07/05/2021

Grøn omstilling af Danmarks blå økonomi

Det blå Danmark har i generationer været kendt over hele verden. Men hvis sektoren også i fremtiden skal være kendt globalt for sin innovationskraft, konkurrenceevne og markedsledende virksomheder, så kræver det en omstilling mod mere bæredygtige forretningsmodeller. Med en ny millionbevilling fra VELUX FONDEN i ryggen vil WWF med det nye projekt ’Grøn Omstilling af Danmarks Blå Økonomi’ vise vejen for en blå økonomi, der både er miljømæssigt og økonomisk bæredygtig.

Ifølge EU besidder havet et ’kæmpe potentiale for innovation og vækst’, men den danske havnatur er i dag under voldsomt pres, og realisering af det økonomiske vækstpotentiale kan gå hårdt ud over havets miljøtilstand. Det er hverken bæredygtigt for havnaturen eller for de blå økonomier, som udnytter havet og havets ressourcer, at overse faresignalerne fra havene omkring Danmark. Derfor er det ifølge WWF afgørende at lade den miljømæssige bæredygtighed definere rammerne for aktiviteterne på havet. Det er formålet med det nye projekt ’Grøn Omstilling af Danmarks Blå Økonomi’, der er støttet med en bevilling fra VELUX FONDEN.

“Vi har i alt for mange år troet, at havet var uudtømmeligt, og at det kan tåle alt vores pres. Den nuværende miljøtilstand og forskningen fortæller os dog, at det modsatte er tilfældet. Så selv om havet rummer et stort potentiale for økonomisk vækst og innovation, må vi erkende at udgangspunktet er, at råderummet for længst er opbrugt. Så vi er ganske enkelt nødt til at tænke bæredygtighed for havets og vores egen skyld. Den gode nyhed er jo her, at omstillingen er i gang, og grønne initiativer vinder frem,” siger Thomas Kirk Sørensen, sektionsleder for hav i WWF Verdensnaturfonden.

Et samarbejde på tværs af erhverv og myndigheder

I projektet, der netop er lanceret, går WWF i løbet af 2021 og 2022 i dialog med erhverv, finansinstitutioner, myndigheder, eksperter, interesseorganisationer og politikere om, hvordan alle parter kan bidrage til at vende skuden for havet i Danmark. Projektet munder blandt andet ud i en køreplan for den grønne omstilling af det blå Danmark samt et topmøde, der samler alle aktører i en fælles snak om visioner og handlingspunkter. Det er nemlig målet med projektet at skabe et sundere havmiljø ved at skubbe på for en grøn omstilling af de erhverv, der har en direkte påvirkning af havet.

”Havnaturen er en gavebod for os mennesker. Den giver os fisk, den optager og lagrer enorme mængder CO2, og den danner baggrund for vores velfærd og rekreation. Hvis vi sikrer en bæredygtig udnyttelse af havet, kan vi få langt flere og langt flottere gaver i fremtiden. Hvis ikke, så lukker butikken, og vi taber alle sammen. Vi skal vænne os til at gennemføre vores aktiviteter til havs med den mindst tænkelige påvirkning af naturgrundlaget. Frem for udelukkende at fokusere på økonomisk vækst, skal vi arbejde for et havmiljø og en forvaltning, som fremmer ålegræsenge, et levende, vildt og produktivt hav fuld af fisk og en udnyttelse af havets arealer, som samlet set holder sig inden for havets bæreevne,” siger Ditte Degnbol, seniorrådgiver og projektleder, Oceans and Wildlife i WWF Verdensnaturfonden.

Og omstillingen er allerede i gang. Virksomheder og interesseorganisationer arbejder for et mere skånsomt fiskeri, både direkte og ved at sikre, at der er afsætning. I energibranchen arbejder man på at udvikle vindmøllefundamenter, der samtidigt kan fungere som kunstige rev. Mærsk har udviklet en skibsskrue, der både reducerer brændstofforbrug og undervandsstøj. Tangdyrkning, som optager næringsstoffer fra havet og dermed kan være med til at reducere algesuppe, iltsvind og fiskedød, vinder frem som erhverv og som fritidsbeskæftigelse i små havkolonihaver. Og prisen for ’årets landmand’, som hvert år tildeles en landmand i de baltiske lande, der har reduceret deres udledning af næringsstoffer i vandmiljøet, gik i 2019 til en dansker.

