I nordjyske Aalborg sidder Kenneth Geipel og hans partnere i firmaet Robotto, der arbejder med droner og kunstig intelligens. De er med deres egne ord ‘en flok nørder’ med en iværksætterdrøm. For få år siden var det nyopstartede firma tæt på at gå konkurs, men så fik Robotto-drengene en idé.

Ved at bruge kunstig intelligens til at afsøge skovbrande og registrere dyr i landskabet kan teknologien nemlig bidrage til at afhjælpe én af verdens største kriser: naturkrisen.

“Én af de store udfordringer i naturbevarelse er mangel på data, så man kan forvalte dyrebestande korrekt. Computere og kunstig intelligens kan bidrage til at skaffe den data og dermed danne grundlag for de rette indsatser,” fortæller direktøren for Robotto Kenneth Geipel.

Nogle helt særlige koalaer

Tusindvis af kilometer fra Aalborg flyver Robottos droner rundt over den østaustralske ø Minjerribah. Over de op til 50 meter høje eukalyptustræer genkender den kunstige intelligens koalaer, der gemmer sig i trætoppene og er usynlige for det menneskelige øje fra landjorden. Det vender vi tilbage til.

På øen, der er på størrelse med Langeland, findes omtrent 1.000 koalaer. Her har dyrene levet i årtusinder isoleret fra Australiens øvrige koalaer. Derfor er de genetisk helt særegne, og så er de tilmed stort set fri for de sygdomme, som ellers plager moderlandets koalaer.

Mens koalaerne kan leve en relativt beskyttet tilværelse på Minjerribah, gør ølivet dem samtidig mere udsatte over for naturbrande, der er en naturlig og uundgåelig del af det australske økosystem. Omgivet af vand har koalaerne ingen steder at flygte hen, når brandene hærger øen. Og med blot 1.000 koalaer tilbage i Minjerribahs natur er de særligt sårbare over for ukontrollable naturbrande, der kan gøre uoprettelig skade på bestanden. Klimaforandringer giver større naturbrande Store naturbrande er ikke ualmindelige på Minjerribah, der rammes omtrent hvert femte år. Brandene påvirker op mod halvdelen af øens areal og kan gøre stor skade på natur og dyreliv.

Ligesom i resten af Australien er naturbrandene på Minjerribah blevet hyppigere, større og ikke mindst mere ukontrollable i takt med, at klimaforandringer forårsager højere temperaturer og længerevarende tørkeperioder.

“De her ‘megabrande’ er forårsaget af et varmere og mere tørt klima. Men de skyldes også en større mængde brandbart materiale i naturen,” fortæller Tanya Pritchard, der er specialist i naturbevarelse for WWF Australien.

Hun forklarer, at naturen på Minjerribahs har forandret sig de sidste to hundrede år. Hvor man tidligere kunne gå tværs over øen i et åbent landskab, er naturen nu anderledes tæt og ufremkommelig. Skovbunden er dækket af bevoksning og tør plantevækst – eller det, som Tanya Pritchard kalder ‘brandbart materiale’. Den tætte og tørre bevoksning tillader naturbrande at sprede sig hurtigt og udvikle sig ukontrollabelt. Men sådan har det ikke altid været.

Quandamookaernes kulturelle ild

For at forstå forandringen i Minjerribahs natur er det nødvendigt at skrue tiden et par hundrede år tilbage. Da europæerne ankom til Australien omkring år 1800, var Minjerribah beboet af Quandamooka-folket. I mere end 20.000 år har quandamookaerne brugt en helt særlig metode til at forebygge store, ukontrollable skovbrande og beskytte øens dyre- og planteliv. Metoden kaldes ‘kulturel afbrænding’, og fænomenet dækker over en række mindre, kontrollerede afbrændinger i skovbunden, der beskytter mod ukontrollabel spredning af naturbrande.

Med koloniseringen af Australien blev den oprindelige befolkning i vid udstrækning fordrevet fra deres land og forhindret i at udføre deres skikke og traditioner. Derfor har kulturelle afbrændinger stort set ikke været brugt i århundreder, og det har ændret naturen, så den i dag er mere udsat for ‘megabrande’.

Men det vil nutidens quandamookaer ændre på. Én af dem er 38-årige Ryan Kucirek. Han tilhører Quandamooka-folket og er en del af organisationen Quandamooka Yoolooburrabee Aboriginal Cooperation (QYAC), der arbejder på at genrejse quandamookaernes traditioner og beskytte folkets kultur på Minjerribah.

“For mig handler kulturel afbrænding om at passe på landskabet og forsøge at bringe det tilbage til, hvordan det engang så ud,” fortæller han. Ryan Kucirek er en del af det QYAC-team, der foretager kulturelle afbrændinger som en metode til at bevare og genoprette naturen, sikre levesteder for øens dyr og skabe grobund for en række planter, der er forbundet til det oprindelige folk.

