Foto: Carsten Bundgaard

Forestil dig, at du kommer træt hjem fra arbejde en kold vinterdag. Du stiller dig i elevatoren og kører op til din lejlighed på syvende sal. Inden du træder ud, får du overrakt en kurv med helt nyhøstet broccoli, radiser og salat til din aftensmad. Grøntsagerne er sprøde og rene – helt fri for jord, der skal vaskes af – og alle er groet lige her i midten af din bygning. Du nikker til din nabo, der træder ud med favnen fuld af jordbær og nye kartofler.

En vision med mere skov

Scenariet er taget ud af Anders Riemanns fremtidsvision for, hvordan danskere i byen kommer til at leve i en ikke alt for fjern fremtid. En vertikal køkkenhave udgør kernen i et etagebyggeri og leverer, foruden grøntsager, varme til samtlige lejligheder med den overskydende energi fra de små LED-dioder, der skaber fotosyntese i planterne og får dem til at gro. På den måde er høsten hverken afhængig af årstiden eller vejrets uforudsigelige luner. Det lokale, vertikale landbrug leverer friskt grønt året rundt.

“Vi skal have integreret madproduktionen i fremtidens byer. På den måde vil vi kunne tage landbrugsjorden ud af produktion og give skove og dyr lov til at brede sig uden for byerne,” siger Anders Riemann.

Han er stifter af Danmarks største vertikale farm, Nordic Harvest, som for nu bliver huset i en lagerhal i Taastrup.

Men han er slet ikke i tvivl om mulighederne og nødvendigheden af den nye måde at tænke landbrug på. “Urbaniseringen fortsætter. Vi bliver flere og flere mennesker, og vi vil gerne bo i byerne. I stedet for at dyrke grønt på marker og køre det ind til forbrugeren eller importere fra lande som Holland og Spanien, så er fremtiden, at vi dyrker lokalt og i højden. Vi kan jo se, hvordan klimaforandringerne allerede er skyld i fejlslagen høst i en række sydeuropæiske lande i år.”

Et sterilt rum uden sol

Vi er taget på besøg i lagerhallen i Taastrup for med egne øjne at se det, som måske er den spæde begyndelse på fremtidens landbrug. Lige nu bliver der kun dyrket krydderurter, grønkål og salater, men ifølge Anders Riemann arbejder de på at få jordbærplanter, der ikke skal bestøves af insekter, ind i produktionen. Skridtet efter det bliver bælgfrugter og tungere grøntsager som for eksempel bok choy, som er en lidt grovere type kinakål.

Før vi får lov at komme ind i selve produktionshallen, tager vi mundbind, hårnet og hvide kitler på. Én efter én bliver vi lukket igennem en luftsluse, så løse hår eller en vildfaren flue og svampesporer bliver blæst af. Det vil være katastrofalt, hvis et insekt eller en uønsket svamp kom ind og spredte sig i det kontrollerede, nærmest sterile rum.

Indenfor er der evig sommer. Omkring 26 grader. Brillerne dugger, og fugten samler sig hurtigt under masken. Foran os står lange rækker af specialdesignede metalreoler, der tårner mod loftet i 14 etager. De grønne planter på snorlige rækker har aldrig set solens stråler, men er vokset op badet i lyset fra stærke LED-pærer, der sætter fotosyntesen i sving og får dem til at vokse.

Nøje kontrol fra det høje

Et lilla skær farver de hvide kitler på to medarbejdere, der flytter flamingoplader med små spirer af krydderurter. Lys, temperatur, næring, vind og vand er nøje kontrolleret ved hjælp af et centralt computersystem, der på bedste kontroltårnsvis bliver styret af en ingeniør, der, fra et vindue over os, overser produktionen.

Ingeniøren arbejder tæt sammen med videnskabsfolk. Anders Riemann har fire ph.d.ere, 10 med mastergrad og fem bachelorer ansat. De skal sikre, at produktionen bliver så effektiv og kvaliteten så høj som muligt. Der kan stadig optimeres en del, siger han. For eksempel var en af de største begynderfejl, at de accepterede pH-værdien i vandet at svinge mellem 6,5 og 7,5. Her kunne de fordoble udbyttet, hvis de sørgede for et smallere spænd. Værdien i vandet er selvfølgelig tilpasset hver enkelt plante. En anden ting, der driller, er maksimalt udbytte af energi.