Martin Lidegaard er med til at affyre startskuddet

Arbejdet skydes i gang i maj og juni med en serie af webinarer. Det første finder sted d. 26. maj, hvor der blandt andet bliver stillet skarpt på den danske havplan. Thomas Kirk Sørensen fra WWF sætter kursen mod en bæredygtig blå økonomi, hvorefter Martin Lidegaard (RV) overtager talerstolen og taler om momentum for en grøn omstilling af Danmarks blå økonomi. Til slut uddeler Dan Vermeer, der er direktør for Center for Energy, Development, and the Global Environment på Duke University, af sine guldkorn om grøn innovation med oplægget ‘Four Features of Blue Economy Innovations’.

”Blå er blevet det nye sort, og sjældent har der været større fokus på behovet for en grøn omstilling af de erhverv, der påvirker havnaturen. Hvorfor skal vi engagere os i en grøn omstilling af det blå Danmark, og hvorfor skal det være nu? Hvad er havnaturen værd for os, og er der sammenhæng mellem naturmæssig og økonomisk bæredygtighed? Det er nogle af de spørgsmål, vi skal finde svar på,” fortæller Thomas Kirk Sørensen.

De næstkommende webinarer kommer blandt andet til at handle om, hvordan en økosystembaseret havplan ser ud, og hvordan vi i Danmark får katalyseret den grønne omstilling af Danmarks blå økonomi.

VELUX FONDEN har støttet projektet med 2,8 millioner kroner under fondens miljøprogram, der har strategisk fokus på at bidrage til et sundere havmiljø i Danmark.

Tilmelding til første webinar findes her.


Fakta:

Webinarserien ’Fremtiden for Danmarks blå økonomi’:
Arbejdet med projektet ’Grøn omstilling af Danmarks blå økonomi’ skydes i gang i maj og juni med webinarserien ’Fremtiden for Danmarks Blå Økonomi’. Serien består af tre webinarer og en workshop, der dels sætter fokus på den danske havplan, som er i høring, dels på perspektiverne i en grøn omstilling af de erhverv, der påvirker den danske havnatur. På den afsluttende workshop inviterer WWF erhverv og interesseorganisationer, eksperter og beslutningstagere til en fælles brainstorm om den grønne omstilling af det blå Danmark.

Skriv dig op til at modtage løbende information om webinarserien her.

Analyse af havplan, herunder høringssvar:
Den første danske havplan, som er i høring nu, rummer vigtige beslutninger for vores fremtidige brug af havet og dets ressourcer. WWF udarbejder et udvidet høringssvar.

Køreplan for den grønne omstilling af Danmarks blå økonomi:
I løbet af 2021 og 2022 vil WWF i dialog med erhverv, brancheorganisationer og eksperter identificere barrierer og potentielle stimuli for den grønne omstilling inden for forskellige brancher, der påvirker havnaturen. Den erhvervede viden vil blandt andet føde ind i en køreplan for omstillingen. Hvilke teknologier skal der investeres i, hvilke rammevilkår kunne hjælpe omstillingen på vej, hvilken koordinering er nødvendig på tværs af virksomheder i forskellige erhvervsklynger, og hvilken rolle kan hhv. erhverv, brancheorganisationer, beslutningstagere, fonde, eksperter m.v. spille i denne proces?

Topmøde for den grønne omstilling af Danmarks blå økonomi:
På baggrund af køreplanen samler et afsluttende topmøde erhverv, beslutningstagere, eksperter, interesseorganisationer og fonde til en fælles snak om visioner og handlepunkter for den grønne omstilling.


For mere information, kontakt: 
Sebastian Wulf, presserådgiver
WWF Verdensnaturfonden
sebastian.wulf@wwf.dk