Når danskerne griller med kul og briketter af træ risikerer regnskoven at gå op i røg
Danskerne elsker at grille, og særligt i sommerperioden kommer der fart i grillstarterne landet over. Men nu viser det sig, at danskerne uforvarende risikerer at medvirke til fældningen af vigtige skovområder i blandt andet Indonesien og Nigeria, når de køber kul og grillbriketter af træ.
Det viser en helt ny undersøgelse fra WWF Verdensnaturfonden, som har fået analyseret en række kul og briketter af træ, der er tilgængelige på det danske marked. Undersøgelsen er lavet af det tyske Thünen Institut, der med speciale i analyser af træ helt ned på gen-niveau tidligere har lavet lignende undersøgelser af både det britiske og tyske marked for kul og briketter af træ.
I den nye undersøgelse fandt forskerne spor af tropisk træ i fem ud af syv af de danske prøver af træbriketter uden certificering. Men det fremgår ikke på pakkerne med grillbriketter af træ. Samtidig er værdikæden svær at gennemskue som almindelig forbruger, fordi produktionen i høj grad foregår ulovligt og ukontrolleret.
Det betyder, at de mange grill-glade danskere uden at vide det risikerer at købe trægrillbriketter, som har dyrebar skov og vigtige ikoniske arter som tiger, gorilla og chimpanser på samvittigheden.
– Det er skrækkeligt, at danskerne uforvarende medvirker til at fælde helt unik tropisk skov, fordi vi ikke ved nok, om de briketter af træ, vi køber. Op mod en million arter er i dag i fare for at uddø, fordi deres levesteder ødelægges, når regnskoven fældes. Hvis vi ikke tager ansvar for, hvor de varer, vi køber, kommer fra, så går det i sidste ende ud over os selv – fordi flere og flere områder bliver ubeboelige for både dyr og mennesker, siger Bo Øksnebjerg, som er generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.
Danmark importerer knap 12.000 tons kul hvert år. Det lægger beslag på 24.100 hektar land, eller hvad der svarer til et areal lidt større end Møn.
Politikere og detailbranchen skal tage ansvar
Som en del af analysen er grillbriketter med FSC-mærket også undersøgt, og prøverne levede op til alle krav og standarder. Derfor er rådet til danskerne også helt klart: Kig efter FSC-mærket og kræv det i butikkerne, hvor du handler, når du køber kul og briketter af træ.
– Danskerne skal kunne grille, som de har lyst. Vi håber at bedre og mere information om kullets og briketternes oprindelse, og en lovgivning der forhindrer import af uforsvarligt producerede varer, kan forhindre at mere regnskov bliver fældet. Vi har alle en forpligtelse til at beskytte naturen. Danskerne skal gå efter FSC-mærket, detailkæderne skal gøre det let at finde dem, og politikerne skal gøre det ulovligt at producere og importere kul og briketter af træ uden certificering. FSC er i dag den bedste garanti for, at produktet ikke er skyld i afskovning af værdifuld skov, siger Bo Øksnebjerg.
I dag er kul ikke dækket af EU’s tømmerforordning, og derfor kan Danmark helt lovligt importere træbriketter med afskovning og korruption på samvittigheden. Tømmerforordningen bliver genforhandlet efter sommerferien, og der skal Danmark selvfølgelig sørge for, at importen af kul også omfattes, så det i det mindste er lovligt produceret, afslutter Bo Øksnebjerg.
FAKTA OM UNDERSØGELSEN
Tyske Thünen Institut med speciale i analyser af træ ned på gen-niveau står bag analysen. Instituttet har tidligere lavet lignende undersøgelser af både det britiske og tyske marked for grillkul.
Den danske undersøgelse består af 14 prøver på tværs af supermarkeder, byggemarkeder og tankstationer.
5 ud af 7 prøver uden certificering indeholdt problematisk tropisk træ.
Tropisk træ fra familierne Fabaceae og Combretaceae var særligt fremtrædende.
5 prøver var FSC-certificeret og levede op til krav og standarder.