“Naturen skal sikre os frisk luft, rent vand og et stabilt klima, når krigen er ovre”
Siden Rusland invaderede Ukraine er værdifuld natur blevet bombet og brændt. Øverste ansvarlige i WWF i Ukraine gør os klogere på, hvorfor det er så vigtigt, at WWF fortsat kæmper for den ukrainske natur.
Hvorfor er naturgenopretning vigtig for Ukraine?
Vi er nødt til at fremtidssikre vores land, og naturen er selve grundlaget for vores økonomi og velfærd. I denne forfærdelige krig er vi selvfølgelig nødt til at imødekomme befolkningens umiddelbare behov, fokusere på deres sikkerhed og sikre dem mad og husly. Men vi er også nødt til at indtænke deres langsigtede behov. Her er naturen en helt afgørende faktor, da den kan sikre os frisk luft, rent vand, mad og et stabilt klima, når krigen er ovre.
Hvordan har naturen det efter næsten tre års krig?
Krigen går også hårdt ud over natur og dyreliv. Ifølge de ukrainske myndigheder er 25 beskyttede naturområder i øjeblikket besat og under konstant bombardement. Det har medført, at 79.300 hektar skov, et areal svarende til Bornholm og Møn lagt sammen, er brændt. Næsten 900 dyrearter er i fare, og hele 750 rødlistede plante- og svampearter risikerer at blive udryddet. Krigen er også gået hårdt ud over Ukraines vandressourcer. 1.800 tons forurenende stoffer har fundet vej til vitale vandøkosystemer.
Hvordan arbejder WWF for at genskabe tabt natur?
Vi arbejder blandt andet på projekter sammen med lokale ukrainere. For nylig indsamlede vi mere end 50 kilo agern, som skal bruges for at genoprette skovbælter efter minerydning. På trods af krigen fortsætter vi med at udvikle initiativer og programmer, der skal sikre vores økosystemer og understøtte vores biodiversitet. Et af vores vigtigste projekter er en digital platform, der skal hjælpe os med at restaurere de ukrainske skove, herunder også skove ødelagt af krigen. I foråret 2025 skal vi bruge platformen til at genoprette det første skovbælte efter minerydning i Mykolaivregionen i det sydlige Ukraine.
Bohdan Vykhor er øverste ansvarlig for WWF i Ukraine. Han har en ph.d. i økologi og begyndte sit arbejde i WWF som frivillig i 2008.