Dette er en klumme af Alexander Holm, biolog og radiovært. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Lige nu bruger mange virksomheder naturen uden at betale for det. Fiskerne betaler ikke havet for de fisk, de fanger. Landmændene betaler ikke insekter og flagermus for at bestøve deres afgrøder. Naturen sendte ikke en regning til Novo, da Ozempic og Wegovy blev lavet med inspiration fra gilaøglens gift. Vi får ikke en faktura fra de planter og alger, der fikserer knap halvdelen af den CO2, vi udleder. De træer, der møder motorsaven i Cambodia nu, koster ikke noget.

Vi anser med andre ord naturen og naturens goder – de såkaldte økosystemtjenester – for at være gratis.

På den ene side er det heldigt, for ellers ville det være meget dyrt at drive forretning. På den anden side er det ærgerligt, for så tager vi den for givet, og så kan det godt betale sig at drive forretning på en måde, der presser naturen.

Som vi dyrker jorden i verden nu, forbliver den ikke frugtbar. Mere end halvanden milliard hektar af verdens landbrugsareal er nu degraderet, og mere end 100 millioner hektar kommer til hvert eneste år.

Jorden er levende af mikroorganismer – medmindre vi dræber dem. Jorden er med andre ord et levende stykke natur. Den udnytter vi.

Vi bør være påpasselige med at overudnytte naturen, som var den gratis, uudtømmelig og i stand til at klare alt det pres, vi måtte lægge på den. Vores måde at drive forretning på og vores måde at leve på afhænger af, at vi går til naturen på bæredygtig vis. Ellers risikerer vi økologisk kollaps af forskellig art. Det kan give bagslag.

Helt konkret kan det give bagslag, når fiskebestande bliver fisket i stykker. Lige nu er knap 38 procent af verdens vilde fiskebestande overfiskede, og det ligner et selvmål in spe.

Et bagslag kan også være, hvis Amazonas svinder så meget ind, at regnskoven ikke længere sikrer nedbør til Sydamerika. Det kan få uoverskuelige konsekvenser.

Andre bagslag fra naturen kan være, når de bestøvere, der sikrer en stor del af høsten af afgrøder i verden, forsvinder.

Målet bør ikke være at stå tilbage med udpint jord, en sølle rest af fortidens fisk, en pinlig palet af overskredne planetære grænser og natur helt ødelagt og forurenet med biodiversiteten i laser, men det er i grove træk i den retning, kursen er sat nu, og det kan vi gøre bedre.

Det virker ikke gennemtænkt at antage, at vi kan gå til en begrænset mængde naturressourcer, som var der en uendelig mængde af dem.

På den korte bane vil det have en pris at gå til vores brug af naturressourcer på mere bæredygtig vis, men sådan er det med investeringer. Og nej, det giver ikke nogen mening at følge USA’s eksempel og lempe på grøn regulering, for det vil kun få de virksomheder, der er afhængige af naturen, længere ud i en blindgyde, og så vil de være endnu dårligere stillet, når de eskalerende kriser øger efterspørgslen på grønne løsninger.

Lad os tænke lidt mere langsigtet end det, for os mennesker er en ekstremt resilient art, og mon ikke vi skal være her i en del år endnu.

…

Alexander Holm er biolog med speciale i naturbeskyttelse. Vært på Det billige skidt på Radio IIII. Klummeskribent på Altinget, Kaskelot og Politiken. Manden bag mediet og podcasten Den Dyriske Time. Medstifter af Arternes Forening. Foredragsholder. Bestyrelsesmedlem. Kåret som Danmarks Bedste Naturformidler 2024.