Da jeg gik på Bernadotteskolen i Hellerup, skulle klasserne slås sammen. Det må have været omkring 7. klasse. Og her mødte jeg en fyr, som hed Peter, og vi blev hurtigt venner. Peter var meget interesseret i fugle og tog mig med ud på min første reelle fugletur.
Jeg havde lånt en kikkert af Peter, og nu skulle jeg simpelthen lære, hvordan man gik på fugletur. Så vi gik ud i skoven. Jeg tror, det var Vaserne ved Furesøen. Der går vi, og pludselig stoppede Peter op og sagde ”hov, prøv at se derovre i busken. Oppe i toppen, der sidder der en gul fugl.” Ja, sagde jeg. Peter hvisker, ”det er en gulspurv,” hvorefter jeg løb, alt hvad jeg kunne, hen mod fuglen. Den fløj, selvfølgelig. ”Hvad laver du, Martin?!” spurgte Peter. Jamen jeg skulle jo nå at se den, inden den fløj, sagde jeg. Så grinede han bare af mig og sagde, ”det er helt forkert. Sådan gør man slet ikke. Nej, man skal være stille og gå lige så forsigtigt.”
Det var første side i bogen om, hvordan man kigger på fugle, som jeg lærte der – på den hårde måde. Jeg så jo kun en prik, der fløj. Siden da har jeg aldrig løbet hen mod fugle.

I tiden efter blev jeg ekstremt fugleinteresseret. Jeg gik jo nærmest hen og blev ornitolog i skoleårene. I stedet for at hænge på gadehjørnerne, eller hvad man siger, tog Peter og jeg på fugleture. Vi tog madpakker med og gik ud i skoven for at se på fugle. Vi så nye arter og satte kryds ved dem i fuglebogen. Vi tog også på ørneture over til Sverige med Dansk Ornitologisk Forening. Vi mødtes sent om aftenen på Hovedbanegården, og så kørte vi ellers i bus til Skåne. Vi ankom ved tre-fire-tiden om natten, og så stillede vi os op ved Børringesøen og så på kongeørne. Så stod vi der – en flok fugleinteresserede med store kikkerter. Det var fantastisk.

Mine forældre var lykkelige for, at jeg havde den hobby. Det er jo alles forældres drøm, at deres børn dyrker sådan en hobby frem for at slå folk ihjel, eksempelvis. Min far var faktisk ikke specielt interesseret i naturen, men han havde en stor bog med nogle LP’er i, hvor man kunne høre fuglene synge og høre en gammel stemme fortælle. ”Nat-ter-galen,” lød det, eller ”rødhalsen, det lyder, som når man tager en fugtig korkprop og kører den ned ad et vinduesglas – hør bare her.” Og så kunne man ellers høre lyden af fugtig kork gnedet mod glas. Og det lød fuldstændig ligesom rødhalsen.

I dag bor jeg selv tæt på en skov, som ligger i nærheden af Farum og Ganløse. Der er dejlig natur på de kanter og faktisk meget kuperet terræn. Nu er fuglene simpelthen lige uden for min hoveddør. Jeg går tit i skoven og kigger på fugle. Helst alene. Så skræmmer man dem ikke væk. Det har fået en meget stor plads i mit liv. Og efter jeg har fået børn, skal de selvfølgelig også lære lidt om fugle.

Forleden var jeg i skoven med min datter, og der så vi for eksempel en spætmejse. Så jeg siger, hov, der en spætmejse. Hvordan er det nu, man kan kende den? Jo, det er den eneste fugl i Danmark, der kan kravle ned ad stammen med hovedet først. Så ser du en fugl, der kravler med hovedet først, ned ad stammen, så er det med 100 procent sikkerhed en spætmejse. Det fortalte jeg til min datter. Så glemmer hun det igen, selvfølgelig. Men så kan det være den sidder der næste gang.