“Når vi putter strøm ind i en LED-diode, kommer der nogle futoner ud, hvis de futoner ikke rammer et blad, så er de spildt. Alle de optimeringsting er vi nødt til at få styr på, inden vi udvider produktionen,” forklarer han. Anders Riemann viser rundt. Han slår ud med armene og leder os mod timianen i en af midterækkerne. Vi får lov at smage. Forsigtigt lemper vi timiankvisten ind under mundbindet. Smagen er kraftig og frisk – nærmest et lille smæld over tungen. “Wow!” udbryder jeg anerkendende.

“Vi optimerer hele tiden smagen. Det kan for eksempel være, at vi skruer op for vindstyrken for at få lidt tykkere, sejere stængel,” siger Anders Riemann, inden vi alle stiger ombord på en kran med lift og kører op i højden for at se på rucolaen.

Alle får ideer, men få handler på dem

Ideen til det vertikale eventyr kom til Anders Riemann efter en meget våd aften i byen. Han tumlede ind i metroen og sad og stirrede op i LED-dioderne i loftet.

“Jeg begyndte at spekulere over, hvor langt de egentlig var i udviklingen af dioder. Om de efterhånden var så kraftige, at man kunne bruge dem som fotosyntese,” siger han. “Vi får alle ideer hver uge og hver måned, men det er bare meget få af de ideer, som vi gør noget ved. Årsagen er, at vi lever i hver vores boble med faste, trygge rammer og arbejde.”

Jeg søgte mere mening

Men netop på det tidspunkt i metroen havde Anders Riemann gennem en længere periode, måske over et år, gået og kedet sig i sit arbejde som forretningsudvikler hos Saxo Bank. Han havde netop afsluttet en incitamentsanalyse af medarbejderne i banken. En analyse, der i sidste ende skulle sikre Saxo Bank flere penge og mere succes.

“Jeg var et sted i min karriere, hvor jeg syntes, at jeg skulle gøre en større forskel end den, jeg gjorde i banken. Jeg spurgte mig selv: Skal jeg kun arbejde et sted, hvor jeg kan tjene penge, eller skal jeg bruge mine evner mere hensigtsmæssigt?”

Anders Riemann var, som han udtrykker det, både frustreret på et personligt og samfundsmæssigt plan.

“Det frustrerede mig, at vi har brug for flere skove for at leve i en bedre balance med naturen og for at bekæmpe klimaforandringerne. Men vi får kun skovene tilbage, hvis vi producerer flere fødevarer på et mindre areal.”

En stram læseplan skulle der til

Næste morgen, om lørdagen, kunne han på trods af et tungt hoved ikke slippe tanken om LED-dioderne. Han måtte undersøge det nærmere. Derfor satte han sig foran computeren og stoppede først efter 20 timers research. Det gav mod på at lægge en plan. Om søndagen lavede han en læseplan for sig selv. Og så brugte han ellers det næste år på at skynde sig hjem fra arbejde og læse alt, hvad han kunne nå, ofte til langt ud på natten.

“Hver søndag aften skulle jeg have et bestemt vidensniveau inden for hvert område, der gjorde, at jeg var tilfreds med ugens læsning,” forklarer han. Da der var gået et år, var frustrationen ikke blevet mindre. “Jeg kunne ikke forstå, hvorfor verden ikke var tapetseret med vertikale farme,” siger Riemann.

Han måtte vise sin forretningsplan til en, han havde respekt for, og som vidste mere, end han gjorde. Det ledte til en sjælden aftale med Professor Dickson, der på det tidspunkt var 77 år og professor i sundhed og mikrobiologi ved Colombia University Medical Center. Han havde tidligere rådgivet selveste Obamaregeringen og FN i forbindelse med spørgsmål om fødevaresikkerhed. Riemann fløj til New York. Her var de to sammen en hel dag på professorens kontor. Om aftenen inviterede Dickson på middag. Her meddelte han: “You are in the gang.” “De betød, at han ville være min rådgiver og stille sit netværk til rådighed. Efter den dag tog jeg hjem. Jeg tænkte ved mig selv, at det ikke var mig, der var dum. Der kunne være noget i det. Så sagde jeg mit job op,” fortæller Anders Riemann.

