Jeg er opvokset i en familie med ret meget uro. Det var egentligt nogle gode forældre, med der var lidt for mange piller, lidt for meget druk og lidt for mange udfordringer. Så når jeg skulle have lidt ro, gik jeg ned til præstens gård, som lå lige i nærheden. Dernede havde jeg en lille verden, jeg byggede op. Her legede jeg, at der var fred og ro. Allerede der, i en ret ung alder, gav naturen mig et frirum.

“At se alt det affald, toiletbrætter,
golfkugler og tandbørster …
hold op, det var en mavepuster.”

Vi boede i en lillebitte by, der hedder Elbæk, meget langt væk fra alting, så jeg gik lange ture på markerne og lagde mærke til naturens skiften. Jeg blev betaget af at se skoven og markerne ændre farve, og alle indtrykkene krøb langsomt ind under huden på mig og forankrede sig i mig. Siden da har jeg altid søgt ud i naturen for at få ro og hvile.

I dag er jeg i skoven tre gange om dagen. Hver evig eneste dag. Og jeg kender simpelthen skoven som min egen bukselomme. I virkeligheden har jeg total dårlig stedsans. Inde i byen kan jeg nærmest fare vild inde i en butik. Jeg har derfor lært skoven at kende ved at fare vild utallige gange og blive ved at gå, indtil jeg så noget genkendeligt. Og nu kender jeg den ud og ind. Jeg ved, hvor musvågerne bor, hvor skovskaderne har rede, og hvor råvildtet sover.

Men mit syn på naturen har ændret sig. Fra at være fristedet, hvor naturen tog sig af mig, synes jeg, at rollerne er byttet om. I dag er det naturen, der har det svært og har brug for omsorg. De heldigste børn, vokser jo op med forældre og tænker slet ikke over, hvor stor en omsorg de får. Det skal man jo helst ikke tænke over som barn. Den skal bare være der, og den jeg havde jeg nok ikke 100 procent i min barndom. Men så havde jeg naturen.
Nu er det vores tur til at give naturen noget omsorg, ligesom gamle forældre man tager sig af. Jeg synes, vi skylder for alt den frihed, ro, alle de oplevelser og eventyr, som naturen giver os. Vi skylder at give den anden vej.

Jeg har rejst rigtig meget og været i alle verdensdele. Det er nogle år siden nu, og allerede dengang begyndte jeg at lægge mærke til, at der skyllede plastik op de fjerneste steder. Sidste år var jeg på Lofoten, hvor vi sejlede ind i et smukt, mennesketomt område og gik land. Og jeg glemmer aldrig lyden, da mine fødder rørte jorden. Det knasede som mørt plastik. Det lå i en halv meters højde, og man sank bare ned i affald, som var skyllet op. Hele øen var nærmest plastik på trods af, at der ingen mennesker var. At se alt det affald, toiletbrætter, golfkugler og tandbørster … hold op, det var en mavepuster.

Jeg er meget opmærksom på, at min omsorg for naturen ikke bliver stress. Jeg samler skrald, når jeg går ture, men det er stadig mit frirum. Derfor forsøger jeg at gøre noget gennem oplysning, lave så mange indslag som jeg overhovedet kan, og melde mig, hvis der laves indsamlinger. Senest lavede vi ’Danmark Planter Træer’. Det var på en måde et hjertebarn for mig og være med til at plante en million træer og se, at danskerne rent faktisk er interesserede i det.  Så oplysning kan altså noget.

Hvem er Puk?

Puk Elgård, 52 år, er tv-vært og arbejder lige nu på Go’ Morgen Danmark på TV2. Hun bor i Hareskoven med sin kæreste Lothar på 20. år. Hun er mor til sønnen Robin på 19 år og yderligere tre sammenbragte børn.