FREMTIDENS REV STARTER LIVET I FORSKERNES HÆNDER

Det starter som små larver i et stort indendørs kar, men ender som levende rev på bunden af Nordsøen. WWF og Ørsted er gået sammen om at genopbygge et af havets vigtige økosystemer for at hjælpe livet i havet tilbage.

Foto: ØRSTED

Laboratoriet er badet i lyserødt lys. På den ene væg udsender meterhøje rør et svagt skær, mens vand bobler gennem rørene. Pumperne larmer i baggrunden. På to stativer i midten af rummet hænger rækker af store gennemsigtige poser, hvor gult og brunt indhold flyder rundt. En forsker i hvid kittel overvåger posernes indhold, tapper væske fra poserne ud i hvide spande og forsvinder ud ad døren med den ene spand efter den anden. I spandene har hun føde til fremtidens rev i Nordsøen.

Det ligner måske starten på en gyserfilm, men laboratoriet på Mors danner ramme om det daglige arbejde på Dansk Skaldyrscenter. Centeret er hjemsted for starten på et nyt, stort projekt, hvor WWF Verdensnaturfonden i samarbejde med Ørsted og DTU Aqua vil genetablere rev af hestemuslinger og europæiske østers i den danske del af Nordsøen.

Den brunlige væske i plastikposerne er derfor hverken teaterblod eller raketbrændstof, men derimod mikroalger. Mikro-
algerne skal bruges til at fodre de muslinger og østers, der om få år skal lægges ud som rev på den danske havbund.

“De fleste vil måske tænke, at rev er noget, der hører troperne til, men der findes faktisk flere typer af rev i danske farvande. Ét af dem er såkaldte biogene rev, som er rev, der er opbygget af levende organismer i modsætning til for eksempel stenrev,” fortæller marinbiolog og seniorrådgiver i WWF Verdensnatur-
fonden Henrike Semmler Le.

I danske farvande består biogene rev af muslinger, og de biogene rev er yderst vigtige.

“De skaber levesteder blandt andet ved at skabe en fast overflade, som andre dyr og planter kan sætte sig på. Derudover løser de en række opgaver, der er vigtige for havmiljøet. De filtrerer vandet og fungerer som føde for en lang række dyr.”

REVET ER AFGØRENDE FOR LIVET I HAVET

I løbet af det seneste århundrede har vi mistet størstedelen af de biogene rev i Danmark. Nordsøen og de indre danske farvande er hårdt ramt. Årtiers overfiskeri, forstyrrelser af havbunden og forurening fra blandt andet landbruget samt iltsvind har efterladt havbunden som en gold og livløs ørken.

“Når vi genskaber revene i Nordsøen, gør vi det ikke kun for at fremme biodiversiteten lokalt. Genopretning af biodiversitet spiller også en rolle i de udfordringer, vi står over for med klimafordringerne: Et robust økosystem er mere modstandsdygtigt over for forandringer,” fortæller Henrike Semmler Le.

“Verdenshavene er afgørende i reguleringen af klimaet, fordi de absorberer og lagrer store mængder CO2 og frigiver ilt. Ved at beskytte havets økosystemer bidrager vi til at mindske de negative virkninger af klimaforandringerne.”

5 TRIN: SÅDAN SKABER VI DET LEVENDE REV

1. Vi indsamler avlsdyr

1. Vi indsamler avlsdyr

Projektets forskere fra DTU Aqua har siden sidste
efterår haft travlt med at indsamle europæisk
fladøsters og hestemuslinger. De indsamlede dyr
skal fungere som avlsdyr for det kommende rev.

2. Væk med parasitter og sygdom

2. Væk med parasitter og sygdom

Før avlsdyrene var klar til at flytte ind i deres nye hjem i væksthallen på DTU Aquas klækkeri, blev de renset og skrubbet og sat i karantæne for at sikre, at de ikke tog ubudne gæster i form af sygdomme og parasitter med. En lille parasit, Bonamia ostreae, har nemlig ramt østers over hele Europa og er medvirkende til, at europæisk fladøsters er gået stærkt tilbage.

3. Mad skal der til

3. Mad skal der til

I flaskerne er de helt rigtige mikro-næringsstoffer, der skal bruges til at producere de store mængder mikroalger, som forskerne skal fodre østers og muslinger med til det kommende rev.

4. Moderdyrene bliver fodret

4. Moderdyrene bliver fodret

Seniorforsker Camille Saurel fodrer løbende de voksne østers med mikroalger, så de er klar til at producere østerslarver. Efter moderdyrene har gydt, begynder de små larver deres liv i store kar, der
skal efterligne de frie vandmasser, larverne normalt ville drive i, inden de finder deres hjem som små østers på en fast overflade.

5. Vi tester for at få succes

5. Vi tester for at få succes

I væksthallen på Mors bliver tomme østersskaller og
andre typer hårdt materiale brugt som den faste overflade, de små østers kan sætte sig fast på. Det er første gang, nogen forsøger at etablere biogene rev med
hestemuslinger i så stor en skala i Nordsøen. Derfor tester forskerne undervejs. De skal bl.a. undersøge, hvilke faste overflader muslingerne vil sætte sig på, så udlægningen om et par år bliver en succes.

VIDSTE DU, AT …

… andelen af det danske hav, der er udlagt til vedvarende energi, netop er blevet fordoblet – fra 15 til 30 procent? Derfor er det afgørende, at vi finder nye løsninger på, hvordan vedvarende energi og naturen kan sameksistere på havet

…. WWF Verdensnaturfondens og Ørsted’s vision om at redde de biogene rev i Nordsøen er et eksempel på, hvordan en privat virksomhed og en ngo kan samarbejde om at skabe positive forandringer i partnerskab.

… regeringen har indgået aftale om, at vi i Danmark skal udbygge med ni gigawatt frem mod 2030? Det svarer til vindkraft, der kan forsyne ni millioner husstandes forbrug. Danmarks havvindmøller har i dag en samlet kapacitet på 2,3 gigawatt.

… den danske østers, europæisk fladøsters, engang levede i Vadehavet, langs dele af den jyske vestkyst, i Limfjorden og ned gennem Kattegat mellem Danmark og Sverige? I dag findes den kun i ganske få områder i Limfjorden.

11/10/2023

Fremtidens rev starter livet i forskernes hænder

WWF og Ørsted er gået sammen om at genopbygge et af havets vigtige økosystemer for at hjælpe livet i havet tilbage.

DERFOR ARBEJDER VI SAMMEN:

Klimaforandringer og tab af biodiversitet er tæt forbundne kriser. WWF Verdensnaturfonden og Ørsted har en fælles ambition om at finde konkrete løsninger på begge udfordringer. Partnerskabet blev etableret i efteråret 2022, og formålet er at genoprette havnaturen i den danske del af Nordsøen i BioReef-projektet og samtidig finde nye veje til at beskytte og genoprette biodiversiteten i udviklingen af havvind. Læs mere om genoprettelsen af biogene rev her

Dette er en artikel fra WWF’s magasin Levende Natur. Læs hele magasinet her