12/11/2022

Hvordan går det egentlig med ålen i Danmark?

Havene i Danmark er overvejende under pres. Men hvilke arter går det egentlig ud over? Vi sætter her spot ålen, torsken, hajen og rokken. Vigtige arter, som i dag – blandt andre – er hårdt ramt.

Ålen er væk

Læsere med en fødselsattest fra før 1980 husker måske påskefrokoster med fede ål og snaps på bordet. Og danskerne spiser stadig ål, selvom bestanden af ål siden 1960’erne desværre er gået markant tilbage. På tværs af de europæiske kyster er antallet nu faldet med 98 procent siden 1980. Særligt slemt ser det ud i Nordsøområdet, hvor antallet af nye, unge ål, som kommer til vores kyster, er nede på sølle 0,6 procent af, hvad det var i 1980. Nedgangen kan tilskrives en kombination af tab af levesteder, landbrug og brug af miljøfremmede stoffer.

Torsken er vores nationalfisk

Torsken er nærmest vores uofficielle nationalfisk. Mister vi den ikoniske torsk, mister vi en del af os selv. Der har været en drastisk nedgang i torskebestanden som følge af især et mangeårigt overfiskeri. Og i dag er den stort set forsvundet fra mange af vores fjorde. I den østlige Østersø betragtes torsken som kollapset, og i den vestlige Østersø er den reduceret til en størrelse, der får flere biologer til at advare om katastrofale følger af et fortsat fiskeri.

Det vrimlede med hajer

For 100 år siden var fiskearter som rokker og hajer så normale og udbredte, at blandt andet den store rokkeart, skaden, blev brugt som køreunderlag på strandene langs Vestkysten. I dag er skaden teknisk set udryddet i store dele af vores danske hav, mange hajer er blevet meget sjældne, og 11 af de 28 haj- og rokkearter, der lever i danske farvande, er truede.