29/09/2022

12 ting du kan gøre i din efterårshave

Selvom træerne så småt er ved at skifte fra sommer- til efterårsfarver og regntøjet er fundet frem, så er der stadig mange ting, du kan gøre i din vilde have. Med ganske få tiltag kan du gøre livet bedre for både larver, insekter, pindsvin og fugle henover vinteren.

  1. Har du ladet ligusterhækken blomstre til glæde for bierne, er det nu, du kan klippe den. Den vokser ikke mere og vil stå skarpt de næste seks måneder.
  2. Hent et par store træstammer på genbrugsstationen. De larver og biller, der lever i tykke døde stammer, er god vintermad for spætter, spætmejser, træløbere og andre af havens fugle. Det er sjovt at se dem pile hen ad stammerne og kigge efter mad.
  3. Riv bladene sammen og læg dem ud i hække og under buske, hvor de kan være skjulesteder for overvintrende dyr og insekter. Det gør ikke noget, at der stadig er lidt blade tilbage på plænen, for henover vinteren lever eksempelvis regnorme af disse blade.
  4. Byg skjul til pindsvinene af grene. En bunke på 1 x 1 meter under en busk eller op ad hækken er fint. Læg for eksempel en trækasse eller en palle i bunden og for den med visne blade og græsafklip, så der er lunt og tørt. Pindsvinene vil overvintre og senere føde sine unger i hulen.
  5. Plant et par stedsegrønne buske, eksempelvis taks eller kristtjørn. De giver læ for fugle i den kolde tid.
  6. Hæng fuglekasser op allerede nu. Småfugle og andre dyr bruger dem til at overnatte i, når det er koldt. For ikke at fryse overnatter de mange sammen i kasserne. Det er før set, at mere end 40 blåmejser er fundet overnattende i den samme kasse.
  7. Klip ikke stauderne ned før til marts. Mange larver og smådyr overvintrer i de hule stængler. Skal de klippes, så lav bundter af stænglerne og læg dem tørt under et halvtag eller lignende.
  8. Lad græsset stå højt nogle steder i haven vinteren over. Mange larver og insekter overvintrer i det høje græs.
  9. Saml frø af vilde blomster og så dem i haven. Det er nu frøene drysser ud af frøstandene ude i naturen. Mange bliver spist af sultne dyr i løbet af vinteren, men dem, der ikke bliver spist, vil spire. Drys dem i et lille såbed og riv let, så frøene er dækket af et par millimeter jord.
  10. Sæt vand ud til fuglene. Især i frostvejr kan det være svært for fuglene at finde vand.
  11. Læg mange forårsblomstrende løg. Der er mangel på mad i det tidligste forår, og vintergæk, krokus, erantis og skilla er fyldt med pollen og nektar til de tidlige humlebier og sommerfugle. Sæt flest løg et godt sted med sol og læ, for de vekselvarme dyr har brug for varmen fra solens stråler for at kunne flyve.
  12. Grav et par store kampesten halvt ned i plænen eller i et bed. Sten bliver varmet op af den tidlige forårssol og trækker varmen langt ned i jorden til gavn for jordboende insekter. Sommerfugle vil også tiltrækkes af de varme sten, som de kan lune sig på i det.

___________________________________________________________________________________________________________________________________

Danmarks Vilde Haver er en folkebevægelse for mere vild natur i din have – og dermed for de vilde danske arter. Læs mere på www.danmarksvildehaver.dk og skriv dig op til nyhedsbrevet. Vi sender dig tips til aktiviteter, som du kan lave i din have eller på din altan for at få mere vildskab. Husk, hver kvadratmeter tæller.