Redningen kom, da det så sortest ud

Herefter arbejdede han målrettet på at udvikle teknologien ved hjælp af specialister, lede efter en passende bygning, sælge produkterne ind til de store supermarkeder og finde sponsorer til hele molevitten. “Efter fire års arbejde havde jeg brugt hele min opsparing, min friværdi og lånt penge af venner og familie for at overleve. Jeg skyldte en advokat 1,2 millioner og en ingeniør 800.000. Men så i marts 2020 lykkedes det at lave en aktionæroverenskomst med 50 individuelle investorer, som kom med 62 millioner kroner, så jeg kunne bygge det her ’proof of concept’. Altså bevise, at udbyttet er stort nok til, at det potentielt kan give profit, og at markedet har taget imod produkterne,” siger han.

Danskerne er klar

Og markedet har taget imod de vertikalt dyrkede salater og krydderurter. Indtil videre aftager Salling Group fra Riemann og sælger krydderurter og salat i Bilka og Føtex. Men, som Riemann siger, så er produktionen stadig meget lille. Teknologien skal modnes og bevise sig selv. Og så redder man ikke verden ved at lave salat. Derfor skal Nordic Harvest have langt flere produkter på de vertikale hylder. Salaten vokser ikke på marken Men selvom der kommer broccoli, bælgfrugter og flere kåltyper til i den efter planen udbyggede lagerhal, ændrer det ikke på, at landbruget, der i dag optager over 60 procent af Danmarks arealer, ikke er belagt med grøntsager.

På de danske marker bliver der i stedet dyrket hvede, rug, byg, raps og majs i store mængder. Derfor spørger jeg Riemann, hvordan de vertikale farme i praksis skal hjælpe med at frigive plads til naturen.

“Visionen er, at når du går ned i dit supermarked, kan du både sommer og vinter finde grøntsager af høj kvalitet. I dag er kvaliteten langt lavere om vinteren, og mange af afgrøderne bliver fløjet ind fra Kenya, Tanzania og andre eksotiske steder. Så den største effekt kommer ved, at vi lokalt producerer grøntsager af så høj kvalitet, at forbrugeren bliver motiveret til at spise plantebaseret hele året rundt. Dermed spiser de mindre kød. 80 procent af de arealer, vi dyrker i Danmark, går til produktion af foder til køer og grise. Spiser vi mindre kød, er det der, vi vil se den største effekt.

Men det er vel lidt en indirekte effekt?

“Den er indirekte. Der er dog også den direkte effekt, som består af, at vi ikke behøver at importere fra andre lande, der ligger langt væk. Desuden genbruger vi 95 procent af vandet i vores lukkede miljø og udleder ingen pesticider til undergrunden,” pointerer Riemann.

Flere kritiske røster mener ikke, at vertical farming har nogen berettigelse i Danmark. Én af dem er forsker Carl-Otto Ottosen, der er professor ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet. Ifølge Carl-Otto Ottosens nyeste vidensyntese fra april 2023 forbruger et vertikalt landbrug typisk 30 til 60 procent mere elektricitet end et almindeligt væksthus, der udnytter solens stråler året rundt.

Til det svarer Riemann: “Vi bruger grøn energi, når den er i overskud allerede nu. Det vil sige om natten. Når vi i 2030 har bygget offshore-vindmøller, der kan understøtte 15 millioner husstande – vi er i dag på 2,6 millioner husstande – så vil der mellem 20 og 40 procent af tiden være en negativ strømpris. Det vil sige, at der vil være alt for meget energi i nettet. Den strøm vil vi bruge.” Anders Riemann ryster på hovedet ad professoren. Han mener, at det er for hurtigt at dømme vertikalt landbrug ude i lille Danmark.

Danmark er et godt sted at starte

“Man kan sige med alle industrier, at der er et bedre sted at starte dem. Måske ville det være mere profitabelt i Mellemøsten, hvor der er ørken. De mangler vand og kan ikke producere afgrøderne lokalt. Men vi har gode ingeniører og et godt netværk her i Danmark. Desuden har vi været en landbrugsnation igennem flere århundreder og har en masse viden at trække på. Ligesom med vindmøllerne skal vi være et foregangsland. Når vi har fundet formlen på et stabilt udbytte og kan gøre det igen og igen, ja, så er vi klar til at udvide til resten af verden. Så vil vi være med til at sikre fødevareforsyningen til klodens voksende befolkning, samtidig med at vi igen giver naturen mere plads.”

Artiklen er fra WWF’s magasin, Levende Natur. Læs hele magasinet her.