24/05/2023

Nu kvækker løvfrøen igen i mosen

WWF har etableret et nyt hjem til Danmarks mindste frø, løvfrøen, som mangler naturområder at leve og yngle i. Sidste år blev der sat 300 små løvfrøer og 2.700 store løvfrøhaletudser ud i det nye naturområde, og nu kvækker løvfrøerne igen i den aarhusianske mose. I maj og juni tæller vi den nye bestand af løvfrøer op – og for nyligt fik de unge løvfrøer besøg af H.K.H. Kronprinsesse Mary, der er præsident for WWF Verdensnaturfonden.

Omkring 200 løvfrøer.

Så mange nye løvfrøer hopper sandsynligvis rundt i Geding-Kasted Mose ved Aarhus. Her har WWF etableret søer og vandhuller og planet træer og buske for at skabe perfekte forhold for den lille næsten selvlysende grønne frø, der er totalfredet i Danmark.

”Vi er kun lige gået i gang med optællingen, men vi forventer, at der netop nu er omkring 200 løvfrøer i det nye område i Geding-Kasted Mose, hvor der ikke har været løvfrøer i mange år. Det er helt fantastisk, når man om aftenen kan høre de mange frøer kvække, og vi forventer, at bestanden vil vokse de kommende år, så vi forhåbentlig er oppe på hele 1.000 frøer i 2025,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

I maj besøgte H.K.H. Kronprinsessen mosen for at høre mere om arbejdet med at skabe nye levesteder for løvfrøen og en række andre dyr og fugle. H.K.H. Kronprinsessen blev præsident for WWF Verdensnaturfonden i 2020 og har siden stået i spidsen for arbejdet med at bevare dyrenes levesteder og naturens mangfoldighed i hele verden.

”Naturen spiller en vigtig rolle i alles liv. Ligeså kraftfuld naturen er – ligeså skrøbelig er den. Vi skal nyde naturen, men også passe på den og dens mangfoldighed. Derfor glæder jeg mig over, at der nu er sat et stort arbejde i gang for at skabe de rette levevilkår for løvfrøen – og at arbejdet samtidig kommer en masse andre arter til gode,” siger H.K.H. Kronprinsessen.

Naturprojektet i Geding-Kasted Mose er et af flere store danske naturprojekter, som WWF Verdensnaturfonden satte i gang i 2022. Via naturprojekterne genopretter WWF Verdensnaturfonden sammen med en række danske fonde naturområder, etablerer levesteder og giver en håndsrækning til en række fredede og sårbare danske dyrearter.

Se billederne fra H.K.H. Kronprinsessens besøg i Geding-Kasted Mose

Læs vores øvrige nyheder her.