Naturen er vores redningsplanke
Naturen er ikke bare skøn at se på. Den kan værne os mod tidens største kriser, hvis bare vi passer på den, og giver den lov til at passe på os.
Vi lever i krisernes tidsalder, og var vores planet en bil, ville alle advarselslamper i panelet blinke nu.
Covid-19 viser med al tydelighed, at naturens og menneskets sundhed og eksistens hænger uløseligt sammen. Men heri ligger også den gode nyhed; for hvis en natur i krise er roden til de globale kriser, så må en sund natur jo også være løsningen.
Trine Glue Doan, seniorrådgiver for klima og bæredygtig finansiering hos WWF, mener, at udbruddet af Covid-19 satte kriserne i relief og viser os forbindelsen mellem naturens ve og vel og de andre systemiske kriser, der presser sig på: ”Mange af de kriser, vi oplever, kan vi føre tilbage til en natur i krise. Nedbrudte økosystemer kan ikke give os rent vand, ren luft og fødevarer, men vil i stedet accelerere udfordringerne med fødevaresikkerhed, vandforsyning, konflikter, klimaflygtninge og spredning af smitsomme sygdomme.”
Èn løsning på mange problemer
WWF Verdensnaturfonden kæmper for at gøre naturen til et værktøj, som politikere bruger, når de forsøger at skabe løsninger på store, globale udfordringer. To glimrende eksempler på såkaldt Naturbaserede Løsninger er genoprettelsen af mangroveskov og koralrev, fortæller Trine Glue Doan.
”Mangroveskoven og koralrevene beskytter kystsamfundene mod oversvømmelser og giver samtidig de små fisk gemmesteder, så de kan vokse sig store. Når mangroveskoven og revene forsvinder, er det ikke kun naturen, der lider, men også de mange mennesker, der nyder godt af både beskyttelsen og fiskene,” fortæller Trine Glue Doan.
Som en ekstra sidegevinst er mangrove utroligt effektiv til at binde kuldioxid og modvirker dermed global opvarmning.
Naturbaserede Løsninger virker altså på flere parametre på samme tid og er derfor meget effektive i forhold til de mange kriser, vi skal løse i de kommende år.
”De kan være med til at skabe en bæredygtig udvikling for mennesker, fordi de både binder CO2, opbygger klimaresiliens og styrker biodiversiteten,” siger Trine Glue Doan.
Eksemplet er ikke grebet ud af luften. På centret GCARE ved det engelske Surrey University har forskere undersøgt, hvordan Naturbaserede Løsninger beskytter mod naturkatastrofer.
De forudser, at flere hundrede millioner mennesker fordelt på hele kloden vil blive påvirket af, at mangroveskov og koralrev, er på retur.
Løsningen er derfor åbenlys. Det handler om at se naturen som løsning: ”Det smarte er, at vi ikke skal ud og opfinde noget nyt. Vi skal ikke vente på et teknologisk nybrud. Naturen er her allerede. Derfor skal vi ’bare’ beskytte og genoprette den,” siger Trine Glue Doan.
Fra silo til synlighed
De kriser, vi står i, er komplekse, globale og griber ind i hinanden på overraskende måder. Der er selvsagt ingen nemme løsninger. Det gør det ikke bedre, at Naturbaserede Løsninger kræver, at politikerne tænker på tværs af siloer. Det er de fleste politiske systemer nemlig ikke gearet til. Hver minister har sit eget ressort, sit eget budget og sin egen strategi. Men der er brug for løsninger på tværs, og med naturen i centrum.
I forbindelse med genåbningen af samfundet efter Covid-19 har ledere i Danmark og resten af verden talt om, at naturen skal være en del af genstarten. Men det er lettere sagt end gjort, og det er nemt at falde tilbage i vanetænkningen.
Trine Glue Doan fremhæver eksemplet med frigivelsen af indefrosne feriepenge herhjemme: ”De danske politikere forstår, at naturen spiller en stor rolle i forhold til at forebygge fremtidige pandemier og skabe gode klimaløsninger på den længere bane. På den korte bane frygter de dog den økonomiske krise. Derfor opfordrer de danskerne til at forbruge mere for at få gang i hjulene igen. Det er to modsatrettede tendenser.”
En anden udfordring er tidsperspektivet. Politikere er på valg hvert fjerde år og vil derfor gerne kunne levere hurtige og synlige resultater. Her er perspektiverne ved Naturbaserede Løsninger både langstrakte og nogle gange usynlige. Naturbaserede Løsninger, som for eksempel giver os rent vand eller filtrere luften for partikler og støv, kan man hurtigt komme til at tage for givet og overse værdien af.
”Derfor er det vigtigt, at vi tydeliggør værdien af Naturbaserede Løsninger, så politikere, investorer, praktikere og borgere kan se en mening i at implementere dem,” slutter Trine Glue Doan.
Støt vores arbejde for naturen og de vilde dyr her.