Naturens egen lov
Biodiversiteten er under pres. Derfor er det afgørende, at politikerne får lavet en stærk natur- og biodiversitetslov. Læs WWF’s fem ambitioner for loven.


Til februar har miljøminister Magnus Heunicke (S) bebudet, at regeringens forslag til en natur- og biodiversitetslov vil blive fremsat for Folketinget. Læs WWF’s fem principper for en stærk lov, der kan vende tilbagegang til fremgang for naturen.
Natur af højeste kvalitet
Vi skal hjælpe naturen, hvor det giver bedst mening. Derfor anbefaler WWF, at loven sikrer beskyttelse af natur alene med naturen for øje. For at sikre natur af høj kvalitet skal vi genoprette naturen i store, sammenhængende områder ud fra naturfaglige anbefalinger.
Naturen skal være skattefri
Det skal kunne betale sig at passe på naturen. Derfor skal vi skabe en natur- og biodiversitetsvenlig samfundsøkonomi. Vi anbefaler, at det bliver et mål i den nye naturlov at ændre lovgivning, der står i vejen for den nødvendige naturbeskyttelse og -genopretning. Vi foreslår også, at der bliver indført nye positive incitamenter. For eksempel et princip om, at naturen skal være skattefri.
Målbare skridt
Vi skal alle sammen have mulighed for at følge med i, om der sker de ønskede fremskridt for den danske natur. Derfor anbefaler vi, at der årligt rapporteres til Folketinget på naturlovens mål.
Nummer 13…
Det er Danmarks placering på listen over lande, der sætter det største fodaftryk globalt. Danmarks forbrug går langt ud over vores egne landegrænser. Det har store konsekvenser for økosystemer nationalt og globalt. Derfor skal loven indeholde mål for at reducere Danmarks fodaftryk på den globale biodiversitet markant inden 2030.
30%
Så meget natur skal Danmark beskytte inden 2030. Både på land og i havet. 10 procent af dem skal være strengt beskyttet. Danmark har ganske lidt natur, og knap 2.000 arter er truede. Derfor anbefaler vi, at Danmarks kommende naturlov sætter lige så ambitiøse mål som klimaloven.


