07/04/2026

Måling finder kritisk truet ål i fiskebørnehaver

Der er observeret hele ni arter af unge fisk, herunder ål, i den første effektmåling af fiskebørnehaver i Københavns Havn.

Københavns Havn er blandt andet levested for den kritisk truede ål, der er gået kraftigt tilbage siden 1980’erne.

Derfor vækker det glæde hos WWF Verdensnaturfonden og By & Havn, at ålene også tiltrækkes af de mange fiskebørnehaver, som partnerskabet har placeret i Københavns Havn over de seneste år.

Det viser den første såkaldte effektmåling, som er blevet foretaget af WSP for WWF og By & Havn.

”Det er dejligt at få bekræftet, at vores fælles indsatser for at give fisk, som eksempelvis den særlige og truede ål, bedre betingelser i havnen virker. Selvom vi flere gange har observeret ål ved fiskebørnehaverne, er det første gang, vi får verificeret det i en uafhængig effektmåling. Fiskebørnehaverne udgør med andre ord attraktive mikrohabitater for havnens fisk,” siger Line Gylling, chef for Dansk Natur i WWF Verdensnaturfonden.

Effektmålingen har foruden ål også påvist arter som tangspræl, havkarusse, sortkutling, sortmundet kutling og almindelig ulk.

”Fiskebørnehaverne virker efter hensigten, og det er vi naturligvis meget tilfredse med. Vores fælles indsats for at styrke biodiversiteten i havnen har allerede inspireret flere af Københavns virksomheder til at investere i fiskebørnehaver, ligesom flere andre danske byer anvender dem i havnemiljøet. Vi håber naturligvis, at effektmålingen giver endnu flere byer blod på tanden til at gøre en forskel for livet i havnen,” siger partnerskabsdirektør Rikke Faaborg-Jarmer fra By & Havn.

Hvor er ålene?

Udover fiskebørnehaverne har WSP også undersøgt ålegrus og teglrør – et område tiltænkt at tiltrække ål – som WWF Verdensnaturfonden og By & Havn etablerede i 2023.

Desværre kunne man ikke påvise glasål eller voksne ål i området. Det skyldes dels, at det ikke var sæson for glasål, da effektmåling blev foretaget, dels at de voksne ål er svære at observere.

”Det er naturligvis ærgerligt, at vi ikke finder ål på ålregruset og i teglrør, men vi ved, at de lever i havnen. Derfor er vi fortsat optimistiske. Vi har kun arbejdet med habitatet i to år, og derfor vil vi naturligvis se ind i, om der er mulighed for at foretage justeringer,” siger Line Gylling.

Læs mere om partnerskabet mellem By & Havn og WWF Verdensnaturfonden her.