WWF har analyseret klimindsatsen hos de 16 største pensionsselskaber, der kan opnå op til 3 point i seks forskellige kategorier.

PensionsselskabPointUdvikling 2019-2020
PKA14+3
AkademikerPension12+1
AP Pension11+3
Danica Pension11+4
PenSam11+1
Pension Danmark11+2
Industriens Pension10+1
P+10+2
PBU10+5
PFA10+1
ATP9+2
SamPension8+2
Lægernes Pension7-1
Lærernes Pension7+1
Velliv7+2
TopDanmark6+5

 

For yderligere information kontakt venligst

Kasper Kankelborg

Pressechef, WWF Verdensnaturfonden

Kasper.kankelborg@wwf.dk

+45 26 13 57 71