Interviewet blev første gang bragt i Levende Natur 2020.

Hop ud i det

Da jeg var lille, havde vi en kolonihave i Hvidovre, og derfra cyklede vi til Solrød for at bade. Min mor var kun 21 år, da hun fik mig, og min far var 23, så de var selv store legebørn. Jeg husker en oplevelse, hvor min far stod så langt ude i vandet, at jeg ikke kunne bunde. Og jeg ville jo gerne ud til ham, men turde ikke rigtigt. Så sagde han: ”Bare hop, så griber jeg dig,” og det gjorde han selvfølgelig. Når jeg fortæller den historie, så er det fordi, jeg husker den oplevelse som virkelig tryg. Ved at hoppe ud, hvor jeg ikke kunne bunde, så oplevede jeg, at han var der for mig. Og den følelse har spillet en stor rolle i mit liv. Jeg har altid været en tryg person og ikke bange for at give mig i kast med nye ting. Det sporer jeg tilbage til oplevelser som denne.

Badede i olie

Jeg er født i 1941 og gik i skole i København. Vi skulle lære at svømme, og det foregik i Gasværkshavnen, som dengang lå omkring hvor Fields ligger i dag. Så vandrede klassen ud, fik korkbælter på, og så lærte vi at svømme. Men når vi kom op af vandet, havde vi nogle sorte pletter op ad armene, som vi ikke kunne få af. De var fra olien, der på det tidspunkt var ude i vandet. Så kom jeg hjem til min mor, som kunne et trick med at gnide margarine på og så fjerne oliepletterne med en serviet. I dag ville det være utænkeligt, at man lod børn svømme i forurenet vand, og at mødrene tog det så afslappet. I dag er der heldigvis masser af rene bade-steder i København, som rigtig mange benytter sig af.

Smid hende i havnen

Jeg har jo også været Fiskeriminister. En post som jeg egentlig var meget glad for. Hvor landmændene er tilbøjelige til at beklage sig og mene, at det er dem, det er synd for, så er fiskerne meget mere anarkistiske. De snyder, hvor de kan og ved, at noget af det bliver opdaget og andet slipper de afsted med. Som Fiskeriminister kom jeg ud til de forskellige havne og mødte en masse engagerede fiskere. Så var der jo nogle af dem, der truede med at kaste mig i havnen, når jeg dukkede op. ”Det må komme an på en prøve,” tænkte jeg. Og der var jo ingen, der turde, når det kom til stykket.

Så længe bådebroen er ude

Æbleplantagen, som Søren og jeg havde sammen med mine forældre fra 1978, var et grønt, blødt paradis, hvor alt var økologisk, og vi samlede på træer. Så da Søren og jeg så i øjnene, at vi var for gamle til at passe æbleplantagen, så vidste vi, at vi skulle finde noget helt andet, så vi ikke skulle mindes, det vi havde haft. Derfor valgte vi en strandgrund på Fyn. Sommerhuset ligger mod vest, så vi har pragtfulde solnedgange, men også hidsige vestenstorme, hvor vinduerne står og blafrer. Og her kan jeg svømme, som altid har betydet meget for mig. Så jeg er glad for, at jeg nu har adgang til vandet igen – for mig har det altid været forbundet med at have det sjovt. Jeg er dog ikke vinterbader – jeg bader så længe bådebroen er ude og den kommer op 1. september.