10/03/2026

Hele verden skal redde Amazonas

Forskerne anslår, at Amazonas kan kollapse, når 20-25 procent af den oprindelig skov er ødelagt. Knap 20 procent er allerede fældet. Ved et kollaps af verdens største regnskovsområde menes, at regnskoven ophører med at være regnskov og kan forandre sig til eksempelvis tør savanne. Det vil få katastrofale konsekvenser for natur, biodiversitet, klima og milliarder af mennesker.

Sofie Tind Nielsen er ledende skovrådgiver i WWF Verdensnaturfonden og arbejder blandt andet med sojaproduktion og afskovning i Brasilien

Hvordan vil Amazonas forandre sig, hvis regnskoven kollapser, hvilket, forskere mener, er sandsynligt?

Man skal ikke forstå det sådan, at hele skoven vil kollapse på en gang. Særligt områder i det sydvestlige Amazonas er hårdt ramt på grund af skovrydning, og her ser vi allerede nu tegn på, at regnskoven forandrer sig fundamentalt. Regnskoven ophører simpelthen med at være regnskov og opnår en savannelignende tilstand.

Det har katastrofale konsekvenser, for Amazonas regulerer temperaturer og regncyklusser i hele Sydamerika. Et kollaps af Amazonas vil med andre ord forværre klimakrisen yderligere og frigive store mængder CO2 til atmosfæren.

Amazonas er også det mest artsrige område i hele verden, hvor mindst 10 procent af verdens kendte arter lever. Mange arter er endemiske. Det betyder, at de ene og alene lever her. Forandringerne af regnskoven er så grundlæggende og sker så hurtigt, at arterne ikke kan tilpasse sig. Det gælder for eksempel de lyserøde floddelfiner, som i forvejen er truede.

Hvad gør WWF for at beskytte Amazonas’ natur og arter mod forandringerne?

WWF arbejder på flere niveauer for at beskytte Amazonas og dens unikke natur. Det vigtigste fokus er at bremse rydning af skov, men det er et meget langvarigt og komplekst arbejde. Grundlæggende handler det om at ændre hele vores globale fødevaresystemer, så regnskov ikke ryddes for at gøre plads til for eksempel sojaproduktion og kvæghold. Presset på Amazonas kommer i høj grad fra hele verdens efterspørgsel efter kød.

Som verdens største naturbevarende organisation med kontorer i over 100 lande arbejder WWF med både virksomheder, regeringer og internationale organisationer for at ændre varekæder, så de bliver fri for skovrydning, og sikre mere ambitiøs lovgivning, der stiller krav til hele fødevareproduktionen. Samtidig arbejder WWF for at begrænse minedrift i Amazonas, som fører til skovrydning, forurening af floder og store konsekvenser for både dyreliv og oprindelige folk.

Endelig er vi med til at udpege og styrke effektivt beskyttede naturområder, indsamler viden om truede arter og genopretter ødelagt regnskov. En vigtig del af arbejdet er at støtte oprindelige folk og lokalsamfund i at beskytte skoven og styrke deres rettigheder, fordi de er afgørende for Amazonas’ fremtid.

Er nogle arter specielt truede af kollaps?

Især arter, der lever i ferskvand, er meget sårbare. Forurening og tørke rammer de lyserøde floddelfiner, kæmpeodder, manater og fisk hårdt, og de seneste års massedød blandt floddelfiner viser, hvor alvorlig situationen er. Forandringer i Amazonas truer også landarter som jaguar og tapir – og de hundredtusindvis, måske millioner, af arter, vi endnu slet ikke kender til.

Ændrer rapporten WWF’s tilgang til at redde Amazonas?

Kampen for regnskoven foregår ikke kun i Sydamerika. Den foregår i – og angår – hele verden. Et kollaps i Amazonas vil påvirke stabiliteten i hele vores globale klima og fødevaresystem. Den geopolitiske kompleksitet gør det kun sværere, men det øger også behovet for WWF som verdens største naturbevarende organisation, der kan arbejde som neutral aktør på tværs af lande og internationale organisationer.

Artiklen er en del af en serie om afgørende natursystemers forventede kollaps og WWF’s arbejde for redde naturområder og arter i en fundamentalt forandret fremtid.