Som barn havde jeg ikke min faste gang i naturen. Men jeg har altid elsket at være i den. Desværre opsøger jeg den ikke længere så ofte, for når jeg er i den, rammes jeg af sorg over al den skønhed og alle de arter, der forsvinder. Milliarder af års tilpasning, som vi mennesker med ét sletter fra naturens store fortælling. Det efterlader et kæmpe tomrum – både i naturen og i os selv. Det fylder mig med en sorg, jeg næsten ikke kan bære.

Hver morgen møder naturen os med sit smil i form af en solopgang – et værk, der burde få os til at bøje os i næsegrus beundring og få respekten til at boble i os. Og som menneske er det forfærdeligt at være vidne til, at vi ikke kan gengælde dens gavmildhed. Men det er vigtigt for mig at sige, at naturen ikke er noget pussenusset kæledyr, der har brug for vores bekræftelse. Den er ligeglad med os. Ja, den har jo ikke engang brug for vores omsorg. Den er langt vildere og mægtigere end det.

Vi ejer ikke jorden. Vi lejer den. Og når man lejer noget, står det som et krav i kontrakten, at man skal efterlade lejemålet i samme stand, som man overtog det. Nu beskæftiger jeg mig også med tro gennem mit radioprogram Tal til mig. Og jeg ser en lige linje mellem tro og respekt for skaberværket, der er den natur, vi har til låns i den tid, vi er her.

Lidt for kloge, alt for ærgerrige. Som jeg ser det, er de store skurke kapitalismen og vores egen intelligens. Det er kapitalismen, der har drevet os til at ville have mere. Og når nogle skal have mere, er der andre, der får mindre. Mindre plads. Mindre respekt. Og det er naturen og dens vilde arter, der lige nu bøder for vores higen efter mere. Med vores intelligens har vi opfundet et hav af produkter, der skulle dække behov, vi ikke vidste, vi havde. Og det har slidt på naturen. På den anden side kan man ikke bebrejde mennesker at tage imod de goder, de bliver tilbudt. Men jeg synes, naturkrisen med al tydelighed skriger efter politikere, der styrer vores forbrug med restriktioner, planlægning og vejledning.

Ofte hører jeg, at vi skal redde naturen for vores egen skyld. Eller fordi den er værdifuld for os mennesker. Jeg synes, vi skal væk fra den tankegang. Naturen er ikke til for os, og den skal ikke heles for vores skyld. Vi skal gøre det, fordi det er det rigtige at gøre. Fordi den har en berettigelse i det, den er. Fordi den er hellig. Ja, for mig er naturen selve kropsliggørelsen af det guddommelige. Og vi er nødt til at bruge vores empati – at lytte efter, så den kan fortælle os, hvad den har brug for. Hvad er det for et ekko, naturen sender tilbage som svar på vores handlinger? Det er vist rimelig klart! Den vil have fred og plads.

Lad os håbe, det lykkes for os.

Iben taler om Gud med mennesker

Iben Maria Zeuthen er dokumentarist, radiovært og aktuel med programmet Tal til mig på P1, der handler om tro. Bor i København med sit barn og sin kæreste.