“Ilden bringer livet tilbage til vores land,” som han udtrykker det.

I WWF Australien arbejder man tæt sammen med landets oprindelige befolkning om deres unikke viden om naturen og den tusind år gamle metode til naturbeskyttelse.

“Efter brandene i 2019 og 2020 er der kommet mere fokus på at give de oprindelige samfund mulighed for igen at bruge kulturel afbrænding,” fortæller WWF’s Djarra Delaney. Han er specialist i forvaltning af den oprindelige befolknings land. “En slem naturbrand ødelægger habitater og balancen i økosystemet. Men kulturel afbrænding er en god brand, der skaber balance i naturen,” forklarer ham.

Ild er koalaernes største trussel

De fleste af os husker de ekstreme brande, der hærgede Australien i 2019 og 2020. Det var nogle af de værste naturbrande i Australiens historie og stod på i månedsvis. Billederne af den brændende bush, forbrændte kænguruer og koalaer, der desperat forsøgte at finde en vej ud af flammerne, brændte sig bogstavelig talt ind på nethinderne verden over. Enorme områder blev forkullet i brandene, og ilden påvirkede millioner af dyr. For koalaerne blev naturbrandene det år et afgørende vendepunkt.

“Brandene ødelagde flere millioner hektar af koalaernes levesteder, og op mod 60.000 koalaer blev berørt af ilden. Som et direkte resultat er koalaerne på den australske østkyst nu klassificeret som truede,” fortæller Tanya Pritchard. Hun er leder af WWF-projektet ‘Koalas Forever’, der har som mål at fordoble antallet af koalaer i landet inden 2050.

Mens de enorme ‘megabrande’ er den største trussel mod koalaer på Minjerribah, tyder alt på, at de kulturelle afbrændinger kan være én af løsningerne på at vende tilbagegangen for den ikoniske art – ikke bare på øen, men i hele det østlige Australien.

“Intense brande har en større påvirkning på koalaerne end de kontrollerede kulturelle afbrændinger, der er meget langsomme og ‘køligere’ . Kulturelle brande når ikke op i trætoppene, hvor koalaerne gemmer sig,” forklarer Tanya Pritchard.

Fortid møder nutid

Når QYAC-teamet skal foretage kulturelle afbrændinger, foregår det i vinterhalvåret og allerhelst om natten eller i de tidlige morgentimer. Her er temperaturen og luftfugtigheden lavest, hvilket skaber de bedste betingelser for langsomme brande med lav intensitet. Det er med andre ord brande, der adskiller sig markant fra naturbrandene, der opstår om sommeren og med deres meterhøje flammer, intense varme og voldsomme røg gør stor skade på naturen og dyrelivet.

Arbejdet med kulturelle afbrændinger er en tidsrejse tilbage i quandamookaernes historie, for meget viden er gået tabt over årene og skal genintroduceres til de nye generationer. Men ny viden er også nødvendig i en moderne verden, hvor særligt klimaforandringerne og koalaernes hastige tilbagegang har ændret betingelserne for de kulturelle brande markant. Og så er vi tilbage ved aalborgensiske Robotto og den hypermoderne droneteknologi.

Før quandamookaerne i dag antænder den traditionelle ild, sender de Robottos droner i luften for at kortlægge området for koalaer. Dronerne bidrager med viden om ildens påvirkning på koalaerne, som var utilgængelig for quandamookaernes forgængere.

“Vi kan bruge dronerne til at undersøge området før brandene, så vi ved, hvor koalaerne er. På den måde kan vi ændre vores taktik, vente på ændrede vindretninger og stoppe ilden, inden den når koalaerne,” fortæller Ryan Kucirek, der er ledende droneoperatør i QYAC.

På én nat kan QYAC-teamet bruge dronerne til at lokalisere op mod 60 koalaer.

“Al hjælp, vi kan få til at forbedre vores afbrændinger, er velkommen,” siger han.

En hjælpende hånd til naturen

For de nordjyske droneiværksættere er det tilfredsstillende bogstavelig talt at opleve deres teknologi komme ud at flyve og gøre en forskel i den virkelige verden.

“Jeg synes, det er fedt at se snitfladen mellem oldgamle traditioner og topmoderne teknologi,” fortæller Kenneth Geipel, der selv har været på Minjerribah for at møde Quandamooka-folket og introducere droneteknologien.

“Kombinationen af droneteknologi og kontrollerede naturbrande har da også potentiale til at gøre en forskel – ikke kun på Minjerribah, men for naturbevarelse i hele det østlige Australien,” forklarer WWF’s Tanya Pritchard.

“Projektet bidrager med vigtig viden og læring om håndtering af ild, der kan implementeres bredt og hjælpe ikke bare koalaer, men også en lang række andre arter i Australien.”

Tak til QATO Fonden for at gøre projektet muligt.